Guatemala & Mexico

Til lyden af klapsalver stiger vi af bussen. Vi er, på en dag hvor det egentligt var meningen vi skulle have været ude og snorkle i grotter, kørt for langt i bussen og er havnet dér hvor vi i tre uger har forsøgt at komme hen: Cancun, Mexico. Klapsalverne var ikke til den buschauffør der aldrig stoppede der hvor vi havde bedt om at komme af – i særlig grad ikke fordi han bagefter ville have penge af os fordi vi var kørt længere end vores billet rakte til (det fik han ikkenikkenej). De var heller ikke til Cancun, da det egentligt ikke er et særligt flot sted. Det er en amerikansk satellitby (som lidt får en til at overveje det underlige i at så mange mexicanere vil til Texas, når de så meget nemmere kan rejse herned sydpå til Cancun).

Næ, klapsalverne var til os selv. Stolte kunne vi give håndslag på at have nået den endelige destination: tre ugers busræs med endeløse pakninger, overvejelser om hvor at skulle sove næste gang, hvor at skulle finde bussen fra, hvad den skulle koste, hvordan man kommer over til det der hostel, og hvad det skulle koste, og hvad man i det hele taget skulle lave der, hvor man nu var havnet – alt sammen slut nu, for nu var der kun et fly tilbage: flyet til Cuba d. 26/11.

Der var ikke andre end os der klappede da vi steg af bussen. De andre havde måske ikke nydt den der ekstreme aircondition som alle nyere busser praler så meget med at de har (det er blevet en vane at tage soveposer og uldtrøjer med til busturene), eller var de skuffede over ikke at få lov at se Shrek 3 færdig (selvom de havde haft 1 time og 10 minutter til at affærdige sig med denne omstændighed efter at have fået rejsetiden oplyst ved afgang). Men vi var glade – lige indtil vi fandt ud af at vi igen intet vidste om hvor vi skulle hen, nærmere bestemt og hvad vi skulle lave der de næste par dage.

Nå, men inden den videre forklaring på hvad der kom ud af det, er det måske på sin plads at bemærke kort, hvad vi havde bedrevet tiden med, siden El Salvador.

Guatemala: nææ og da, her er OGSÅ flot
Planen var klar: Guatemala City skulle undgås for enhver pris. Dens ry er helt elendigt, selvom vi faktisk aldrig rigtigt fandt ud af hvorfor. Jeg var selvfølgelig klar på at blive både overfaldet personligt og udsat for et busrøveri af maskerede røvere, så havde for en gangs skyld lagt en kopi af mit pas ned i den store taske (nu har de 5 kopier ellers ligget trygt ved siden af mit pas i den lille taske, siden afgangen fra Sverige). Men fra busstationen i Guatemala City, fik vi en rolig taxatur op til en lille farverig bjergby, Antigua, hvor jeg tror alle backpackere i Guatemala fortæller hinanden at man skal tage hen.

Der var også pænt, afslappende og ekstremt sikkert (havde det ikke været for tendensen til at fare grueligt vild i grid-netværket af veje som ikke rigtigt har nogle navne). Sådan faktisk på grænsen til kedeligt. Vi var i hvert fald enige om, at 1 dag var nok, på trods af min ellers næsten ubøjelige iver til at blive et sted mere end én nat. Jeg er ikke nomade og bliver det aldrig. Jeg er god til at slå mig ned et sted og sidde i en sofa en 3-4 timer, inden jeg overvejer om jeg ikke snart er blevet for sulten. Og så skal jeg lige have en aften til at overveje de forskellige muligheder, en dag til ikke at benytte mig af dem, og to dage til måske at få noget af det gjort. Så det der ’ankomst – skynd os ud og se noget – afgang’ syndrom, ser jeg normalt ikke værdien i.

Bustur til Maya-ruin
Ikke desto mindre var det afgang næste aften – næste stop; turistattraktion nr. 2 på listen; Mayaruiner. Yes, for hvem i alverden tager til Guatemala uden at se på ruiner? Ja vi skulle da i hvert fald ikke kritiseres for noget på det område. Busturen i sig selv var dog en oplevelse. Jeg havde i timerne op til afgang udviklet hvad jeg selv mente var feber og influenzalignende symptomer. Jeg var, upåagtet om dette var sandt, ikke ligefrem på toppen til at sove siddende i en bus hvor jeg igen ikke ville være tæt på at kunne have benene nogle steder, med viden om at jeg direkte efter ankomst skulle ud i en jungle og bestige mayaruiner. Men billetten var købt, billigste bus med laveste comfort var valgt, og det skulle der heller ikke laves om på.

Så meget desto mere ærgerligt var det at 1) sidde bag manden som er den første i bussen til at læne sit sæde bagover, 2) sidde foran kvinden som har taget sine tre børn med, hvoraf den ene skriger, den anden hiver os i håret og den tredje kravler rundt nede på gulvet, 3) sidde til højre for to amerikanere hvoraf den ene snakker konstant, og uheldigvis også er den som bruger ordet ’like’ flere gange end noget andet menneske jeg nogensinde har mødt. Mens Myk falder til ro, kan jeg trøste mig med at høre min lydbog, som sandt at sige har underholdt mig mange timer efterhånden ('Den hundredårige der sprang ud af vinduet og forsvandt' – anbefalelsesværdig, bestemt). I løbet af natten vågner man flere gange ved at konstatere at man faktisk næsten var faldet i søvn, eller ved at de der børn som ligger nede på gulvet, rent faktisk er gledet derhen hvor ens ben før havde lidt frirum. Yes, gulvet i bussen er så glat, at disse her børn ligger og glider hhv. til højre og venstre i hvert sving, og frem og tilbage ved hvert brems/acceleration. Og bussen må have bremset en anelse mere end accelereret, så nu var disse børn ca. der på midtergangen hvor jeg troede jeg skulle være. Nå, men heldigvis blev vi stoppet af en frugt-kontrol (!) kl. 3.45, så der kunne moderen lige få halet sine børn ind igen.

