Cartagena

.. ja, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg laver her udover at vente på en båd til Panamá. Jeg har slet ikke kunnet sætte mig op til denne by. På trods af at skulle være her en uge, har jeg ikke fundet ud af hvad jeg ville have ud af byen. Som i, alle de andre destinationer hidtil har hver haft deres egen funktion: i Bogotá lærte jeg noget sprog, kultur og historie, i Medellín lærte jeg nogle drenge at kende og i Santa Marta kunne jeg slappe af med 1½ måneds forsinkelse.

Cartagena er af alle colombianere og turister omtalt som meget flot og meget livlig. Bylivet skulle være herligt og den spanske indflydelse på byen er ekstremt tydelig: store borge og en gammel by fra kolonitiden, står meget flot. Vi skulle egentligt først hertil på grund af disse årsager, men nu er vi her vist nok mest fordi vi skulle finde den der båd. Ellers kunne vi da lige så godt have været blevet i Santa Marta eller fundet nogle mere ukendte og interessante områder af Colombia.

Men systemet er sådan at der jævnligt sejler både herfra og til Panama. 5 dage tager det, hvoraf de tre nærmest er ren øhop på San Blas øerne udfor Panama. Det skal jeg tidsnok berette om efter overstået tur. Man finder sin båd ved at tage ned på havnen, snakke med kaptajnerne, finde ud af hvilken man gerne vil med og skrive sig på. Der er mange variabler: størrelse, crew, mad, personligheder, antal mennesker, pris, afgangsdato, vejr. Nogle får en skodtur, andre får en fantastisk oplevelse.

Ankomst Cartagena
Jeg fik fornøjelsen af at blive fragtet halvdelen af vejen af en midaldrende spansk/amerikansk/colombiansk psykolog, som jeg mødte på hostellet i Santa Marta (hvor han åbenbart kom og slappede af når han var hjemme ved sine forældre). Han er ved at starte nogle projekter op i Barranquilla, som lokalt skal gå ind og hjælpe de unge som har lidt problemer på kanten af loven. Larry, som han hedder, har i 16 år arbejdet med ’international sikkerhed’ ved at uddanne colombianske, brasilianske og spanske politibetjente i nonverbal adfærd – således at de bliver bedre til at spotte kriminelle. Nu pensioneres han (som piloter også gør efter 16 år) og starter sine egne projekter op. Han leder efter frivillige, så hvis du en dag får lyst til at tage nogle måneder ud, komme over og arbejde med børn og unge – og lære spansk – så sætter jeg dig glædeligt i kontakt med ham.

Vel ankommet i Cartagena, genforenes jeg med Myk og et større kuld fra Santa Marta, som alle er taget til Cartagena dagen før. Det viser sig at vi bor ca. inde i centrum med alt inden for rækkevidde. Herunder coke og prostituerede. Så det er jo heldigt. Der mangler bestemt ikke noget. Man kan også få en klassisk colombiansk frokost for 15 kr. bestående af suppe, herefter en større tallerken med ris, kød, stegt banan (som ikke er banan) og noget andet variende gejl. Myk kan bedst li’ pizza. Og ost. Og pizza. Og mel og ost og og pizza.

Ugens storslåede begivenheder
En dag under en morgenmad på en lokal restaurant (eller hvad man kan kalde sådan et sted med fire borde), kommer Myks gyldne randomiserede spørgeteknik igen i fokus. Da ejeren er tysk, mener Myk at hun sikkert ved noget om bådene her i området. Og det gør hun så. Hun har lige fået at vide at Fritz the Cat er kommet til Cartagena i nat og han tager af sted på tirsdag (d. 26/10) – perfekt dato. Fritz the Cat er godt velrenommeret: områdets største katamaran, godt med plads, hyggelig mand, god mad og god service.

Vi ringer til Fritz. Yes, han er i havn, han kan mødes i aften. Arh, i morgen vil vi gerne (vi er lige lidt trætte efter at have gået lidt rundt). Ok, men så kan vi mødes til en øl kl. 10. Kl. 10, er det ikke lidt tidligt til øl, spørger Myk. Kl. 11 så, foreslår kaptajnen. Godt, vi mødes i morgen kl. 11. Vi skal nok blive glade for Fritz, tænker vi.

Uha ja, og så er der sket noget helt vildt. En colombianer har haft et barberblad helt oppe ved min strube. Næsten lige så skræmmende som dengang vi blev ’forfulgt’ af en mand med en manchete (en landmand som skulle samme vej som os). Vi er nemlig blevet barberet og blevet rigtigt flotte. Selv Myk ser faktisk næsten helt anstændig ud. Hans badeshorts er stadig lidt for blomstrede.

Fejringen
Fredag d. 22 fik jeg noget overraskende min karakter på mit speciale tilsendt af min vejleder. Bedømmelsen var sat til kl. 16.45 tirsdag d. 26, så jeg var lidt ufokuseret der på netcaféen. Kunne ikke helt holde op med at grine til at starte med, og var lige ved at gå med på Myks tilbud om et fejringskys. Med andre ord, meget glad for bedømmelsen og så var jeg lige pludselig færdig med 6 års uddannelse – lige der.

