Santiago

Først forventede vi os meget af Havana. Så håbede vi det blev bedre i Trinidad. Så satsede vi på at Santiago ville være anderledes. Var det ikke det, havde Cuba én sidste chance i lille Baracoa. Myks veninde Randi ankom d. 16 december og foran var 3 uger som trio og endnu en portion fornyet rejseiver.

Uge 1: Havana-Guanabo
Havana fik en hurtig tur mere med walking tours, fotoshoots, salsatimer og byture. Da vi først kunne få en bus ud af Havana d. 22, valgte vi at tage en taxa og tonse en times tid mod øst i håbet om at finde authentic cuban lifestyle i en lidt afsides strandflække. Som taxachauffør fik vi den nok ca. første person som turde tale nogenlunde åbent om den politiske situation i landet, så allerede den tur var givet godt ud. Ved ankomst i Guanabo er vi totalt planløse – vi kendte intet til stedet og havde kun biblen at få hjælp fra (Lonely Planet.. that is). Men vent.. hvad kom der der? En mand på en cykel som har spottet tre hjælpeløse europæere i en taxi. Mangler I et casa? Jamen det gjorde vi da. Så fulgte vi efter fremmed mand på cykel til vi fandt et hus, hvor vi kunne få hele overetagen for os selv. Vi snakker 2 altaner, 2 stuer, køkken og soveværelse med 2 store senge (uden sengegærde!).

Guanabo var ultimativt en kedelig by, hvor det eneste bemærkelsesværdige var at skulle stå i 13 minutters kø for at måtte komme ind i supermarkedet (de ville åbenbart undgå at tjene penge alt for hurtigt), for derefter at finde ud af at de absolut intet havde af det vi ledte efter (primært mælk til risengrød). Det lykkedes dog gennem hjælp fra husholdersken at skaffe 2 liter råmælk, og så var der risengrød til aftensmad – med kanel, sukker og smør. Det var klasse. Ellers kunne Guanabo bruges til at danse salsa på alle kvadratmeterne, slappe ultimativt meget af, læse bøger og spille på Ipod’en (Myk og jeg har de samme spil og hver uge byder på et nyt spil kommer på mode – sådan bliver afslapning hurtigt til en aktivitet i sig selv).

Fra Guanabo til dansk folkehelt..
Videre fra Guanabo foregik først hjem til Havana med selvsamme taxachauffør som undervejs på denne tur kunne berette om hvordan taxametersystemet fungerer i landet og hvorfor han ikke brugte det. Det var noget indviklet stads, men det gjorde at jeg ikke længere har det så skidt med at give penge til taxachauffører som jeg havde før. Derefter med bus til Santiago. 17 timer i aircondition og uden pauser – ligesom vi kender systemet. Godt mætte af chips, chokoladekiks og cola, ankommer vi spændte til vores nye by med nye muligheder. Og det første man spotter er en mur af taxachauffører der står bag vinduet og vinker til en. Vi ignorerer dem lidt – vi skal lige købe billetter tilbage til Havana. Efter et par minutter kommer en chuaffør over og spørger om vi hedder Pedro. Det gør vi ikke. Nå, men kommer vi så fra Frankrig? Det gør vi heller ikke. Så går han igen. Lidt efter kommer han tilbage og spørger om vi har brug for en taxi. Alene fordi hans fremgangsmåde var så totalt ude i hampen vinder han konkurrencen og han tager os så ud i en af disse gamle amerikanerbiler og kører os til vores nye hjem. Han har nemlig en søster som har sådan et lækkert casa vi kan se nærmere på.

Sådan går tilfældigheder hånd i hånd og på kort tid har vi fået os installeret på to værelser. Yes.. to værelser. That is, i Santiago må man ikkenikkenej have tre personer i ét værelse. Det kan regeringen ikke lide. Man kan kun gætte på hvorfor, men jeg må sige at jeg efterhånden er holdt op med at spekulere i årsager i dette land. Det kræver simpelthen for meget tankekraft. Jeg stiller mig derfor tilfreds med at have mit helt eget værelse for første gang siden 12/9. Se dét var spøjst. Og så kunne man rode med alle sine ting på en hel seng og sove på den anden – dvs. rodet kunne blive liggende ét sted i stedet for at flytte sig rundt mellem gulv og seng hver dag. Virkelig luksus. Når jeg bliver stor vil jeg have et areal på 2x1 meter hvor der pr. definition skal ligge rod. Så slipper man også for al den der dårlige samvittighed om at skulle rydde op. For på disse 2x1 meter skal der være rodet før at det er pænt. Det er en pissegod ide og jeg er stolt over at udvikle mig sådan som menneske på sådan en tur og finde på mange gode ting. Jeg har også fundet ud af at jeg en dag vil

- Lære mere om myrer
- Skrive en børnebog
- Kende den historiske udvikling i forholdet mellem mayafolk og inka-folk
- Have fat i Total Eclipse of the Heart, som åbenlyst er verdens bedste sang
- Arbejde på en artikel ud fra mit speciale
- Have fat i soundtracket til Det lille hus på prærien
- Kunne huske hvad jeg har lært om 1. verdenskrig og hvor tæt tyskerne var på at vinde
- Lave en helligdag for en dansk frihedskæmper

Det sidste synes vi er spændende. Altså, herovre har de jo dage for den ene og den andens fødselsdag, dødsdag, oprørsdag, ankomstdag med et skib, osv. osv. I Irland fejrer de Skt. Patrick som reddede Irland fra løverne (eller slangerne.. Myk kan ikke huske det) og i Norge og Sverige har man nationaldage for frigørelsen fra Danmark. Og så videre. Men i Danmark har vi intet som helst af den ene årsag at Danmark bare er blevet mindre og mindre siden de stolte vikinger. Og det er noget rigtigt røv, for så har vi ikke nogen martyr som er skyld i at Danmark nu er et stolt folk som lever på trods af noget. Næ, vi er sådan et folk som engang var noget, men så kom alle de andre lande og sagde ’I skal ikke tro I er nogen’, og så har de bid for bid taget både land og Nordsøolien tilbage og efterladt os med Grønland, en krænket selvforståelse og en jantelov. Og det vil vi gerne gøre noget ved, Myk og jeg. Så når jeg kommer hjem vil jeg kontakte en masse historikere og spørge dem om der ikke er en eller anden random dansker som bør fejres for at have været megasej engang. Jeg tænker f.eks. på tiden efter Dybbøl Mølle, hvor Danmark jo i princippet lige så godt kunne have været tysk. Altså, vi havde tabt stort. Og så gider Tyskland ikke have os. Det må være fordi der har siddet nogen omkring et bord og diskuteret tingene og så er der en eller anden der har sagt ’det der Danmark.. kunne man ikke lige så godt lade det ligge der som det er?’. Se dét er en national folkehelt. Og sådan en skal vi finde så vi kan holde en frihedskampsdag hvor vi kan drikke en masse snaps og snakke om hvor forfærdeligt det havde været hvis ikke denne helgen havde gjort det ene eller det andet.

.. Og så til Santiago
Nå, sidespor. Pointen er at Santiago er rar. Her er færre folk der snakker irriterende til en, en roligere stemning og fint med aktiviteter. Ingen tvivl om at Santiago får mange point alene baseret på det faktum at det ikke er Havana eller Trinidad. Men dog skal det have ros for at leve op til forventningen om Cuba. Altså, her føler vi os mere på det Cuba vi havde troet vi skulle til. Der er rent faktisk musik i gaderne og der er folk der danser. Og folk sidder bare rundt og spiller domino og drikker rom (det gør de nu over det hele). Maden er til gengæld helt hamrende elendig. Sjældent har vi været så trætte af ris og så skuffede over udtrykket ’no hay’ (det haves ikke) hver gang man endelig har fundet noget man gerne vil bestille. 16-årige der lige er flyttet hjemmefra både spiser bedre og har en mere kreativ tilgang til mad end cubanere har. Hvis jeg var smart og havde utroligt mange år til overs, så ville jeg flytte til Cuba og starte små og store restauranter og spisesteder op og så håbe på at kapitalismen kom snart så jeg kunne tjene boksen. Eller bare gøre det non-profit for at hjælpe de enkelte cubanere der simpelthen må være derude, som også er trætte af at spise det samme hver dag.

Ellers hvad..? hmm.. nå jo, julen! Så meget desto mere grund til at gå videre til den. Den er jo netop berømt for sin gode mad, så man kan nogenlunde regne sig ganske automatisk frem til, at det er den også herovre – det er bare fuldstændigt uberettiget. Vi havde faktisk indstillet os på kylling med ris og bananplanter, da vi fandt en lokal restaurant i lyserøde pastelnuancer og kun halvplettede duge på bordene. Her havde de en julemenu bestående af kalkun(!) .. med ris og bananplanter. Til lyden af authentisc’e spillemænd i hjørnet, kunne vi, belyst af hen mod 8 lysstofrør, nyde et nyt og spændende måltid i selskab med sovende tjenere og statsansatproducerede guirlander. Hertil en lokalproduceret iskold rødvin som skjulte alle smagsnuancer. Det var perfekt. I hver af vores risportioner var der ovenikøbet gemt en friturestegt olieklat, så på sin vis fik vi alle mandlen. Godt tilfredse lagde vi 150 kr. og så frem mod aftenens højdepunkt.

Det er værd at bemærke at højdepunkter ikke behøver være særligt høje. Himmelbjerget f.eks. På samme måde kan authentic cabaret med efterfølgende diskotekt lyde utroligt højt, uden nødvendigvis at være det. Men det var en usædvanlig (et eller andet) oplevelse. Altså, vi har vores taxachauffør som løgnagtigt har bildt os ind at vi boede hos hans søster. Han har booket en anden taxa og kørt med os op til dette her diskotek og overtalt os til at betale ham til at betale for os. Så har vi sat os ind og købt en flaske rom til 20 kr. og kan herfra nyde fire begivenheder: For det første bliver vores irriterende taxamand siddende sammen med os, for det andet er han faldet i søvn efter han lige har hældt den anden rom/cola op (i en 50/50 ratio). Derpå er nabobordets teenagepiger begyndt at tage unødvendigt mange billeder af ham. Sidst nyder vi en række forskellige indslag (dans, mimet sketch, skinger sang, mand med cowboyhat der synger, breakdance og magisk show hvor en pige med ryggen til publikum gætter på hvad farve trøje en eller anden har på). Det er egentligt ok noget af det, mens resten er .. mindre ok. Dog syntes jeg det var noget af en overraskelse at opleve cubanerne da showet var færdig: Samtlige aktører bliver kaldt ind til klapsalver ud fra deres grupper. Men ingen, og her mener jeg næsten bogstaveligt talt ingen cubanere klapper. Der er måske 100 tilskuere og vi er 4 som kommer med et kvart klap. Folk ligner bare zombier. Og man tænker; hvorfor er I overhovedet kommet så? På juleaften..?

Svaret kommer i det øjeblik musikken starter efter showet. 75% af tilskuerne rejser sig op og begynder at danse ca. hvor de står. Jeg er meget imponeret. De tilbageværende 25% inkluderer tre danskere og en taxamand som stadig sover. Dertil er vi en blanding af overrasket og for nede i gear efter showet. Myk sidder og er mest energisk over at have fået en meget venlig hilsen ved at have givet 10x normal rate i drikkepenge for at lade vandet. Og så får vi diskuteret hvordan stedet allerede kan være løbet tør for rom. Altså, det betyder at man har et helt kæmpe diskotek som lige nu udelukkende sælger øl. Indtil de også løber tør for øl.. Nå, men ligemeget er det også, for vi skal hjem; vores taxapickupaftale ankommer og vækker den sovende taxamand mens Myk og Randi får en enkelt salsa indenbords. Og det var så den juleaften.

