Først forventede vi os meget af Havana. Så håbede vi det blev bedre i Trinidad. Så satsede vi på at Santiago ville være anderledes. Var det ikke det, havde Cuba én sidste chance i lille Baracoa. Myks veninde Randi ankom d. 16 december og foran var 3 uger som trio og endnu en portion fornyet rejseiver.
Uge 1: Havana-Guanabo
Havana fik en hurtig tur mere med walking tours, fotoshoots, salsatimer og byture. Da vi først kunne få en bus ud af Havana d. 22, valgte vi at tage en taxa og tonse en times tid mod øst i håbet om at finde authentic cuban lifestyle i en lidt afsides strandflække. Som taxachauffør fik vi den nok ca. første person som turde tale nogenlunde åbent om den politiske situation i landet, så allerede den tur var givet godt ud. Ved ankomst i Guanabo er vi totalt planløse – vi kendte intet til stedet og havde kun biblen at få hjælp fra (Lonely Planet.. that is). Men vent.. hvad kom der der? En mand på en cykel som har spottet tre hjælpeløse europæere i en taxi. Mangler I et casa? Jamen det gjorde vi da. Så fulgte vi efter fremmed mand på cykel til vi fandt et hus, hvor vi kunne få hele overetagen for os selv. Vi snakker 2 altaner, 2 stuer, køkken og soveværelse med 2 store senge (uden sengegærde!).
Guanabo var ultimativt en kedelig by, hvor det eneste bemærkelsesværdige var at skulle stå i 13 minutters kø for at måtte komme ind i supermarkedet (de ville åbenbart undgå at tjene penge alt for hurtigt), for derefter at finde ud af at de absolut intet havde af det vi ledte efter (primært mælk til risengrød). Det lykkedes dog gennem hjælp fra husholdersken at skaffe 2 liter råmælk, og så var der risengrød til aftensmad – med kanel, sukker og smør. Det var klasse. Ellers kunne Guanabo bruges til at danse salsa på alle kvadratmeterne, slappe ultimativt meget af, læse bøger og spille på Ipod’en (Myk og jeg har de samme spil og hver uge byder på et nyt spil kommer på mode – sådan bliver afslapning hurtigt til en aktivitet i sig selv).
Fra Guanabo til dansk folkehelt..
Videre fra Guanabo foregik først hjem til Havana med selvsamme taxachauffør som undervejs på denne tur kunne berette om hvordan taxametersystemet fungerer i landet og hvorfor han ikke brugte det. Det var noget indviklet stads, men det gjorde at jeg ikke længere har det så skidt med at give penge til taxachauffører som jeg havde før. Derefter med bus til Santiago. 17 timer i aircondition og uden pauser – ligesom vi kender systemet. Godt mætte af chips, chokoladekiks og cola, ankommer vi spændte til vores nye by med nye muligheder. Og det første man spotter er en mur af taxachauffører der står bag vinduet og vinker til en. Vi ignorerer dem lidt – vi skal lige købe billetter tilbage til Havana. Efter et par minutter kommer en chuaffør over og spørger om vi hedder Pedro. Det gør vi ikke. Nå, men kommer vi så fra Frankrig? Det gør vi heller ikke. Så går han igen. Lidt efter kommer han tilbage og spørger om vi har brug for en taxi. Alene fordi hans fremgangsmåde var så totalt ude i hampen vinder han konkurrencen og han tager os så ud i en af disse gamle amerikanerbiler og kører os til vores nye hjem. Han har nemlig en søster som har sådan et lækkert casa vi kan se nærmere på.
