Miami

Første stop var det man på godt dansk kalder en forlænget mellemlanding. Ankomst søndag aften, afrejse onsdag aften.

Det virkede før afrejse som et skræmmende sted at tage hen, det der Colombia og alt muligt, så Miami var en udmærket start. Forventningerne til byen var noget med nogle høje huse, tilsvarende høje priser og høje standarder for, hvordan man burde se ud. Sidstnævnte ikke noget der huede (hedder det ikke det?) to backpackende svende, som ikke ligefrem er taget ud i verden for at imponere nogen med vores tøjstil. Miami gav dog mening fordi vi fik lejlighed til at mødes med vores fælles veninde Amber, som vi havde mødt i Buenos Aires i 2007.

Amber er en herlig livlig pige, som egentligt bor i Houston, men som er så glad for sine to danske pastries (som vi hedder) at hun glædeligt tager tre dage ud for at blive vores lokale USA-guide. At hun så ikke ejer stedsans gjorde at selve guideelementet forsvandt lidt, men hvor var det genialt fedt at se hende igen. 3 år.. det var der sgu ingen der kunne mærke. Samme energi, samme jokes, samme måde at være sammen på.

Og hvad laver man så 3 dage i Miami i backpackertøj på backpackerbudget (man går nemlig ikke i byen, da man hverken kan eller må for hhv. pengepungen og dresscoden)? Vi havde to hele dage, som begge blev brugt på at gå en masse. Det er ikke noget der passer til en amerikansk livsstil skulle jeg hilse at sige. Mange gange blev vi opfordret til taxakørsel, som rundhåndet ville blive betalt af pigen. Derfor holdt vi også mange pauser undervejs. Næh, der ligger da lige en café der sælger kaffe. Og dér ligger en der sælger juice. Og derinde kan man få en bid mad. Og en ølle eller en happyhour på drinks.

Stranden var lidt skuffende. Meget meget flot (grønt vand, hvidt sand, hele pakken), men meget meget kedelig. Det mest underholdende var amerikanerne selv (alle, skal det retfærdigvis siges, utroligt rare). Blandt andet så vi en powerwalker af rang: Forestil dig en jamaicansk udseende mand, 1.70 høj, stort sort garn, stort set lige så bred som han er lang, kun iført grønne tights, gående med He-man lignende bevægelser i ét stort hvidt smil frem og tilbage på stranden. Meget stolt så han ud. Han bar de tights utroligt godt, blev vi enige om. Og Myk har lovet at han vil købe sådan nogle når han ser dem næste gang.

Anyhow, Miami blev en dyr fornøjelse, men bestemt også en fornøjelse. Det var fantastisk efter 2 uger med lutter farvel'er at kunne sige 'hej' til nogen. Til gengæld skulle vi jo også sige farvel igen om onsdagen - endda for at rejse helt alene ned til det der farlige farlige Colombia, hvor vi jo nok ville blive overfaldet de første 3 gange allerede i lufthavnen.