Baracoa
Efter en fortrinlig guides fortrinlige beretning kan jeg her videregive at Baracoa er Cubas ældste.. nej, nu har jeg sgu glemt det. Det hed engang Baracoa da der boede nogle indianere. Så kom spanierne og ændrede navnet til noget ingen gad kalde det. No wonder, det var dælme et langt navn. Nå, men der kom først en vej til byen for 30 år siden for det er noget med at den ligger ude på noget der engang var en ø. Og her har vi så den tydelige årsag til hvorfor jeg aldrig bliver guide. Men det er en meget lille by med rødt grus i gaderne og verdens mindste, og tillige mindst vedligeholdte kirke i midten. Man kan overalt få små pizzaer til 1 kr. og 25 øre, rundt regnet (og så runder man op til 1,50 efter man endelig har smidt den 25øre væk), hvilket er halv pris af Havana. Så er her kun ca. 6 taxachauffører, så de lærer hurtigt at man ikke skal nogle steder.

Af andre positive ting kan nævnes at krejlerne er blevet mere fantasifulde. Den anden dag fik jeg tilbudt en stor træstatue i bytte med min halvspiste pizza. Og så har de et helt nyt krydderi: kokos. Det er spændende. Eneste minus ved det er, at de selv mener de er enormt opfindsomme i forhold til resten af Cuba, men hver gang de nævner en ret som er speciel for egnen, så er det noget med kokossovs. Kylling og kokossovs, rejer og kokossovs.. ja, og så undtagelsen: bananplante i kokosolie. Men så dyrker også de chokolade. Det er de også meget stolte af og det er sådan set fair nok. Der må åbenbart være run på chokoladen, for oppe i byen har de et ’Casa de chocolate’ – til tider uden chokolade. Dvs., ’No hay’.

Første aften i Baracoa var vi egentligt klar, men det var byen ikke rigtigt. Oppe midt på byens ene af to pladser, var der stillet en scene op, hvorfra der højlydt blev spillet.. wait for it.. heavy metal. Ja, det forventede man så heller ikke. Byens ene diskotek var lukket (no hay) og så var der barerne tilbage. Her var vi overladt til en mojitocrawl og fandt faktisk for første gang en god mojito i et land hvor alle barer har byens bedste mojito. Vi har nu endelig fralagt os kravet om at isen skal være knust og ligge ovenpå mynten så mynten ikke kommer i små stykker ind i munden og sætter sig på tænderne. Her er mynte altså noget der bliver tyret i med rod og stilk og så er der så lidt af det, at man ikke må brokke sig over det der så endelig er, uanset udseende. Så fralagt disse Mykpålagte ’jeg har engang været bartender’-krav, kunne vi tilfredse sidde og nyde et par gode mojitos inden baren lukkede. Og så var der ikke rigtigt mere i den by heller.

Anden aften sov vi længe for at kunne komme tidligt på guidetur i bjergene. Og så er vi fremme ved dags dato (dvs. d. 29 december hvor jeg ligger og skriver og netop opdager hvilken dato det faktisk er). Jeg vil, på trods af at denne guidetur faktisk er noget af det bedste vi har oplevet længe, springe lettere henover den. Det dokument her har rundet 5 sider og det må være godt over grænsen. Kort version: Flink guide som fra 9 til 16 underholder med alt lige fra teatralske gengivelser af hanekamp og jinetera-adfærd (cubanske kvinder som scorer udenlandske mænd for penge), til politiske, historiske og samfundsmæssige samtaler. Vi går med ham rundt på et bjerg og besøger mange forskellige landmænd, spiser frugter, drikker kakao og spiser kokosoliefriteret bananplante. Og så er badning i vandfald inkluderet. Så tak til mand for at oppe hele Cubaoplevelsen en god del – godt arbejde.

Jeg får højst sandsynligt ikke sendt dette inden nytår, men Godt Nytår (det ser ligesom bedre ud med store forbogstaver?). Må aftenen såvel som det nye år blive fortrinlig. Jeg glæder mig til at komme hjem og være en større del af det end tilfældet var i 2010, specialesump og rejse taget i betragtning.

Kh Anders

Trinidad

D. 3 december skete der noget underligt. Det var ikke mere underligt end at vi godt på forhånd vidste det ville ske på et eller andet tidspunkt. Men dog alligevel underligt. Vi rundede nemlig hvad Myk kaldte for en af turens store mindepæle (et ord han selv har opfundet), markeret ved min families ankomst til Havana. Det var på mange måder starten på slutningen. Fra nu af ville vi stort set ikke være alene på tur længere. Aftenen forinden havde Myk også roligt bemærket, at dette måske var den sidste gang vi sad på en alt for lille kantsten og delte en flaske vand, sådan helt for os selv.

Ja, nu skal det jo ikke blive til sådan en tudeblog, og særligt ikke fordi vi faktisk havde glædet os. At få besøg hjemmefra er ligesom at få en lille smule Danmark med på turen. Udover at familien medbragte grødris, rugbrødsblanding, en uventet julegave og en portion fortællinger om al snevejret, bragte de også en nærmest direkte forbindelse hjem til. Altså, efter 3 måneder uden andet end Skype, var det sjovt at se Danmark og mennesker derovrefra, sådan i levende live. Som i ’nå, disse lande hænger faktisk sammen indenfor 15 timer, når det endelig skal være’. Lige pludselig var man ikke alene ude i verden – bare lidt længere væk end man plejer. Og nu kunne ens mor også se at man ikke blev hverken røvet hver dag eller spist af hajer ved det blotte syn af åbent hav. Så alle var glade og knusene var varme.

Vi havde jo egentligt haft rigeligt med tid til at forberede os på de 10 dage der ventede os. Og vi troede også at vi var forberedte til at være gode tourguides i efterhånden velkendte Havana. Men hvad jeg i bagklogslyset (et ord jeg opfundet, lige nu i øvrigt) kan se er, vi nærmest havde lige så meget jetlag som de havde. Vi kom fra en budgettur med usandsynlige mænger gåede meter, hvor det billigste alternativ på mad gerne var det bedste, hvor taxaer var nogle man forhandlede med og hvor vi nærmest uden snak kan komme frem til en dagsplan, synkronisere humør-, trætheds- og sultmæssigt (i mit tilfælde er de to første nært beslægtet med det sidste). Det var en spøjs oplevelse at befinde sig i den eksakt samme by, nu på en helt anden måde.

Meeen, vi havde også brug for et skud energi udefra. Vi havde netop for 8. gang snakket om at vores samtaler begyndte at køre ring, og så er det sgu godt der kommer en brormand i højt humør der kunne rykke lidt rundt på vores små rutiner. Man kan så diskutere om det hjælper at Kristian synger de samme tre sange hele døgnet rundt, men vi fik da nogle nye emner at snakke om igen og igen.

Havana blev besigtiget igen, nu med nye øjne og lidt langsommere skridt. Bygningerne blev faktisk flottere, og gaderne blev mere fotogene af at man lige stoppede op og kiggede på en anden måde. Krejlerne forblev lige så irriterende som de hele tiden havde været. (Af og til kan man også mene at vi selv er uden om det. Altså, når en irriterende dame i Trinidad får 1CUC (mange penge for damen, få for os) af min velmenende moder, fordi hun (damen) har givet os en masse information, så er der ikke noget at sige til at hun bliver ved med at snakke og henter flere vi kan snakke med. I sær ikke når den ’information’ hun gav, var et uattraktivt og irrelevant tilbud om at komme ud at ride i nogle bjerge, men det har sikkert lydt mere informativt og mindre krejlertivt når man ikke forstår spansk. Souvenirforretningerne blev besigtiget lidt mere end før og det blev da også til indkøb af nogle falske cigarer og en flot hat til min mors mand. Og Myk og jeg fandt ud af, at der faktisk var god mad i Havana, hvis bare man gad give lidt mere. Godt for moralen, som ellers var godt nede, for puha hvor spiser man elendigt på Cuba. (Hvis jeg en gang mere hører nogle reklamere for husets specialiteter, når vi jo godt allesammen ved at der absolut ingen forskel er.. Det er som et lille komediespil hver gang: nå, har I kylling? Med ris? Og bønner? Og en salat bestående at tomat, agurk og kål? Og ingenting andet, måske bortset fra nogle stegte bananer? Jamen det lyder da som noget ganske særligt. Hvad siger du? Har I også gris? Jamen dog. Med det eksakt samme tilbehør? Ok..., og ja? Og fisk siger du? Nådada.., må jeg bare sådan ud af det blå spørge om I så også har languster og rejer? Nå det har I også. Med det samme tilbehør så? Til 6, 8 eller 10 CUC? Det lyder da som et scoop.)

På vores to aftener i Havana nåede vi at få imponerende jetlagsfungerende brormand med på to salsasteder. Her mødte vi den dansetrup vi netop havde stiftet bekendtskab med inden Kristians ankomst. Vi blev på cubansk maner budt ualmindeligt meget velkomne, og blev flere gange anvist at slå os ned ved deres bord, som begge aftener igen var stedets centrum. Vi bidrog med en flaske rom og så tager man ellers bare hvad der er. Og jo mere rom, jo mere ser man sig selv stå og danse.. med sig selv. For det er det man gør: den som ikke danser når der er musik, ham må man se underligt på og overveje hvorfor han ikke bevæger sig. Og jo, de danser også med hinanden jo, cubanerne, men desværre nogle gange så godt at man lige skal over det første trin før man bevæger sit nordiske korpus helt ud på dansegulvet i et forsøg på en mekanisk salsa hvor man tæller langt mere end man snakker.

Afgang Trinidad
Aaah, ud af Havana. Alt var klappet og klart: Taxierne var bestilt og bussen kørte 8.15. Myk og jeg havde boet lige ved siden af busstationen tidligere og havde også af turistinformationen i Havana fået udtrykkeligt at vide, at det var herfra vores bus ville køre fra. Kl. 07.30 står vi derfor klar (efter 3 timers søvn) og skal til at sige ind i de to taxier. Manden forlanger dog dobbelt pris, hvilket får Myk og undertegnede til instinktivt at gå væk fra manden og søge andre muligheder. Det bliver taximanden sur over og frem for at sænke prisen, vælger han at sende den ene taxi væk. Det var en underlig måde at forhandle på mente vi – det var i hvert fald første gang nogensinde at vi havde fået den respons. Min mor handlede hurtigt og fik tre mand ind i taxi 2; sig selv, Kristian og undertegnede. Myk og min mors mand Niels, måtte så på jagt efter en ny taxi.

Så sker der så det at vi kører noget længere end ud til den busstation jeg kender. Og da vi kommer derud går det også langsomt op for mig, at det da ikke er den samme busstation som antaget. Det er for så vidt også totalt ligegyldigt, men problemet er at de to andre ikke dukker op. Og det er svært at vide om de ikke har fået en taxi, eller om de er kørt over til den anden busstation. På et tidspunkt kan vi ikke vente længere på dem og beslutter at tage bussen i håbet om at møde de to andre på den anden busstation, som bussen har tænkt sig at stoppe ved.

Heldigvis for alle kører bussen også forbi den anden busstation. Uheldigvis for alle, står der ikke nogen Myk, ej heller nogen Niels. Så kunne man derfor køre 6 timer i bus til Trinidad alene uden nogen anelse om hvad der kan være hændt de to andre. Og med en viden om at de sgu nok ikke rigtigt ved hvor de skal hen, nærmere specifikt end Trinidad (og vi skulle altså til et hotel 16 km syd for Trinidad). Udover det havde de to gæve forsvundne herrer ikke nogle pas med, ikke nogen telefon der var åben og muligvis ikke nok cigaretter. Planen blev derfor at køre til Trinidad, finde noget internet og skrive til Myk. Han ville nok gøre det samme tænkte jeg, om han så var i Havana eller havde fundet til Trinidad på en eller anden måde.