Det skulle selvfølgelig fejres. Og hvad ville være bedre end at tage med på en lokal chivas-tur? En chivas er en bus som kører rundt med festglade colombianere, fyldt med rom og godt humør – og en masse musik. Det skulle være det store hit. Det startede dog lidt dårligt med at vi betalte 35.000 i stedet for 25.000 (105 kr. frem for 75), som det ellers kostede. Forskel: Vi blev kørt i bus hen til bussen. Som ikke var ret langt væk.

Nå, og så fortsatte det ellers derfra. Det var ikke ligefrem en festbus vi var kommet til, men en bus med rækker man ikke kunne flytte sig fra. Og man måtte ikke stå op. Og der var ikke rom i stride strømme. Til gengæld var der et vallonato-band (musikstil, fremført af mand på tromme, mand med harmonika og mand med rytmebræt – sunget lystigt af alle colombianerne). Jojo, festligt var det da, men man var ligesom lidt udenfor. Der var derudover tale om en mild overdrivelse når vi var blevet lovet fri bar i 4 timer, og der rent egentligt kun var rom i den ene time hvor bussen rent faktisk kørte.

Hm, that said, blev vi kørt til et diskotek, hvor vi fik gratis adgang. Man kunne indvende mod denne usædvanligt gode deal, at der i forvejen var gratis adgang på dette diskotek. Nå, så ind og købe noget aguadiente (lokalt lakridssprøjt) for at starte danselysten. Men ak nej – vi havde ikke flere penge. Dem var vi kommet til at bruge på overprized bustur - og to grillspyd (de smagte til gengæld godt).

Så må vi jo op og hæve nogle, skulle man tro. Men det kunne man ikke. Ingen ATM i området ønskede at bidrage til vores brandert, og i mellemtiden var ham den høje blevet sulten igen (jojo, grillspydende havde da været gode nok, men der var da ikke meget mad på dem). Et stykke pizza (hawaii) til mig og en øl til Myk, kunne lige være mellemstation for at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, for så begyndte det nemlig at regne.
Man kan kende en regnbyge på, at den sådan starter lidt langsomt op med to-tre dryp på et minut. Her vurderer de lokale med noget større nøjagtighed, at det lige om lidt kommer til at stå ned i en time. Så mens vi skråsikkert får spist op i den begyndende byge, har de lokale gjort klar og sat borde og stole op under diverse parasoller. Allerede halvvåde beslutter vi os, at vi ikke kan komme på gåben tilbage til det der diskotek. Så vi må jo have fat i en taxi for at køre os de 300 meter. Som et resultat af sammenblanding af at det kun var Myk der vidste hvor vi skulle hen, kun var mig der kunne forklare det, samt at vi begge havde mente at området hed noget andet end det det hed, kørte taxaen forkert et par gange. Vi kom så langt væk at jeg er i tvivl om taxamanden forstod konceptet. Efter 8 minutter var vi tilbage hvor vi startede. Efter 8½ var vi ved diskoteket. Som nu var mere eller mindre tomt.

Godt så.. stadig lige ’ædru’, uden mange penge på lommen, møder vi tilfældigt tre fyre fra vores bustur, som er på vej over til et andet diskotek. Det viser sig at være det hidtil dyreste, med rene danske priser. Arbejdsviljen er dog stadig intakt (grundet dagens betydning), så da det viser sig at de tager visakort, er vi jo lige pludselig verdensherrer igen. Det hjælper dog lige lidt på vores charme. Pigerne vil kun danse hvis de får øl for det bagefter (de er åbenbart alt for vant til gringos her i byen i forhold til de andre steder) så vi får det meste af tiden til at gå med at mase os frem og tilbage, samt at Shazaam’e alle de mest spillede sange, så vi kan lave en playliste på et tidspunkt. Afslutningsvist hjalp det ikke på aftenens mislykkethed at Myk blev så sur over sin egen kræsenthed at han i protest måtte snave med den første pige der ville danse med ham. Det blev alt i alt noget være rod. Jeg fik dog optur over at tage hævn for en tre år gammel forfejlet taxatur, da betalte en taxamand 3 kr. for at køre mig 3 meter længere frem (den tålmodige læser kan følge linket nederst på siden). Jeg syntes aftenen var et hit – Myk var mindre overbevist.

Resterende fornøjelser

Ellers har ugen budt på en tur i en muddervulkan. Det var en enormt lille vulkan. 25 meter ragede den op - ikke så overbevisende. Til gengæld var den 2500 meter dyb. Lidt mere imponerende. På 'toppen' kunne man bade i mudder som gør det underlige ved kroppen, at man er totalt vægtløs. Man indtager en position - og bliver der. Man synker ikke i og flyder ikke op. Til gengæld bliver man ufrivilligt masseret af folk som tager penge for det bagefter, nogen tager ens kamera og tager billeder - og tager penge bagefter. Og nogen insisterer på at gnide en i beskidt søvand og tage penge for det bagefter. Jajada.

Og så har jeg snakket med en couchsurfer i dag, mandag, og været til en noget random salsa/merengue-undervisning. Det var begynder walk-in, men der var kun mig og Myk. Og en meget ihærdig mand, som snakkede spansk og dansede løs, og på militærisk vis tvang Myk og jeg til at danse sammen. Det var noget værre noget.

Referat

Cartagena har ikke som sådan givet ret meget mening. Men nu har vi fundet en båd og er på vej til Panama. Vi har ikke som sådan lavet noget der er værd at skrive hjem om - men det skal jo forsøges. Nu tager vi ud og sejler med Fritz.