Sådan går tilfældigheder hånd i hånd og på kort tid har vi fået os installeret på to værelser. Yes.. to værelser. That is, i Santiago må man ikkenikkenej have tre personer i ét værelse. Det kan regeringen ikke lide. Man kan kun gætte på hvorfor, men jeg må sige at jeg efterhånden er holdt op med at spekulere i årsager i dette land. Det kræver simpelthen for meget tankekraft. Jeg stiller mig derfor tilfreds med at have mit helt eget værelse for første gang siden 12/9. Se dét var spøjst. Og så kunne man rode med alle sine ting på en hel seng og sove på den anden – dvs. rodet kunne blive liggende ét sted i stedet for at flytte sig rundt mellem gulv og seng hver dag. Virkelig luksus. Når jeg bliver stor vil jeg have et areal på 2x1 meter hvor der pr. definition skal ligge rod. Så slipper man også for al den der dårlige samvittighed om at skulle rydde op. For på disse 2x1 meter skal der være rodet før at det er pænt. Det er en pissegod ide og jeg er stolt over at udvikle mig sådan som menneske på sådan en tur og finde på mange gode ting. Jeg har også fundet ud af at jeg en dag vil
- Lære mere om myrer
- Skrive en børnebog
- Kende den historiske udvikling i forholdet mellem mayafolk og inka-folk
- Have fat i Total Eclipse of the Heart, som åbenlyst er verdens bedste sang
- Arbejde på en artikel ud fra mit speciale
- Have fat i soundtracket til Det lille hus på prærien
- Kunne huske hvad jeg har lært om 1. verdenskrig og hvor tæt tyskerne var på at vinde
- Lave en helligdag for en dansk frihedskæmper
Det sidste synes vi er spændende. Altså, herovre har de jo dage for den ene og den andens fødselsdag, dødsdag, oprørsdag, ankomstdag med et skib, osv. osv. I Irland fejrer de Skt. Patrick som reddede Irland fra løverne (eller slangerne.. Myk kan ikke huske det) og i Norge og Sverige har man nationaldage for frigørelsen fra Danmark. Og så videre. Men i Danmark har vi intet som helst af den ene årsag at Danmark bare er blevet mindre og mindre siden de stolte vikinger. Og det er noget rigtigt røv, for så har vi ikke nogen martyr som er skyld i at Danmark nu er et stolt folk som lever på trods af noget. Næ, vi er sådan et folk som engang var noget, men så kom alle de andre lande og sagde ’I skal ikke tro I er nogen’, og så har de bid for bid taget både land og Nordsøolien tilbage og efterladt os med Grønland, en krænket selvforståelse og en jantelov. Og det vil vi gerne gøre noget ved, Myk og jeg. Så når jeg kommer hjem vil jeg kontakte en masse historikere og spørge dem om der ikke er en eller anden random dansker som bør fejres for at have været megasej engang. Jeg tænker f.eks. på tiden efter Dybbøl Mølle, hvor Danmark jo i princippet lige så godt kunne have været tysk. Altså, vi havde tabt stort. Og så gider Tyskland ikke have os. Det må være fordi der har siddet nogen omkring et bord og diskuteret tingene og så er der en eller anden der har sagt ’det der Danmark.. kunne man ikke lige så godt lade det ligge der som det er?’. Se dét er en national folkehelt. Og sådan en skal vi finde så vi kan holde en frihedskampsdag hvor vi kan drikke en masse snaps og snakke om hvor forfærdeligt det havde været hvis ikke denne helgen havde gjort det ene eller det andet.
.. Og så til Santiago
Nå, sidespor. Pointen er at Santiago er rar. Her er færre folk der snakker irriterende til en, en roligere stemning og fint med aktiviteter. Ingen tvivl om at Santiago får mange point alene baseret på det faktum at det ikke er Havana eller Trinidad. Men dog skal det have ros for at leve op til forventningen om Cuba. Altså, her føler vi os mere på det Cuba vi havde troet vi skulle til. Der er rent faktisk musik i gaderne og der er folk der danser. Og folk sidder bare rundt og spiller domino og drikker rom (det gør de nu over det hele). Maden er til gengæld helt hamrende elendig. Sjældent har vi været så trætte af ris og så skuffede over udtrykket ’no hay’ (det haves ikke) hver gang man endelig har fundet noget man gerne vil bestille. 16-årige der lige er flyttet hjemmefra både spiser bedre og har en mere kreativ tilgang til mad end cubanere har. Hvis jeg var smart og havde utroligt mange år til overs, så ville jeg flytte til Cuba og starte små og store restauranter og spisesteder op og så håbe på at kapitalismen kom snart så jeg kunne tjene boksen. Eller bare gøre det non-profit for at hjælpe de enkelte cubanere der simpelthen må være derude, som også er trætte af at spise det samme hver dag.