Det var nogle lange timer. Ideerne om hvad der kunne være sket af skrækkelige ting blev langsomt mere farverige – vi er jo i et diktaturland – og der skulle en stor optimist til at se hvordan vi nogensinde skulle finde hinanden igen. Men her må man takke internettet for dens utroligt sløve, men utroligt effektive måder at skabe kommunikation på når alt andet er gået galt eller fungerer på cubansk. Efter en halv time på internettet i Trinidad modtager jeg en mail fra Myk om at de er noget frem til hotellet ved Ancon og at de venter på at vi kommer så vi kan checke in. Og Niels er i gang med at ryge sin sidste cigaret, så vi må godt skynde os lidt.

Myk og Niels’ historie er at de er kørt til den forkerte busstation og over til den rigtige ca. 15 minutter efter vi er kørt derfra. Så har de fundet ud af at de kunne komme med en ny bus lige bagefter, selvom den ikke var listet nogle steder. Myk har kunnet huske noget med at vi skulle bo på et all-inclusive hotel nær Trinidad. ’Hvor mange var der af dem?’ havde han spurgt. ’3, og de ligger lige ved siden af hinanden’. Godt, så var de kørt dertil og havde fundet en computer. Nemt. På mange måder var denne tur derfor turens tur og på trods af at den på ligeså mange måder både kunne og burde være undgået, ender den sikkert med at blive en god historie en dag. Om dengang Myk og Niels blev væk alene – i en diktaturstat!! Og uden nok cigaretter.

Fra All-inclusive til All-colonial-krejlerby
De første 3 dage i Trinidadområdet gav mig mit livs første all-inclusive hotel-oplevelse. Åbenbart noget man gør ret meget i på Cuba og det er nu også rimeligt billigt, alt taget i betragtning. Fordelen ved sådan et sted er, at man slipper for at tage nogle beslutninger. Der er mad 3 gange om dagen, man skal bare møde op. Man kan drikke alt fra baren og bestille snacks døgnet rundt, og ellers kan man gå ned på stranden eller spille pool. Så bliver en dag rimeligt hurtigt afslappende, hvilket sikkert også er tiltænkt. Det var utroligt verdensfjernt og havde jo absolut ingenting med Cuba at gøre, udover at man vidste at alle de ansatte arbejder for samme løn. Men det var nu også virkelig rart at komme så drastisk langt ned i gear. At gå ned for at bestille en massage blev til en dagsudflugt og 2 dage i træk lykkedes det os 5 mennesker ikke at få booket plads på a la carte restauranten til om aftenen. På trods af at al maden i buffeten smagte underligt - på nær de hvide ris, omeletterne og bananerne. Men det er godt nok også svært at fucke det op, hvilket det også burde være med en pastaret, en kartoffelmos, en simpel salat, et stykke skært kød eller 12 forskellige slags kager. Hvordan så meget mad kunne smage så ualmindeligt anderledes end forventet, er mig stadig en gåde. Ligesom vi også alle ventede på den dag de ville bringe en ny portion radiser til buffeten, da de var ret genkendelige efter et par besøg.

Da de tre stranddage var gået, måtte vi ind til efter sigende meget charmerede Trinidad. Måske var min colonial-konto bare fyldt godt op, måske havde jeg set nok bjerge og måske hedder jeg bare ikke Taximigo – jeg ved det ikke, men den by fik jeg aldrig ind under huden. Lille, kedelig og overturistet, det vil jeg gå med til. Og så fik den point for at have levende musik på byens torv om aftenen, samt at præsentere mig for et diskotek i en kæmpe stor hule under jorden. Det var alt sammen fint og vores casa particular var ganske udmærket, havde det ikke været fordi vores Casa-ejer Miguel lige havde investeret i en ny fugl, hvilket fik alle de andre til at skratte unødvendigt meget op. Og så steg krejlerne godt nok i ydeevne i den by. En aften var vi på vej til en bestemt restaurant og møder så en dame på vejen, som reklamerer med sit sted. Vi forklarer hende at vi er på vej hen til Estella. ’Sí sí, Estalla sí’, siger hun, og tager os et godt stykke på afveje op til sin egen restaurant. Scam’et var gået fint, havde det ikke været for deres kæmpeskilt ude foran hvor man lidt for tydeligt kan se, at stedet jo ikke hedder Estella. Det var ikke engang tæt på og damen kunne herefter tituleres Flab. Men fred være med det. Trinidad var rart nok, og rundt regnet var det i det hele taget rart at være lidt væk fra Havana.

Dagene i Trinidad gik også lige så roligt som hidtil. I tre dage i byen lykkes det os, ikke at komme op og vandre på et bjerg – en tur som ellers på forhånd var en hovedattraktion. Meen, vi tre drenge skulle altid lige skal lidt senere op end de to andre, så skulle vi spise på skift eller lidt på nettet. Og så viste det sig at være en nationalpark som lukker kl. 15. Altså, så er der jo ikke noget at sige til at man ikke kommer af sted. Men det må man give min familie. På trods af kun at have 10 dage, formåede de godt nok at køre den lige så tranquilo som noget væsen kunne ønske. Selv æseldyret havde ikke følt sig stresset her. Og ja, nogen vil her anklage mig for at æseldyret faktisk bare hedder Æsel. Men i min verden hedder han æseldyret, ligesom det hedder et fodgængeroverfelt og ligesom Myk mener der er noget der hedder plid og mindepæl.

Med en noget nemmere hjemtur en udtur, kunne vi rulle tilbage til velkendte Havana og velkendte Hotel Deauville. Herfra kunne vi tage afsked til den danske delegation, som havde efterladt en god blanding af hjemsavn og glæde over at kunne blive i varmen lidt længere. Herfra kunne vi nyde tre dage i tosomhed inden vi endnu engang ville få besøg hjemmefra, denne gang fra Myks veninde Randi. Disse dage gik med at flytte lidt rundt, lære mere salsa og få fornyet vores visum. Sidstnævnte lyder som en tur på visumkontoret, men var i sandhed taget ud af den der Asterix-film hvor de får lov at tosse rundt i det der store hus for at få fat i Form nr. 17. Jeg mener klippet kan findes på You-tube, hvis man er så uheldig aldrig at være faldet over denne Kafka’ske fortælling om bureaukrati (tak til Word-stavekontrol for at kunne regne ud at det var det jeg ville stave til).

Det bringer denne blog frem til at være nogenlunde updatet frem til d. 16/12. Jeg tvivler på at der kommer mere herfra, da mine muligheder for at skrive blogs indskrænkes i takt med at jeg smider de medier væk som jeg anvender til at kopiere tekst fra egen computer til mega-dyre-cubacomputer. Så jeg kan kort bemærke at Myk, Randi og jeg er taget til Santiago, hvor vi .. ja, nyder livet og de sidste dage inden den står på kold vinterkulde og varme gensyn med en masse gode mennesker som jeg gerne glider i en varm vinterfrakke fra forrige år for at besøge.

Et tak for at have læst med. Jeg vil godt lige bemærke at jeg altså ikke tager på vej hvis man spørger mig om rejsen og ikke har læst blog’en eller hele blog’en. Jeg er selv en røv til at læse andres blogs, og har skrevet det meste for min egen skyld. Så det må man altså godt have ladet være med også. Det var bare det.

Rigtig glædelig jul og godt nytår når man når dertil.
Kh Anders

Havana

Forventningerne var store. Nøj, de var store. Og vi havde læst havde vi – og skrabet til os af informationer om dette underlige land. Lad os lige remse op hvad Cuba har stået for i vores hoveder:

1) Folk ville være overmega flinke.

2) Der ville flyde med salsa i gaderne og der ville være dans overalt.

3) Der ville være gode mojitas!

4) Man bor privat i huse hos almindelige cubanere som laver mad og snakker med en.

5) Alt ville være dyrt – Cuba skulle være dyr i sig selv.

6) Det ville være en god ide at medbringe kort over byen, chokolade, vin, toiletpapir, tandpasta, og andre toilettasketing, da der simpelthen ikke er sådan nogle ting på Cuba.

7) Der ville være lommetyverier overalt, så man skal passe overmeget på sine ting.

8) Internettet er noget røv og koster mange penge.

Lad mig tage disse 6 good things to know about Cuba som baggrund for en beskrivelse af hvad vi så ender med at finde frem til.

Ankomst:
Nu er det ikke for at hænge nogen ud, men hold da fast hvor gik det nemt. Særligt i sammenligning med eks. Miami hvor det tog 2½ time at komme ind i landet. Efter at have underskrevet en sundhedsattest, oplevet at få flyet sprayet af rensedeo (?), snakket lidt med en sygeplejerske og lovet hende at vi ikke havde været i kontakt med nogle der var forkølede inden for de sidste 15 dage, kunne vi hente vores bagage. Derefter kunne vi sporenstregs gå ud og hæve penge og sætte os ind i en taxi. Point til Cuba for lethed.

Hos vores casa particular fandt vi indkvartering på et lille hummer med eget toilet/bad, samt køleskab, aircon og masser af strøm. Vi havde endda en lille tagterasse, som kunne have været et genialt hangaround-sted, havde det ikke været for en drønirriterende hvalp som 1) ikke havde forstået man ikke havde ubegrænset legelyst, 2) ikke havde forstået at den havde fået tænder, 3) kun havde en larmende plastikdunk at lege med som alternativ til ens fødder. Stedet havde absolut intet at gøre med at bo privat. Det var et lille hostel med to værelser og en underlig vært som snakkede sært spansk og kun havde én joke (den med at Myk var fuld).

Den første spæde tur rundt i byen afslørede nogle centrale ting: Her er godt nok roligt. Ingen snakker til os, ingen hugger vores ting, ingen tigger om penge. Samtidig kan der meget nemt købes både toiletting, chokolade og vin. Billigere end i Mexico. Hurra for medbragt crap.

Bottom line: Vi forstod ikke ret meget. Alt lignede jo at virke fint. Point til Cuba. Ingen point til information om Cuba.

De første dage: Fra cigarsælgere til Osmel
Det skulle være muligt at finde en god salsalærer i Havana. Cuba = Salsa. Der må være skilte over det hele, skoler over det hele. Men der er ingenting. Vi har et par links med hjemmefra, men vi tænker at de lokale links må være billigere og bedre. I en blandet rundtur i byen feat. ledning efter salsasteder, opdager vi dog, at det ikke er helt så nemt som antaget.

På et tidspunkt sidder vi og holder en lille pause og bliver for 46’ende gang spurgt af en random cubaner om vi vil købe nogle cigarer (vi har overvejet at anskaffe os en t-shirt hvor der står at vi er fra Danmark og at vi ikke gider købe cigarer – på den måde burde man spare mange identiske og lige tåbelige samtaler). Myk siger nej, men at vi leder efter noget salsa. Det plejede at virke i Colombia når man blev spurgt om man ville købe noget kokain og man egentligt ledte efter noget pizza. Så var de altid flinke til at vise en hen til et pizzasted uden videre. Det var cubaner-cigar-manden her sådan set også. Han kendte lige den helt rigtige – endda en fyr som havde været i enten Holland eller Danmark for kort tid siden. Det ville ikke koste os noget at gå med ham, slet slet ingenting. Nå, men vi havde ikke noget at tabe, tænkte vi, så vi prøver at stole lidt på dig, hr. cigarmand.

Vi bliver fulgt ned af et par sidegader og oplevede hvordan man ringer på døren. Hr. cigarmand råbte et par navne op af et hus. Så råbte han lidt sammen med en kammerat lidt nede ad gaden. Så gik vi et andet sted hen og råbte op af et nyt hus. En lille 23-årig gut kom ud. Sorthudet iklædt hvidt tøj og guldkæder. En hæderlig start. Osmel hed han. Han viste sig at have været i Sønderborg og Århus i foråret 2010 og jeg kunne efter en kort snak genkende ham fra en walk-in undervisning i Århus. Han fik chancen.

Vores anden ven, hr. cigarmand, derimod.. han levede op til sit navn og begyndte igen at sælge cigarer. Vi ville sjovt nok stadig ikke have nogle cigarer, og så mente han måske om vi ikke ville give ham nogle penge – sådan bare for tippet. I princippet kunne vi jo godt. Men nu var vi blevet lovet at der ikke var penge indblandet i dette foretagende.. det var forudsætningen for at vi gik med ham. Nu ville han have penge alligevel. Skuffelsen over nu for 3. eller 4. gang at have mødt en flink cubaner som nu igen ville have penge ud af os gjorde dog, at vi hellere indledte en større moralsk diskussion med den stakkels mand, frem for at stikke ham en femmer for at stoppe med at være irriterende. Vi vandt diskussionen ved at være 2 mod 1 og kunne bagefter konstatere at vi havde været flabede på den meget retfærdige og ordentlige måde. Hvis sådan en findes.

Der er to ting i denne sag: For det første er den et eksempel på at ALLE cubanere som snakker til os på gaden, åbenbart enten sælger cigarer, kender den bedste bar, kender et godt sted at sove eller kan en god historie som retfærdiggør at man åbenbart skal give dem en skilling. Indtil videre har cubanere vist sig som det absolut mest selvmedlidende og lyssky folkefærd som udelukkende ser dollartegn når de spotter lidt lys hud. Og det kommer af at alt for mange turister har givet penge ud til bedende cubanere som på en dag kan tjene hvad andre hæderlige cubanere tjener på en måned. At cubanerne er flinke på grunden er der ingen tvivl om, men de er fanget i et system som ikke belønner andre end de som er i kontakt med turisterne. Og når turister i grunden også bare vil være flinke, kommer de nogle gange til at give en halv månedsløn i drikkepenge uden at de ved nærmere af det. Nå, for det andet er det indledningen til hvad der faktisk endte med at blive hele Havanaturens samlede succeshistorie om to backpackere som ender som tilfældigt påhæng i Havanas absolutte dansemafia. Cliffhanger..

Og der må traskes og der må endelig danses
Osmel (fyren med det hvide tøj og guldkæderne) var ganske flink, og hans piger ligeså. Men undervisningen smagte ikke af mere. Tilbage hvor vi startede, fandt Myk endelig en adresse frem han havde haft med hjemmefra. Det gav afkast: Her var god og billig salsaundervisning med to på ingen måde krejlende unge søstre. Fra dette møde af hed det 2 timer om dagen i 4 dage op til at vi fik besøg af min familie hjemmefra.

I disse 4 dage lavede vi derfor ikke meget andet end at gå Havana tyndt, danse salsa om dagen og forsøge at finde noget salsa om aftenen. Lad mig prøve at fortælle dette i følgende rækkefølge: Havana, aften 1, aften 2, aften 3.

Havana by
Jeg skal ikke forsøge at skrive nogen guidebog her. Men Havana overraskede os på både gode og mindre gode områder:

Positive eller neutrale betragtninger:
- Der var meget roligt. Meget lidt kriminalitet og vi har følt os meget sikre.
- Guidebøgernes forventede rejsebudget på 5-600 kr. om dagen, kunne divideres med 4. Ok, vi kommer til at leve af pizza, sandwich og lunkne pastaretter, men så har vi også kun spist for 15 kr. den dag.
- Der er pæne biler. Og underlige taxaer. Det tæller selvfølgelig opad.
- Alt er smadret på den flotte måde. Eller flot på den smadrede måde. Vi kan ikke helt enes om hvilken..
- Alle shoppingområder ligner noget fra 70’erne. Alt er sådan lidt i forfald og der er aldrig varer nok i butikken til at fylde den ud på nogen måde. Lidt charmerende, men dog mest lidt underligt.

Andre betragtninger:
- Vi fandt faktisk ikke ret meget spændende, egentligt. Gamle bydel, check. Store bygninger, check. Almindelige gader og byliv uden for turistområderne, check. Udsigt udover vandet, yes.. Måske er vi blevet lidt forvænte, det kan ikke udelukkes. Men vi havde nok troet at Cuba var væsentligt forskelligt fra det vi kom fra. Primært kunne det blot konstateres at

1) Der er sjov mangel på den der vante overflod af information og reklamer.
2) At leve uden internet er lidt som at komme tilbage til tiden med telefonbøger, medbragte kort og notesbøger til vigtige informationer.
3) Kokainkrejlere er byttet ud med cigarkrejlere, rom er byttet ud med Havana Club (som også er rom) og ris og kylling er byttet ud med dårlig ris og kylling.
4) Taxachauffører og tjenere er nu at regne som eliten i samfundet og flinke mennesker på gaden er ikke længere flinke mennesker på gaden.

Jagt på salsa, 1. aften: ...aaarhh.. sker der?
Det kan gøres kort. Vi tager ud til et diskotek i udkanten af den indre by. Salsa for åben himmel. Myk og jeg er begge for optaget af at se tingene an til selv at danse, og det virker ikke helt oplagt at invitere nogen ud. Da diskoteket lukker kl. 24 møder vi Osmel og hans kæreste. De foreslår en ny natklub og kører med os ind til det selvsamme hotel som min mor har booket os til at bo på om 3 dage. I underetagen ligger der en natklub, som viser sig primært at bestå af .. kvinder som hiver fat i en og lidt for ihærdigt virker interesserede. Jojo, vi ser da godt ud og sådan noget, det skal da ikke afvises. Men det til trods er vi godt klar over at det måske ikke er en helt normal natklub. Mens vi morer os over at min mor har booket os et hotel ovenpå en luderbar, venter vi forgæves på Osmel. Det viser sig at han ikke må komme ind fordi han er i tanktop (damn you, cubanske mode), så han siger farvel. I en stur stur undren over hvorfor i alverden han har slæbt os herhen, prøver vi om disse piger så i det mindste vil danse. Det vil de sådan set godt, men så slipper man så heller ikke for deres meget ihærdige kropsberøringer bagefter. Vi forlader stedet og kan konstatere at Osmel bor lige om hjørnet og lige har scoret sig en gratis taxatur hjem. De er snedige de cubanere.

Jagt på salsa, 2. aften: .. Cubanere, I får 0 point.
Efter at have forhørt sig om nogle steder hos vores nye salsaundervisere, begiver vi os ud på en længere travetur. Undervejs møder vi Noel. Hovedreglen er at man ikke skal stole på cubanere som stopper en på gaden, men ham her var god. Han fulgtes med os på traveturen og vi tog begge Noel som en spansktime og som endnu en test af det cubanske folk. Vi var efterhånden hungrende efter at tale med andre end os selv (vi havde ikke mødt andre turister og havde kun reelt haft samtaler med vores to salsalærere udover os selv), så Noel fik en chance. På turen var der meget ærlighed i mellem os. Han var ærgerlig over at så mange turister virkede kategorisk afvisende og vi fortalte at det hang sammen med at mange enten ville sælge cigarer eller lige kendte en god restaurant hvor de havde byens bedste mojitos. Da vi satte os ind på Noels ’stambar’ og under pres fik bestilt byens bedste mojitos, vidste han derfor godt at vi ville vide det, hvis han ikke var reel. Da vi benægtede at både prisen var byens billigste (dobbelt så dyr som andre steder vi havde set ) og at mojitoen smagte godt (faktisk et godt stykke under middelmådig) syntes vi stadig vi havde hæderligheden i behold. Da jeg ud af ingenting begynder at mærke at få det underligt, blive svimmel og sært fuld på samme tid, er jeg ikke i tvivl om at der kan være noget galt. Muligheden foreligger at der kan være noget i vores drinks og jeg vil hellere gå kold derhjemme end inde på denne bar. Vi kommer hurtigt af sted og efter at have diskuteret en rum tid med en arrogant tjener, får jeg endda også vores byttepenge tilbage. Krejlercubaner nr. uendeligt mange skulle da lige forsøge at få et par ekstra turistpenge ud af dum turist nr. gudvedhvilken. Det ville dum turist nr. gudvedhvilken dog ikke være med til hvilket fik krejlercubaner nr. uendeligt mange til at være irriterende stædig. Nå, men ud kom vi, hjem kom vi, i seng kom vi. På salsaklub kom vi til gengæld ikke. Om der var noget i den drink eller om det var en random romkages skyld jeg havde spist tidligere, vides ikke. Men Cuba fik igen 0 point for flinke folk på gaden. Noel fik derimod sikkert en lille skilling at gå hjem på.

Jagt på salsa, 3. aften: ..
Nå, vi begynder nu efter godt en uges tid at tvivle lidt på Cuba’s formåen. Det hjalp umiddelbart ikke at vi brugte første del af aftenen på at gå fra diskotek til diskotek som alle var øde. Undervejs blev vi tilbudt selskab af to piger (det ville så koste et eller andet), vildledt og forført hen til en bar af en random gut vi spurgte om vej, tilbudt at komme hjem til en helt tredje og holde forfest og endt med at se UEFA-cup sammendrag i en hotellobby. Da vi kl. lidt over 23 stadig ikke havde fundet et egnet sted, tog vi en taxa ud til stedet fra første aften. Det lukkede så 20 minutter efter vi ankom og vi nåede akkurat en enkelt dans med Osmels kæreste før vi kunne konstatere at vi stadig ikke forstod os på Cubas natteliv. For tidligt dér, men for sent her..? Vi gik med Osmel og hans kæreste ud af natklubben. De skulle hjem, men de tilbød os at tage med deres venner videre.

Alle alarmer ringer her. Hvad ville de nu bruge os til, hvad skulle vi nu betale og hvem var de i det hele taget? Men de fik chancen. Fremme ved vores bestemmelsessted samledes hvad der var den mest brogede gruppe set til dato. Hvad lavede en meget overvægtig engelsk pige med orange hår sammen med en samling cubanere bestående af to unge piger, to voksne mænd og en stor homoseksuel neger i hvidt tøj med ringe på alle fingre? Det viste sig en dansetrup; en koordinator (Michel) og hans to dansepiger. Den store neger var ejeren af et natklubsted, som Michel kendte godt. Englænderen kendte Michel fra sin danseundervisning og den sidste cubaner var englænderens sidekick – dvs. hun gav tydeligvis ham indgang, drinks og sikkert også lidt mere for en masse dans og en kærlig behandling. Vi forstod aldrig ud af hvad der foregik, men noget foregik, som vi ikke forstod. Det forstod vi.

Nonetheless ender vi derfor sammen med Michel og hans crew. Og Michel er et rimeligt kendt ansigt forstår vi hurtigt. Natklubben er indrettet med en scene som bliver taget i brug ved 1-tiden. Så starter et større show hvor en konferencier byder velkommen til forskellige folk. Her klapper folk i hvert fald af Michels tilstedeværelse og vores placering ved det mest centrale bord på stedet, angiver også en vis status. Meget spøjst. Mindre spøjst bliver det ikke af at der starter et show bestående af dansende turister. Dvs. konferencieren finder repræsentanter for natklubbens seks repræsenterede lande, som åbenbart viser sig at skulle battle mod hinanden i dans. De danske repræsentanter ender uafgjort i deres votering af hvem som skal op på scenen, men det ender med at ham den lange tager tørnen. En af dansepigerne fra vores bord repræsenterer Cuba. For at gøre en lang historie kort ender vores bord med en ekstra flaske rom og to yderligere drinks og så kender vi lige pludselig hinanden meget bedre.

Dvs..
Efter en hel uge i Havana står vi derfor tilbage med den ene gode oplevelse. Dagen efter ankommer min familie til Havana. De 10 dage med dem må blive genstand for næste update..

Jeg ville gerne have skrevet mere, særligt om den sidste aften, men dette er allerede blevet milevidt for langt. Jeg er dog glad for at det er lykkedes Cuba at uploade denne tekst, omend der på ingen måde er mulighed for billeder endnu. Ligeledes vil jeg gerne som generel information bede folk om at kontakte mig på gmail, da det åbenbart fungerer væsentligt bedre end så meget andet.