Ellers hvad..? hmm.. nå jo, julen! Så meget desto mere grund til at gå videre til den. Den er jo netop berømt for sin gode mad, så man kan nogenlunde regne sig ganske automatisk frem til, at det er den også herovre – det er bare fuldstændigt uberettiget. Vi havde faktisk indstillet os på kylling med ris og bananplanter, da vi fandt en lokal restaurant i lyserøde pastelnuancer og kun halvplettede duge på bordene. Her havde de en julemenu bestående af kalkun(!) .. med ris og bananplanter. Til lyden af authentisc’e spillemænd i hjørnet, kunne vi, belyst af hen mod 8 lysstofrør, nyde et nyt og spændende måltid i selskab med sovende tjenere og statsansatproducerede guirlander. Hertil en lokalproduceret iskold rødvin som skjulte alle smagsnuancer. Det var perfekt. I hver af vores risportioner var der ovenikøbet gemt en friturestegt olieklat, så på sin vis fik vi alle mandlen. Godt tilfredse lagde vi 150 kr. og så frem mod aftenens højdepunkt.
Det er værd at bemærke at højdepunkter ikke behøver være særligt høje. Himmelbjerget f.eks. På samme måde kan authentic cabaret med efterfølgende diskotekt lyde utroligt højt, uden nødvendigvis at være det. Men det var en usædvanlig (et eller andet) oplevelse. Altså, vi har vores taxachauffør som løgnagtigt har bildt os ind at vi boede hos hans søster. Han har booket en anden taxa og kørt med os op til dette her diskotek og overtalt os til at betale ham til at betale for os. Så har vi sat os ind og købt en flaske rom til 20 kr. og kan herfra nyde fire begivenheder: For det første bliver vores irriterende taxamand siddende sammen med os, for det andet er han faldet i søvn efter han lige har hældt den anden rom/cola op (i en 50/50 ratio). Derpå er nabobordets teenagepiger begyndt at tage unødvendigt mange billeder af ham. Sidst nyder vi en række forskellige indslag (dans, mimet sketch, skinger sang, mand med cowboyhat der synger, breakdance og magisk show hvor en pige med ryggen til publikum gætter på hvad farve trøje en eller anden har på). Det er egentligt ok noget af det, mens resten er .. mindre ok. Dog syntes jeg det var noget af en overraskelse at opleve cubanerne da showet var færdig: Samtlige aktører bliver kaldt ind til klapsalver ud fra deres grupper. Men ingen, og her mener jeg næsten bogstaveligt talt ingen cubanere klapper. Der er måske 100 tilskuere og vi er 4 som kommer med et kvart klap. Folk ligner bare zombier. Og man tænker; hvorfor er I overhovedet kommet så? På juleaften..?
Svaret kommer i det øjeblik musikken starter efter showet. 75% af tilskuerne rejser sig op og begynder at danse ca. hvor de står. Jeg er meget imponeret. De tilbageværende 25% inkluderer tre danskere og en taxamand som stadig sover. Dertil er vi en blanding af overrasket og for nede i gear efter showet. Myk sidder og er mest energisk over at have fået en meget venlig hilsen ved at have givet 10x normal rate i drikkepenge for at lade vandet. Og så får vi diskuteret hvordan stedet allerede kan være løbet tør for rom. Altså, det betyder at man har et helt kæmpe diskotek som lige nu udelukkende sælger øl. Indtil de også løber tør for øl.. Nå, men ligemeget er det også, for vi skal hjem; vores taxapickupaftale ankommer og vækker den sovende taxamand mens Myk og Randi får en enkelt salsa indenbords. Og det var så den juleaften.