Kh Anders

Guatemala & Mexico

Til lyden af klapsalver stiger vi af bussen. Vi er, på en dag hvor det egentligt var meningen vi skulle have været ude og snorkle i grotter, kørt for langt i bussen og er havnet dér hvor vi i tre uger har forsøgt at komme hen: Cancun, Mexico. Klapsalverne var ikke til den buschauffør der aldrig stoppede der hvor vi havde bedt om at komme af – i særlig grad ikke fordi han bagefter ville have penge af os fordi vi var kørt længere end vores billet rakte til (det fik han ikkenikkenej). De var heller ikke til Cancun, da det egentligt ikke er et særligt flot sted. Det er en amerikansk satellitby (som lidt får en til at overveje det underlige i at så mange mexicanere vil til Texas, når de så meget nemmere kan rejse herned sydpå til Cancun).

Næ, klapsalverne var til os selv. Stolte kunne vi give håndslag på at have nået den endelige destination: tre ugers busræs med endeløse pakninger, overvejelser om hvor at skulle sove næste gang, hvor at skulle finde bussen fra, hvad den skulle koste, hvordan man kommer over til det der hostel, og hvad det skulle koste, og hvad man i det hele taget skulle lave der, hvor man nu var havnet – alt sammen slut nu, for nu var der kun et fly tilbage: flyet til Cuba d. 26/11.

Der var ikke andre end os der klappede da vi steg af bussen. De andre havde måske ikke nydt den der ekstreme aircondition som alle nyere busser praler så meget med at de har (det er blevet en vane at tage soveposer og uldtrøjer med til busturene), eller var de skuffede over ikke at få lov at se Shrek 3 færdig (selvom de havde haft 1 time og 10 minutter til at affærdige sig med denne omstændighed efter at have fået rejsetiden oplyst ved afgang). Men vi var glade – lige indtil vi fandt ud af at vi igen intet vidste om hvor vi skulle hen, nærmere bestemt og hvad vi skulle lave der de næste par dage.

Nå, men inden den videre forklaring på hvad der kom ud af det, er det måske på sin plads at bemærke kort, hvad vi havde bedrevet tiden med, siden El Salvador.

Guatemala: nææ og da, her er OGSÅ flot
Planen var klar: Guatemala City skulle undgås for enhver pris. Dens ry er helt elendigt, selvom vi faktisk aldrig rigtigt fandt ud af hvorfor. Jeg var selvfølgelig klar på at blive både overfaldet personligt og udsat for et busrøveri af maskerede røvere, så havde for en gangs skyld lagt en kopi af mit pas ned i den store taske (nu har de 5 kopier ellers ligget trygt ved siden af mit pas i den lille taske, siden afgangen fra Sverige). Men fra busstationen i Guatemala City, fik vi en rolig taxatur op til en lille farverig bjergby, Antigua, hvor jeg tror alle backpackere i Guatemala fortæller hinanden at man skal tage hen.

Der var også pænt, afslappende og ekstremt sikkert (havde det ikke været for tendensen til at fare grueligt vild i grid-netværket af veje som ikke rigtigt har nogle navne). Sådan faktisk på grænsen til kedeligt. Vi var i hvert fald enige om, at 1 dag var nok, på trods af min ellers næsten ubøjelige iver til at blive et sted mere end én nat. Jeg er ikke nomade og bliver det aldrig. Jeg er god til at slå mig ned et sted og sidde i en sofa en 3-4 timer, inden jeg overvejer om jeg ikke snart er blevet for sulten. Og så skal jeg lige have en aften til at overveje de forskellige muligheder, en dag til ikke at benytte mig af dem, og to dage til måske at få noget af det gjort. Så det der ’ankomst – skynd os ud og se noget – afgang’ syndrom, ser jeg normalt ikke værdien i.

Bustur til Maya-ruin
Ikke desto mindre var det afgang næste aften – næste stop; turistattraktion nr. 2 på listen; Mayaruiner. Yes, for hvem i alverden tager til Guatemala uden at se på ruiner? Ja vi skulle da i hvert fald ikke kritiseres for noget på det område. Busturen i sig selv var dog en oplevelse. Jeg havde i timerne op til afgang udviklet hvad jeg selv mente var feber og influenzalignende symptomer. Jeg var, upåagtet om dette var sandt, ikke ligefrem på toppen til at sove siddende i en bus hvor jeg igen ikke ville være tæt på at kunne have benene nogle steder, med viden om at jeg direkte efter ankomst skulle ud i en jungle og bestige mayaruiner. Men billetten var købt, billigste bus med laveste comfort var valgt, og det skulle der heller ikke laves om på.

Så meget desto mere ærgerligt var det at 1) sidde bag manden som er den første i bussen til at læne sit sæde bagover, 2) sidde foran kvinden som har taget sine tre børn med, hvoraf den ene skriger, den anden hiver os i håret og den tredje kravler rundt nede på gulvet, 3) sidde til højre for to amerikanere hvoraf den ene snakker konstant, og uheldigvis også er den som bruger ordet ’like’ flere gange end noget andet menneske jeg nogensinde har mødt. Mens Myk falder til ro, kan jeg trøste mig med at høre min lydbog, som sandt at sige har underholdt mig mange timer efterhånden ('Den hundredårige der sprang ud af vinduet og forsvandt' – anbefalelsesværdig, bestemt). I løbet af natten vågner man flere gange ved at konstatere at man faktisk næsten var faldet i søvn, eller ved at de der børn som ligger nede på gulvet, rent faktisk er gledet derhen hvor ens ben før havde lidt frirum. Yes, gulvet i bussen er så glat, at disse her børn ligger og glider hhv. til højre og venstre i hvert sving, og frem og tilbage ved hvert brems/acceleration. Og bussen må have bremset en anelse mere end accelereret, så nu var disse børn ca. der på midtergangen hvor jeg troede jeg skulle være. Nå, men heldigvis blev vi stoppet af en frugt-kontrol (!) kl. 3.45, så der kunne moderen lige få halet sine børn ind igen.

Efter 2-3 timers sporadisk søvn var jeg mildest talt ikke på toppen, og jeg måtte bruge min vetoret til at claime en sick-day på vores næste destination. Plan: Ligge i en hængekøje, drikke usandsynlige mængder vand og the, spise mad, se film og være på nettet. Det gjorde os begge klar til maya-spas dagen efter.

Og så lidt om de der ruiner
Jeg skulle egentligt lige til at beskrive disse store og prægtige ruiner, som Guatemala og det sydlige Mexico øjensynligt er smækfyldt af. Men kommer så til at tænke på vores usandsynligt seje guide som fulgte os i bussen fra Flores (byen hvor vi boede) til Tikal (området med ruinerne). Denne mand sad i vores minivan og gav en introduktion til hvad vi skulle op at se. Han havde sagt disse linier mange gange før. Mange.., og efterhånden var det så blevet til en tale. Og her mener jeg en tale, som ellers kun selvfede statsledere kan holde dem. På spansk siger man meget ’amigo/amigos’ når man henvender sig til nogen, og her var det så blevet til ’Friends..’ efterfulgt af en lang pause, og så ’welcome to you all... welcome to Flores..., welcome to my country’. ‘Friends.... thank you for coming.. thank you for visiting us...’ osv. Det var en fornøjelse at få alt lige fra dagens program til advarsler om farlige slanger serveret som om hvert ord rummede essensen.

Nå, videre.. Mayaruinerne var også flotte. Dem kan man se flotte billeder af hvis man vil. Til andre rejsende med mere tid i Guatemala vil jeg nok overveje at opsøge en mindre turistet samling af ruiner (eftersom de angiveligt er over det hele), men når det så er sagt, leverede ruinerne et godt indtryk. Altså, ruiner er jo ruiner og på et eller andet tidspunkt har man ligesom set ruiner nok. Men disse her havde det der ekstra touch ved at være placeret midt ude i en jungle og havde det ikke været for disse her Legoland-lookalike stier anlagt fra sted til sted, havde man aldrig fundet en eneste bygning. På det punkt minder Mayaruinerne lidt om andre civilisationer som også har bygget noget man i dag finder fantastisk, ud fra den betragtning at de ikke giver nogen mening. Altså hvorfor placere så forbandet mange sten ovenpå hinanden uden at have et rum inden i? Jeg må have læst noget mere om de der maya-folk.

Mexico: hmm, den tequila smager da egentligt godt
Inden den ovenfornævnte bustur mod Cancun, tog vi et pitstop i ganske godt anbefalede Tulum. Som så mange gange før, vidste vi ikke helt hvad der ’her var’, men havde hørt det omtalt nogle gange i Colombia engang – dengang hvor vi stadig snakkede med andre rejsende. Tulum var åbenbart en lille by med én hovedgade, som lå 3 km fra stranden. Derude på stranden lå en mayaruin og syd for den, lå der en lang stribe hoteller ud til vandet. Nord for ruinen er der gode steder at snorkle, dykke, svømme med pildskadder og kitesurfe. Planen blev derfor at se ruiner, sove i hængekøje på stranden, og så køre stille og roligt nordpå og prøve lidt af hvert af de der vandaktiviteter. Tidsplan: 3-4 dage.

Den konkrete udformning blev dog lidt anderledes. Første nat blev i byen. Vi var ankommet så sent, at der ikke rigtigt var andre muligheder. Og så kunne man jo også lige gå på den lokale og få sine første tacos, fulgt af den første tequila. Det var vi svært tilfredse med – udover at de åbenbart stadig blander koriander i alting. Det har de sgu gjort lige siden fiskesuppen i Santa Marta, Colombia. Jeg fatter det ikke. Lad nu være. Godt der ikke er koriander i tequila. Jeg må i den forbindelse nævne at nå at have smagt en tequila (halvdyr) som målte sig med nogle af de gode whiskey’er og rom, som man engang i mellem er heldig at få en mundsmag af i Danmark. Hæderligt, bestemt hæderligt. Jeg tror jeg må have sådan en sag med hjem.

Næste dag havde vi optimismen på: Hvis vi nu bare tager alle vores ting med ned på stranden, så finder vi nok en billig hængekøje at sove i. Sådan var planen, indtil vi opdagede alle de store hoteller vi blev ved med at passere i bussen. Buschaufføren spurgte på et tidspunkt hvor vi skulle af, hvortil vi svarede at vi gerne ville finde et billigt hostel. Det var der ikke nogle af, mente buschaufføren. En mand i bussen afbrød samtalen – vi kunne få noget billigt hos ham, tilbød han. Han virkede flink, så vi stod af bussen sammen med ham. Han kunne så som det allerbilligste tilbyde en dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) for 125 kr. pr. mand. Det var væsentligt over de 40-50 kr. vi ligesom havde fået stillet os selv i udsigt, så vi måtte ærligt takke nej til tilbuddet. Lige så ærligt kunne han derfor informere os, at han havde en nabo som endnu ikke havde åbnet sit lille sted endnu – måske kunne hun tilbyde noget backpackervenligt.

Opmuntret af det nye tip, gik vi ind ved siden af. Det foregik via stranden, eftersom disse steder ligger på stranden og mest bare adskilles af en bambusmur. ’Hej dame, vi har mødt din nabo som siger du måske kan give os et billigt sted at overnatte’. ’Yep, det kan jeg, I kan få denne her dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) med havudsigt for 100 kr. pr. snude (jeg har for læsevenligheden oversat fra mexicanske pesos, ellers passer det nogenlunde)’. ’Uha, det var ærgerligt, det har vi ikke penge til.. nå, men vi smutter igen så’. ’Hmm.. nej vent, hvad kan I give?’. ’Vi kan give 75 kr. pr. mand’. ’Ok’. ’Ok’.

Og sådan gik det til at Myk og jeg endte med at dele to, hvad der for et par meget nemt kunne have været nogle meget romantiske aftener og nætter i en dobbeltseng, lige ud til et grønt hav og solnedgang. Ikke dårligt, syntes vi selv. Selv fra badet såvel som fra toilettet var der havudsigt. Badet fordi der var huller i væggen (til formålet), og toilettet fordi der endnu ikke var nogen dør (nok næppe til formålet). Storslået. Eneste minus var at der ikke var elektricitet, så efter kl. 17.30 var der månen og stearinlys til at hjælpe til. Vi nød dog det aldeles udmærket, på nær lige halvdelen af tiden. Årsagen til dette var en flaske tequila og en bytur med mere tequila. Men ikke desto mindre var det et godt sted at have det dårligt, og det er jo ikke så værst.

Og lad os så runde af
... med at trække en linje tilbage til starten. For da turen så endelig gik fra dette lille strandeventyr, var målet at komme blot 20 km nordpå til et sted hvor der kunne grottesnorkles og svømmes med skildpadder. Men der kom vi så aldrig hen, grundet.. ja., det fandt vi faktisk aldrig ud af. Så med et par dage ekstra i Cancun, kunne vi derfor tage ud til endnu en amerikaniseret og turistet (men trods alt ganske flot) ø, lige ud for Cancun: Isla Mujeres. Her er der mere vandsport og tequilasport, indtil flyet letter d. 26. Hay y nada mas!

Fra Costa Rica til El Salvador

Lad mig allerede nu indskyde at de næste par indlæg kommer til at brage derudaf med landenavne og bynavne, som var det basisviden fra ens første geografitimer. Jeg må på forhånd erkende at jeg ingen anelse havde om disse landes placering inden afgang, og Myk og jeg har af flere omgange diskuteret hvilke af landende som lige så godt kunne have været stillehavsøer, eller evt. ligget i Asien (det sidste er mest Myks ide om Honduras). Altså, geografien er sgu lidt ligegyldig, men for en god ordens skyld vil jeg her remse rejserækkefølgen op, som den må følges fra nord til syd for at komme fra Panama City til Cancun i Mexico:

Panama – Costa Rica – Nicaragua – Honduras – El Salvador – Guatemala – Belize – Mexico.

Denne blogpost dækker fra Costa Rica til El Salvador, men sidstnævnte og særligt Honduras var ren transport til Guatemala. Derfor med hovedvægt på Costa Rica og Nicaragua.

Costa Rica: tja.. der er sikkert meget flot andre steder
Vi har vidst dog det længe: Costa Rica var sådan et land man kørte igennem. Lidt ligesom Tyskland, ca. lige så dyrt, bare meget kortere. Altså, det er sikkert flot og alt det der, men med de dage vi havde til rådighed, var der ikke tid til pjank. Eneste plan var; ankomst fredag, gå i byen, op lørdag, springe bungeejump, af sted igen natten til søndag.

Turen fra Panama gik fint, og udover at Myk måtte en ekstra tur/retur over vandet tidligt om morgenen for at hente sit elskede Roskilde07 håndklæde, var forsinkelserne begrænsede til grænseovergangen. Da Costa Rica netop havde oplevet massive jordskred (som i øvrigt var en national katastrofe her), var den mest anvendte grænseovergang lukket. Uvidende om sagens omstændigheder var vi derfor ikke helt tilfredse med den lange ventetid, men ved ankomst og avislæsning var Costa Rica mere end tilgivet for den 1½ times stå-ved-en-grøftekant-og-overvej-hvorfor-der-ikke-er-flere-end-en-ved-kassen-overvejelser.

Fredag aften vankede en bytur med to svenske gutter vi mødte på hostellet. Der sker meget lidt udover at disse drenge får flirtet meget med to lokale piger. Højdepunktet på aftenen er da det går op for de svenske drenge at pigerne udelukkende er der for de gratis drinks. Eller, lige inden faktisk. For Myk og jeg bliver bedt om at betale for pigernes to vodka cranberry, eftersom vi fire drenge er fulgt med de to piger over til et nyt diskotek, og nu er svenskerne lige væk. ”We think you should pay” siger pigerne. Det har vi dog ikke helt i sinde. Som Myk udtrykker det overfor pigerne, kan han ikke se nogen vodka cranberry i hverken sin egen eller min hånd (min laden-som-om-jeg-drikker-en-lækker-usynlig-vodka-cranberry, har muligvis hjulpet til udtrykket). På dette tidspunkt står svenskerne på etagen ovenover os og synger karaoke. De har dedikeret en sang til pigerne, smidt t-shirtsne og burde i mine øjne godskrives for omgangen. Pigerne har ikke helt forstået, at vi ikke helt har forstået, at de ikke helt har forstået hvad der foregår. Så de går noget forurettet fra stedet uden at få nydt svenskernes sang. Costa Rica fik helt sikkert ikke samme pointtal for bytur som Colombia, ligesom det også var første gang vi var blevet udsat for flot-pige-flirter-med-gringo-tricket.

Lørdag var bungeejump-dag. Med stor forventning. 80 meter fra en stor gammel bro midt i en skov. Uha, jeg var helt klar. Men det var broen ikke – der var lukket på grund af vedligeholdelse. Så vi havde en Panama-dag igen; bussen kørte først om natten, så hele dagen gik med tømmermænd. Højdepunktet var at se KickAss på et alt for stort fjernsyn. Vi var stået så sent op at vi kunne undlade at gå i seng, så kl. 3 tog vi ned til busstationen for at fange en bus til Nicaragua.

Nicaragua: Fra ligegyldighed til indblik til oplysning til opløsning
Målet var en kæmpe stor ferskvandsø med en dobbelt-vulkan-ø ude i. Altså, hvem kan sige nej til sådan en beskrivelse? At bedømme ud fra google maps, var det et besøg værd, og siden vi aldrig har fået investeret i en rejsebibel (Lonely Planet), har vi kun nettet og folks anbefalinger at gå efter. Vi havnede mere eller mindre tilfældigt på et hostel drevet af El Indio Viejo (jep, det hed han, og jep, det betyder bare Den Gamle Indianer). Stedet var fýldt af farver, malerier, hængekøjer og dyr (to aber, en tapirlignende kanut og indianerens nye egern).

Jeg ved ikke om det var Nicaraguas stemning, en indre modstandskraft mod at skulle alt muligt hele tiden (køre i bus og skifte land) eller en generel indstilling til at det ikke nytter noget at skynde sig når man sådan lige holder ferie, men det lykkedes os at lave absolut intet det første hele døgn på stedet. Vi har begge downloadet Flight Control til vores Ipods og havde netop fundet multiplayerfunktionen. Derudover var øens bedste mad på hostellet (bildte vi os selv ind), og musikken var udmærket, så hvorfor overhovedet flytte sig?

Vores gamle indianerven belønnede os faktisk for vores inaktivitet. Han mente ikke vi var klassiske turister – det var vi alt for stille og rolige til. Som funktion af dette inviterede han os på hjemmelavet indianermad omme bag ved hostellet. Her fik vi fornøjelsen af at sidde i rundkreds, spille musik (det vil sige ryste lidt med en claves eller forsøge at skabe en melodi på en koklokke med en grydeske), dele hinandens dagsoplevelser, dele hinandens mad og høre på fortællinger om indianernes nye ide om at skabe en ’prækoloniansk’ landsby – dvs. en landsby som den så ud før mayaerne og alt det andet pjat man kan kalde en civilisation. Civilisationer var ikke at foretrække, åbenbart. Oveni dette mødte vi til denne middag fire meget interessante mennesker som rejste rundt på deres nu 10’ende måned uden penge. De havde et projekt i hovedet om at gøre verden bedre på denne måde, og jeg må sige at de var meget inspirerende, kærlige og glade for vor kære moder jord. Man skulle ikke komme for tæt på hvis man ville undgå en krammer, med andre ord. Interessante var de, og jeg holder øje med dem på deres hjemmeside ’www.forwardtherevolution.net’ (advarsel; man skal være lidt rødgrøn i det).

Men vi skal jo videre..
Med fornyet indianerblod i årene og en tro på en bedre verden, bestod den blot af trækonstruktioner og veganermad, begav vi os roligt ud på hvad der blev en udmattende tur til Guatemala med mange skift i sovesteder: 1) hos indianermand, 2) på kaffeplantage på den anden vulkan, 3) hos indianermand igen, 4) i Granada, 5) i León, 6) i San Salvador i El Salvador (fantasien rækker kun lige til det nødvendige), 7) i en bus, 8) i Antigua i Guatemala.

Vi stoppede i Granada fordi vores søde indianerven havde givet os et rejsetip som kun meget få fik: han kendte en indianer som boede inde midt i byen Granada, hvor hun havde lavet et hjem i total balance – en tipi med andre ord, midt i byen. Her levede hun af de træer hun havde på sin jord og alt var lavet af træer i overensstemmelse med den ’gamle’ prækoloniale måde at bygge på. Vi kunne godt få lov at sove der i tipien, spise med osv., selvfølgelig som gæster uden den mindste betaling. Det lød som en oplevelse vi ikke ville gå glip af. Det vil sige, Myk ville faktisk godt, tror jeg.

Tipien (det hedder åbenbart en guam, da en tipi er sådan en med læder på) var også imponerende, og jeg kan kun ægre mig over ikke at få billeder med derfra. Den stak op midt inde i halvslummede, men farverige huse og var bygget på en 10x40m firkantet grund med betonvægge på tre af siderne og en solid trævæg ud til vejen. Guam’en i sig selv var 7 meter i diameter og havde et stort åbent rum i gulvhøjde med ildsted i midten, og så en lukket førstesal som fungerede som sovesal.

Damen, Kiso, var vel 70 år, iklædt et stykke grå klæde og sad utroligt mageligt på verdens mindste taburet. Hun var en god vært på den måde at hun tog godt imod os og var god til at fortælle om indianerne og deres planer om at sprede bæredygtige små samfund overalt i verden. Men halvskidt på den måde at der ikke rigtigt var mad involveret foreløbigt og så snakkede hun enormt meget om hvad der var galt med det almindelige samfund (implicit os) og hvor vigtigt det var at være indianer. Det blev lidt trættende til sidst, så på trods af det enormt gode tilbud det havde været at overnatte hos hende, blev vi enige om at finde på noget andet. Det duede simpelthen ikke. Det kan lyde hjerteløst på lang afstand og med så få linier til at forklare, men det fungerede virkelig ikke. Så vi røg i stedet på hostel, på restaurant, i byen og på salsadisco – ting ingen rejsende kan undvære alt for længe ad gangen. Også selvom der er aber og tipi-liv til at opveje det.

Ellers blev det tid til lokale chickenbusser (gamle farverige amerikanske skolebusser med langt mindre plads til benene end til alt det random last som folk tager med i busserne) op gennem Nicaragua, gennem Honduras (hvor de var enormt glade for bachata (musikstil), hele vejen i bussen), og ind i El Salvador. Vi var nødt til at stoppe i El Salvador over natten, da busser nogle steder bare ikke kører efter mørkets frembrud (jo, de dyre gør nogle nogle gange). Vi havde nok håbet at nå lidt længere den dag, for da vi ankom til hovedstaden San Salvador, var klokken blevet syv (og solen går ned kl. seks). Vores planlagte overnatningssted og aftensmadsted lå en time væk, men ak nej. Tvunget af omstændighederne var vi derfor lette ofre for glubske taxafolk, som står med alt for mange muligheder for at tjene penge, når de modtager et styk semiskræmt skandinav (og hans noget roligere sidekick), som ikke ved hvor de er (det vidste vi seriøst ikke på dette tidspunkt – altså hverken at vi var i hovedstaden eller hvor den lå på et kort), hvor de kan sove, og hvad det burde koste at komme derhen - ej heller vidste vi endnu hvordan vi kom derfra igen..