Baracoa
Efter en fortrinlig guides fortrinlige beretning kan jeg her videregive at Baracoa er Cubas ældste.. nej, nu har jeg sgu glemt det. Det hed engang Baracoa da der boede nogle indianere. Så kom spanierne og ændrede navnet til noget ingen gad kalde det. No wonder, det var dælme et langt navn. Nå, men der kom først en vej til byen for 30 år siden for det er noget med at den ligger ude på noget der engang var en ø. Og her har vi så den tydelige årsag til hvorfor jeg aldrig bliver guide. Men det er en meget lille by med rødt grus i gaderne og verdens mindste, og tillige mindst vedligeholdte kirke i midten. Man kan overalt få små pizzaer til 1 kr. og 25 øre, rundt regnet (og så runder man op til 1,50 efter man endelig har smidt den 25øre væk), hvilket er halv pris af Havana. Så er her kun ca. 6 taxachauffører, så de lærer hurtigt at man ikke skal nogle steder.
Af andre positive ting kan nævnes at krejlerne er blevet mere fantasifulde. Den anden dag fik jeg tilbudt en stor træstatue i bytte med min halvspiste pizza. Og så har de et helt nyt krydderi: kokos. Det er spændende. Eneste minus ved det er, at de selv mener de er enormt opfindsomme i forhold til resten af Cuba, men hver gang de nævner en ret som er speciel for egnen, så er det noget med kokossovs. Kylling og kokossovs, rejer og kokossovs.. ja, og så undtagelsen: bananplante i kokosolie. Men så dyrker også de chokolade. Det er de også meget stolte af og det er sådan set fair nok. Der må åbenbart være run på chokoladen, for oppe i byen har de et ’Casa de chocolate’ – til tider uden chokolade. Dvs., ’No hay’.
Første aften i Baracoa var vi egentligt klar, men det var byen ikke rigtigt. Oppe midt på byens ene af to pladser, var der stillet en scene op, hvorfra der højlydt blev spillet.. wait for it.. heavy metal. Ja, det forventede man så heller ikke. Byens ene diskotek var lukket (no hay) og så var der barerne tilbage. Her var vi overladt til en mojitocrawl og fandt faktisk for første gang en god mojito i et land hvor alle barer har byens bedste mojito. Vi har nu endelig fralagt os kravet om at isen skal være knust og ligge ovenpå mynten så mynten ikke kommer i små stykker ind i munden og sætter sig på tænderne. Her er mynte altså noget der bliver tyret i med rod og stilk og så er der så lidt af det, at man ikke må brokke sig over det der så endelig er, uanset udseende. Så fralagt disse Mykpålagte ’jeg har engang været bartender’-krav, kunne vi tilfredse sidde og nyde et par gode mojitos inden baren lukkede. Og så var der ikke rigtigt mere i den by heller.
Anden aften sov vi længe for at kunne komme tidligt på guidetur i bjergene. Og så er vi fremme ved dags dato (dvs. d. 29 december hvor jeg ligger og skriver og netop opdager hvilken dato det faktisk er). Jeg vil, på trods af at denne guidetur faktisk er noget af det bedste vi har oplevet længe, springe lettere henover den. Det dokument her har rundet 5 sider og det må være godt over grænsen. Kort version: Flink guide som fra 9 til 16 underholder med alt lige fra teatralske gengivelser af hanekamp og jinetera-adfærd (cubanske kvinder som scorer udenlandske mænd for penge), til politiske, historiske og samfundsmæssige samtaler. Vi går med ham rundt på et bjerg og besøger mange forskellige landmænd, spiser frugter, drikker kakao og spiser kokosoliefriteret bananplante. Og så er badning i vandfald inkluderet. Så tak til mand for at oppe hele Cubaoplevelsen en god del – godt arbejde.
Jeg får højst sandsynligt ikke sendt dette inden nytår, men Godt Nytår (det ser ligesom bedre ud med store forbogstaver?). Må aftenen såvel som det nye år blive fortrinlig. Jeg glæder mig til at komme hjem og være en større del af det end tilfældet var i 2010, specialesump og rejse taget i betragtning.
Kh Anders