Oh well, vi kom da videre, lidt dyrere end forventet. Men en god nats søvn på et hotel (helt klart et ungdomshostel, mente vores taxachauffør), et koldt bad og en fornyet lyst på at komme videre, fik vi da ud af det. Tidlig morgen kunne vi derfor tage bussen videre til Guatemala, lettede over at have færdiggjort endnu et godt ryk nordpå.

Resume
Det er svært at hive store oplevelser ud af noget, som mest af alt er transit. Busture er underholdende nok med alle de mennesker der er i dem, musikken i radioen, alle dem man får snakket løst med undervejs osv., men de flyder sammen når det bliver gjort så mange dage i træk. Lige så gør landende, som vi ikke kan forklare forskellene på særligt troværdigt. Nicaragua gav os et par gode indianer og vulkan-oplevelser, Costa Rica snød os for et bungeejump og Honduras og El Salvador fortjener ros for et par nemme grænseovergange inkl. flink cykeltaxamand, underholdende snacks fra lokale stå-på-bussen-undervejs-sælgere, og lunkne taxaservices. Vi ser dog mere og mere frem til at kunne blive et sted over længere tid: Cuba. Først lige 1½ uge i Guatemala og Mexico.

San Blas & Panama

San Blas ligger i Panama, så allerede i overskriften er der blevet pyntet lidt for meget på det. Afgang tirsdag d. 26/10 fra Cartagena i Colombia med katamaranen, Fritz the Cat. Ankomst Panama City lørdag. Herindimellem en masse halvdårlig østrigsk humor, snorkling og mad som dagenes højdepunkter. Panama City i to dage, derefter videre til Bocas del Toro, tæt på grænsen til Costa Rica. Hvor vi er i skrivende stund, i kamp for et dykkercertifikat (som det vist kun bliver den ene af os der får) (næ hov, det gik sgu alligevel, red.).

Godt, med de store linjer dækket, vil jeg her prøve at gøre lidt uddybende rede for, hvad jeg sådan går og spilder min tid med. For selvom jeg havde muligheder for at hjælpe Rowan i Bogotá, arbejde som psykolog med nogle gadebørn i Santa Marta, eller hjælpe Larry i Barranquila med sine nye projekter, endte jeg på en båd i modvind mod Panama. En rejseplan er en rejseplan, og når endemålet hedder Cuba og salsadans – og når Cuba ligger så mange timer væk i bus – så måtte jeg indse at det var nødvendigt at følge den (såvel planen som bussen, that is).

Og tid havde vi rigeligt at spilde af på den båd. Modvind -> Motor må køre hele tiden -> Båd larmer -> Snak nedprioriteres. Båd vipper -> Alkohol nedprioriteres -> Snak nedprioriteres. Jeg var efterhånden blevet træt af at snakke i det hele taget, så det der med at ligge og læse i en bog, høre musik eller podcasts (tak til Harddisken, Esmann & Leth og Mennesker og tro, for altid at kunne få mig til at falde i søvn på de rigtige tidspunkter) passede mig ganske udmærket. Båden bestod af Fritz (60 år, østriger, kaptajn, lidt-over-buttet, altid klagende over koner, i gang med en skilsmisse), Tulay (35 år, tyrkisk østriger, kaptajnens kæreste gennem 18 år, forstår ikke engelsk eller spansk, kan tilsyneladende godt lide plastikoperationer), Carlos Alberto (colombianer, udelukkende spansktalende på en måde man ikke forstod), 13 engelsktalende turister, vores første dansker (endda fra Århus), og mig og Myk.

Bådturens højdepunkter
Den første nat på båden skulle vi alle tage en nattevagt. Dvs. sidde i en time og holde øje med om vi sejlede ind i et stort tankskib. Jeg tog optimistisk fra kl. 3 til 4, da jeg regnede med at solen stod op der. Så kunne jeg få nogle fine billeder. Det gjorde den overhovedet ikke. Men der var noget rart over at sidde på åbent hav, midt om natten i det caribiske hav og se So Ein Ding på en 7 tommer skærm.

Efter næsten 2 døgn uden land i sigte, ankommer vi til San Blas øgruppen kl. 3 om natten. Jeg har sovet rigeligt på nok så underlige tidspunkter (igen credit til postcasts), så får en meget tiltrængt dukkert i noget meget varmt vand, meget meget tæt på 3-4 bitte små øer (og ja, der var palmer på). Alle andre sover og (hvad der på dette tidspunkt er mest fantastisk) motoren er slukket, så kunne indkassere 20 minutter på paradiskontoen lige dér.

Turens 2-3 snorkelspots forvandler mig fra halvt vandskræk til upcoming entusiast. Jeg ejer ikke talent for at komme under vand, hvilket også kan læses nedenfor, men det der med at kigge på et rev med nogle fisk, det var en firsttimer. Som i, jeg har da muligvis snorklet før, men aldrig oplevelser der naturmæssigt rangerer højere end sandorme på Als. Til det maritime oplevelsesspektrum, skal nok også lægges de to gange vi fik besøg af to delfiner undervejs på turen. De var søde nok til at blive hængende akkurat længe nok til at Myk bestemte sig for at hente det gode kamera, og så nå at smutte inden han kom tilbage.

Og jo, så får vi besøgt nogle af de der lokale indianerstammer som stadig lever uha noget så primitivt i hytter. Og ja, det gør de da sikkert også (gik rundt om en ø, hvor der var 2 hytter på og en mand som vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage og håbede at det også betød ’hej’ på deres sprog), men når en dame med en papagøje vil have 2 dollars for et sølle billede (1 til hende og 1 til papagøjen) og når der kommer flere kanoer sejlende med kvinder der sælger armbånd end mænd der sælger fisk, så kan man begynde at diskutere hvor uha noget så primitivt det er. Det er ikke Kuna’ernes skyld som sådan – det er alle de andre turister som var her lige præcis før og efter mig.

Panama City
Vi havde ét mål med denne by: Når man ankommer lørdag og der er halloweenfest søndag (det er stort herovre), så er man nødt til at blive til mandag. Nå ja, og så havde vi hørt noget om en kanal i området. Turen til byen var 2-3 timer i nogle bakker som slår såvel de fynske alper og Kassel med længder. Jeg gad virkelig godt se Touren slå et smut forbi. Man skulle have beholdt sit søsygeplaster på, med andre ord.

Halloweenfesten viste sig at være planlagt lørdag allerede, men vi havde med forsynethed (det mener word ikke der er noget der hedder) købt ind til formålet allerede i Colombia. Jeg var klassisk ’hvid mand med spindelvæv/julemandsskæg, kniv gennem hovedet og blod over det hele’, mens Myk var ’mand med grøn selvflettet hat og lyserøde kaninører. Vi startede på hostellet, eftersom det var blevet anbefalet af andre som et sted hvor de lokale også kom hen. Det blev dog aldrig andet end til en gringofest, og selvom jeg hyggede mig udmærket, var det ikke en helt dum ide Myk kom med ved midnatstid, om at tage en taxi videre. Indtil da havde der ikke været et eneste reggaeton-nummer, og så ved man godt hvor få lokale panamaniere (jeg ved ikke hvad sådan nogle hedder endnu) der er.

I byen fandt vi hurtigt ud af, at alle de gode beatpumpende steder, alle kostede 15 dollars at komme ind på. Det lod vi os ret hurtigt skræmme væk af, så med lidt hjælp fra nogle lokale drenge, blev vi anvist ’London’: en klassisk engelsk pub bestående af 28 englændere, et stort poolbord, Robbie Williams i højtalerne og et godt udvalg af prostituerede i baren. Stadig ikke tilfredse, tog vi sagen i egen hånd. På den anden side af vejen lå svaret på alle vores kvaler: Karaoke-baren. Stedet hvor ingen turister gider gå ind, hvor det ville være alt for flabet at tage entre, og hvor man vel nærmest burde få gratis drink for hver sang man overlever.

Ret hurtigt fandt vi os til rette. Vi blev sågar budt velkommen af bartenderen og kunne til vores pengepungs glæde nemt forsyne os med hhv. øl og aguadiente. Men hallo, vi skal da lige se hvad de har af sange. Til vores store skuffelse kunne de ikke mønstre et eneste sølle hit med John Mogensen, og jeg måtte også se langt efter Michael Learns To Rock. Store karaokesange som The Second You Sleep, Tarzan Mama Mia, og King of my Castle, var erstattet af 50 kendte klassikere med Don Omar. I mit hoved havde vi valget mellem en duet med California Dreaming eller en solooptræden med I want it that way. Eftersom Myk ikke mente han sangmæssigt egnede sig på en scene, var denne opgave derfor overladt til mine endeløse forsøg på at synge alle 5 stemmer fra Backstreet Boys’ absolutte evergreen.

I en sær blanding af flovhed og stolthed trådte jeg ned fra scenen. Jeg kunne forstå på Myk at man overhovedet ikke havde kunnet høre min brummende bas, da stedets 8 teenagepiger let havde overdøvet mig. Det var vidst meget godt. Og jeg må da også have imponeret stedets gæster, siden der kun var 1 mere efter mig som ville synge, før DJ’en smed noget andet musik på. Det er i hvert fald den forklaring jeg tager med mig derfra.

Resten af Panama City
Det var ikke meget vi skulle dagen efter. Vi stod op, spiste pandekager, tog en taxa til kanalen, tog forbi McD på vejen (første gang endnu), tog billeder, tog hjem, så Dum&Dummere, bestilte pizza, gik i seng. Med andre ord, den halloweenfest vi var blevet i Panama en ekstra dag for, den var der ikke. Og det var for sent at sætte sig mere ind i hvad den enorme by havde at byde på udover forskellige områder man ikke skulle gå ind i. Så busafgangen til Bocas del Toro mandag aften, blev mødt med glæde.

Bocas del Toro
’Tyrens munde’ er en samling af øer, vestpå i Panama. Her mente vi der var gode muligheder for at snorkle mig endnu gladere for at have hovedet under vand. Vi valgte åbenbart partyhostellet ’AquaLounge’, uden helt at vide det. For her er musik konstant, og hver dag kl. 16 bliver her fyldt af lokale (som jeg ikke helt kan lure om er på udkig efter gringos, eller om det bare er fordi der ikke er andre feststeder).

I Panama City havde vi dog hørt fra en pige, at man i Bocas kunne få et dykkerkursus for 175 dollars. Efter ankomst undersøgte vi forholdende og fandt det tilpas sandt. 175 dollars for 4 dyk i lavt vand, 4 reelle dyk, al teori, eksamen og det formelle, samt to gratis fridyk med båd og udstyr. Det må og skal ikke kunne gøres billigere og netop af den årsag kom jeg lidt i problemer. Jeg havde med al tydelighed understreget for mig selv, at jeg ikke skulle dykke på denne tur. Det er farligt, jeg fucker sikkert op i det, jeg går i panik, vi har ikke dage nok alligevel, og hvis vi endelig bruger tiden her på dykkerkursus får vi ikke set alt det andet området har at byde på. Oveni det skal lægges at vi bor på et partyhostel på en ø, så vi får ikke sovet om natten. Hmm.. Havde det ikke været for instruktørernes uimodståelige måde at inkludere os på og for Myks attitude af selvfølgelighed, var jeg aldrig joinet programmet. Men so be it.

3 dage er gået og står nu med bevis på at kunne håndtere et selvstændigt dyk (med makker) ned til 18 meter. At de kunne få sig selv til at uddele et certifikat til en person som på ingen måde formår at placere sig formålsbestemt i vand, er mig en gåde. Seriøst, antallet af gange jeg i 3 meters dybde har grint af folk der må have grint af mig, som prøver at sætte mig der hvor Chombo (vores ultratålmodige instruktør – som i øvrigt ligner Cuba Gooding Junior på en prik!) peger hen.. Meningen er at placere os i en cirkel, alle på knæ, hvorfra vi skal lave øvelser. Men når man ikke forstår svømmefødder, når vægtene på kroppen hænger forkert (uden at man er klar over det), og når man af alverdens uransagelige årsager ikke kan få sine fødder om bag sig selv, så kan man hurtigt bruge fem minutter på, skiftevis at flagre rundt, lande på røven, banke for meget på sandbunden (hvilket man ikke må på grund af sigtbarhed), forgæves hive fat i nogen, eller slå ud med armene og påstå at det er vandets skyld. 3 gange er jeg blevet hentet af en ellers tålmodig Chombo, og decideret placeret i ret position. Mest irriterende fordi det er hårdt at grine under vand når man skal sørge for at holde regulatoren i munden.

Anyway, det gik langsomt bedre og selvom jeg stadig ikke kan placere mig 100 % intentionelt, har jeg trods alt opnået en fortrolighed med dykning, som jeg ikke på forhånd havde set mulig. Med denne Stan’ske-fra-South-Park-agtige bemærkning, må jeg her runde af. Jeg ville faktisk gerne fortælle en masse mere om vores dykkerhændelser, da der er nogle gode nogle imellem, men må også se mig lidt begrænset af hvor meget plads jeg mener et blogindlæg bør fylde. Næste stop Costa Rica og Nicaragua!

Med håb om at alt er vel derhjemme!

Anders

Cartagena

.. ja, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg laver her udover at vente på en båd til Panamá. Jeg har slet ikke kunnet sætte mig op til denne by. På trods af at skulle være her en uge, har jeg ikke fundet ud af hvad jeg ville have ud af byen. Som i, alle de andre destinationer hidtil har hver haft deres egen funktion: i Bogotá lærte jeg noget sprog, kultur og historie, i Medellín lærte jeg nogle drenge at kende og i Santa Marta kunne jeg slappe af med 1½ måneds forsinkelse.

Cartagena er af alle colombianere og turister omtalt som meget flot og meget livlig. Bylivet skulle være herligt og den spanske indflydelse på byen er ekstremt tydelig: store borge og en gammel by fra kolonitiden, står meget flot. Vi skulle egentligt først hertil på grund af disse årsager, men nu er vi her vist nok mest fordi vi skulle finde den der båd. Ellers kunne vi da lige så godt have været blevet i Santa Marta eller fundet nogle mere ukendte og interessante områder af Colombia.

Men systemet er sådan at der jævnligt sejler både herfra og til Panama. 5 dage tager det, hvoraf de tre nærmest er ren øhop på San Blas øerne udfor Panama. Det skal jeg tidsnok berette om efter overstået tur. Man finder sin båd ved at tage ned på havnen, snakke med kaptajnerne, finde ud af hvilken man gerne vil med og skrive sig på. Der er mange variabler: størrelse, crew, mad, personligheder, antal mennesker, pris, afgangsdato, vejr. Nogle får en skodtur, andre får en fantastisk oplevelse.

Ankomst Cartagena
Jeg fik fornøjelsen af at blive fragtet halvdelen af vejen af en midaldrende spansk/amerikansk/colombiansk psykolog, som jeg mødte på hostellet i Santa Marta (hvor han åbenbart kom og slappede af når han var hjemme ved sine forældre). Han er ved at starte nogle projekter op i Barranquilla, som lokalt skal gå ind og hjælpe de unge som har lidt problemer på kanten af loven. Larry, som han hedder, har i 16 år arbejdet med ’international sikkerhed’ ved at uddanne colombianske, brasilianske og spanske politibetjente i nonverbal adfærd – således at de bliver bedre til at spotte kriminelle. Nu pensioneres han (som piloter også gør efter 16 år) og starter sine egne projekter op. Han leder efter frivillige, så hvis du en dag får lyst til at tage nogle måneder ud, komme over og arbejde med børn og unge – og lære spansk – så sætter jeg dig glædeligt i kontakt med ham.

Vel ankommet i Cartagena, genforenes jeg med Myk og et større kuld fra Santa Marta, som alle er taget til Cartagena dagen før. Det viser sig at vi bor ca. inde i centrum med alt inden for rækkevidde. Herunder coke og prostituerede. Så det er jo heldigt. Der mangler bestemt ikke noget. Man kan også få en klassisk colombiansk frokost for 15 kr. bestående af suppe, herefter en større tallerken med ris, kød, stegt banan (som ikke er banan) og noget andet variende gejl. Myk kan bedst li’ pizza. Og ost. Og pizza. Og mel og ost og og pizza.

Ugens storslåede begivenheder
En dag under en morgenmad på en lokal restaurant (eller hvad man kan kalde sådan et sted med fire borde), kommer Myks gyldne randomiserede spørgeteknik igen i fokus. Da ejeren er tysk, mener Myk at hun sikkert ved noget om bådene her i området. Og det gør hun så. Hun har lige fået at vide at Fritz the Cat er kommet til Cartagena i nat og han tager af sted på tirsdag (d. 26/10) – perfekt dato. Fritz the Cat er godt velrenommeret: områdets største katamaran, godt med plads, hyggelig mand, god mad og god service.

Vi ringer til Fritz. Yes, han er i havn, han kan mødes i aften. Arh, i morgen vil vi gerne (vi er lige lidt trætte efter at have gået lidt rundt). Ok, men så kan vi mødes til en øl kl. 10. Kl. 10, er det ikke lidt tidligt til øl, spørger Myk. Kl. 11 så, foreslår kaptajnen. Godt, vi mødes i morgen kl. 11. Vi skal nok blive glade for Fritz, tænker vi.

Uha ja, og så er der sket noget helt vildt. En colombianer har haft et barberblad helt oppe ved min strube. Næsten lige så skræmmende som dengang vi blev ’forfulgt’ af en mand med en manchete (en landmand som skulle samme vej som os). Vi er nemlig blevet barberet og blevet rigtigt flotte. Selv Myk ser faktisk næsten helt anstændig ud. Hans badeshorts er stadig lidt for blomstrede.

Fejringen
Fredag d. 22 fik jeg noget overraskende min karakter på mit speciale tilsendt af min vejleder. Bedømmelsen var sat til kl. 16.45 tirsdag d. 26, så jeg var lidt ufokuseret der på netcaféen. Kunne ikke helt holde op med at grine til at starte med, og var lige ved at gå med på Myks tilbud om et fejringskys. Med andre ord, meget glad for bedømmelsen og så var jeg lige pludselig færdig med 6 års uddannelse – lige der.

Det skulle selvfølgelig fejres. Og hvad ville være bedre end at tage med på en lokal chivas-tur? En chivas er en bus som kører rundt med festglade colombianere, fyldt med rom og godt humør – og en masse musik. Det skulle være det store hit. Det startede dog lidt dårligt med at vi betalte 35.000 i stedet for 25.000 (105 kr. frem for 75), som det ellers kostede. Forskel: Vi blev kørt i bus hen til bussen. Som ikke var ret langt væk.

Nå, og så fortsatte det ellers derfra. Det var ikke ligefrem en festbus vi var kommet til, men en bus med rækker man ikke kunne flytte sig fra. Og man måtte ikke stå op. Og der var ikke rom i stride strømme. Til gengæld var der et vallonato-band (musikstil, fremført af mand på tromme, mand med harmonika og mand med rytmebræt – sunget lystigt af alle colombianerne). Jojo, festligt var det da, men man var ligesom lidt udenfor. Der var derudover tale om en mild overdrivelse når vi var blevet lovet fri bar i 4 timer, og der rent egentligt kun var rom i den ene time hvor bussen rent faktisk kørte.

Hm, that said, blev vi kørt til et diskotek, hvor vi fik gratis adgang. Man kunne indvende mod denne usædvanligt gode deal, at der i forvejen var gratis adgang på dette diskotek. Nå, så ind og købe noget aguadiente (lokalt lakridssprøjt) for at starte danselysten. Men ak nej – vi havde ikke flere penge. Dem var vi kommet til at bruge på overprized bustur - og to grillspyd (de smagte til gengæld godt).

Så må vi jo op og hæve nogle, skulle man tro. Men det kunne man ikke. Ingen ATM i området ønskede at bidrage til vores brandert, og i mellemtiden var ham den høje blevet sulten igen (jojo, grillspydende havde da været gode nok, men der var da ikke meget mad på dem). Et stykke pizza (hawaii) til mig og en øl til Myk, kunne lige være mellemstation for at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, for så begyndte det nemlig at regne.
Man kan kende en regnbyge på, at den sådan starter lidt langsomt op med to-tre dryp på et minut. Her vurderer de lokale med noget større nøjagtighed, at det lige om lidt kommer til at stå ned i en time. Så mens vi skråsikkert får spist op i den begyndende byge, har de lokale gjort klar og sat borde og stole op under diverse parasoller. Allerede halvvåde beslutter vi os, at vi ikke kan komme på gåben tilbage til det der diskotek. Så vi må jo have fat i en taxi for at køre os de 300 meter. Som et resultat af sammenblanding af at det kun var Myk der vidste hvor vi skulle hen, kun var mig der kunne forklare det, samt at vi begge havde mente at området hed noget andet end det det hed, kørte taxaen forkert et par gange. Vi kom så langt væk at jeg er i tvivl om taxamanden forstod konceptet. Efter 8 minutter var vi tilbage hvor vi startede. Efter 8½ var vi ved diskoteket. Som nu var mere eller mindre tomt.

Godt så.. stadig lige ’ædru’, uden mange penge på lommen, møder vi tilfældigt tre fyre fra vores bustur, som er på vej over til et andet diskotek. Det viser sig at være det hidtil dyreste, med rene danske priser. Arbejdsviljen er dog stadig intakt (grundet dagens betydning), så da det viser sig at de tager visakort, er vi jo lige pludselig verdensherrer igen. Det hjælper dog lige lidt på vores charme. Pigerne vil kun danse hvis de får øl for det bagefter (de er åbenbart alt for vant til gringos her i byen i forhold til de andre steder) så vi får det meste af tiden til at gå med at mase os frem og tilbage, samt at Shazaam’e alle de mest spillede sange, så vi kan lave en playliste på et tidspunkt. Afslutningsvist hjalp det ikke på aftenens mislykkethed at Myk blev så sur over sin egen kræsenthed at han i protest måtte snave med den første pige der ville danse med ham. Det blev alt i alt noget være rod. Jeg fik dog optur over at tage hævn for en tre år gammel forfejlet taxatur, da betalte en taxamand 3 kr. for at køre mig 3 meter længere frem (den tålmodige læser kan følge linket nederst på siden). Jeg syntes aftenen var et hit – Myk var mindre overbevist.

Resterende fornøjelser

Ellers har ugen budt på en tur i en muddervulkan. Det var en enormt lille vulkan. 25 meter ragede den op - ikke så overbevisende. Til gengæld var den 2500 meter dyb. Lidt mere imponerende. På 'toppen' kunne man bade i mudder som gør det underlige ved kroppen, at man er totalt vægtløs. Man indtager en position - og bliver der. Man synker ikke i og flyder ikke op. Til gengæld bliver man ufrivilligt masseret af folk som tager penge for det bagefter, nogen tager ens kamera og tager billeder - og tager penge bagefter. Og nogen insisterer på at gnide en i beskidt søvand og tage penge for det bagefter. Jajada.

Og så har jeg snakket med en couchsurfer i dag, mandag, og været til en noget random salsa/merengue-undervisning. Det var begynder walk-in, men der var kun mig og Myk. Og en meget ihærdig mand, som snakkede spansk og dansede løs, og på militærisk vis tvang Myk og jeg til at danse sammen. Det var noget værre noget.

Referat

Cartagena har ikke som sådan givet ret meget mening. Men nu har vi fundet en båd og er på vej til Panama. Vi har ikke som sådan lavet noget der er værd at skrive hjem om - men det skal jo forsøges. Nu tager vi ud og sejler med Fritz.