Efter 2-3 timers sporadisk søvn var jeg mildest talt ikke på toppen, og jeg måtte bruge min vetoret til at claime en sick-day på vores næste destination. Plan: Ligge i en hængekøje, drikke usandsynlige mængder vand og the, spise mad, se film og være på nettet. Det gjorde os begge klar til maya-spas dagen efter.

Og så lidt om de der ruiner
Jeg skulle egentligt lige til at beskrive disse store og prægtige ruiner, som Guatemala og det sydlige Mexico øjensynligt er smækfyldt af. Men kommer så til at tænke på vores usandsynligt seje guide som fulgte os i bussen fra Flores (byen hvor vi boede) til Tikal (området med ruinerne). Denne mand sad i vores minivan og gav en introduktion til hvad vi skulle op at se. Han havde sagt disse linier mange gange før. Mange.., og efterhånden var det så blevet til en tale. Og her mener jeg en tale, som ellers kun selvfede statsledere kan holde dem. På spansk siger man meget ’amigo/amigos’ når man henvender sig til nogen, og her var det så blevet til ’Friends..’ efterfulgt af en lang pause, og så ’welcome to you all... welcome to Flores..., welcome to my country’. ‘Friends.... thank you for coming.. thank you for visiting us...’ osv. Det var en fornøjelse at få alt lige fra dagens program til advarsler om farlige slanger serveret som om hvert ord rummede essensen.

Nå, videre.. Mayaruinerne var også flotte. Dem kan man se flotte billeder af hvis man vil. Til andre rejsende med mere tid i Guatemala vil jeg nok overveje at opsøge en mindre turistet samling af ruiner (eftersom de angiveligt er over det hele), men når det så er sagt, leverede ruinerne et godt indtryk. Altså, ruiner er jo ruiner og på et eller andet tidspunkt har man ligesom set ruiner nok. Men disse her havde det der ekstra touch ved at være placeret midt ude i en jungle og havde det ikke været for disse her Legoland-lookalike stier anlagt fra sted til sted, havde man aldrig fundet en eneste bygning. På det punkt minder Mayaruinerne lidt om andre civilisationer som også har bygget noget man i dag finder fantastisk, ud fra den betragtning at de ikke giver nogen mening. Altså hvorfor placere så forbandet mange sten ovenpå hinanden uden at have et rum inden i? Jeg må have læst noget mere om de der maya-folk.

Mexico: hmm, den tequila smager da egentligt godt
Inden den ovenfornævnte bustur mod Cancun, tog vi et pitstop i ganske godt anbefalede Tulum. Som så mange gange før, vidste vi ikke helt hvad der ’her var’, men havde hørt det omtalt nogle gange i Colombia engang – dengang hvor vi stadig snakkede med andre rejsende. Tulum var åbenbart en lille by med én hovedgade, som lå 3 km fra stranden. Derude på stranden lå en mayaruin og syd for den, lå der en lang stribe hoteller ud til vandet. Nord for ruinen er der gode steder at snorkle, dykke, svømme med pildskadder og kitesurfe. Planen blev derfor at se ruiner, sove i hængekøje på stranden, og så køre stille og roligt nordpå og prøve lidt af hvert af de der vandaktiviteter. Tidsplan: 3-4 dage.

Den konkrete udformning blev dog lidt anderledes. Første nat blev i byen. Vi var ankommet så sent, at der ikke rigtigt var andre muligheder. Og så kunne man jo også lige gå på den lokale og få sine første tacos, fulgt af den første tequila. Det var vi svært tilfredse med – udover at de åbenbart stadig blander koriander i alting. Det har de sgu gjort lige siden fiskesuppen i Santa Marta, Colombia. Jeg fatter det ikke. Lad nu være. Godt der ikke er koriander i tequila. Jeg må i den forbindelse nævne at nå at have smagt en tequila (halvdyr) som målte sig med nogle af de gode whiskey’er og rom, som man engang i mellem er heldig at få en mundsmag af i Danmark. Hæderligt, bestemt hæderligt. Jeg tror jeg må have sådan en sag med hjem.

Næste dag havde vi optimismen på: Hvis vi nu bare tager alle vores ting med ned på stranden, så finder vi nok en billig hængekøje at sove i. Sådan var planen, indtil vi opdagede alle de store hoteller vi blev ved med at passere i bussen. Buschaufføren spurgte på et tidspunkt hvor vi skulle af, hvortil vi svarede at vi gerne ville finde et billigt hostel. Det var der ikke nogle af, mente buschaufføren. En mand i bussen afbrød samtalen – vi kunne få noget billigt hos ham, tilbød han. Han virkede flink, så vi stod af bussen sammen med ham. Han kunne så som det allerbilligste tilbyde en dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) for 125 kr. pr. mand. Det var væsentligt over de 40-50 kr. vi ligesom havde fået stillet os selv i udsigt, så vi måtte ærligt takke nej til tilbuddet. Lige så ærligt kunne han derfor informere os, at han havde en nabo som endnu ikke havde åbnet sit lille sted endnu – måske kunne hun tilbyde noget backpackervenligt.

Opmuntret af det nye tip, gik vi ind ved siden af. Det foregik via stranden, eftersom disse steder ligger på stranden og mest bare adskilles af en bambusmur. ’Hej dame, vi har mødt din nabo som siger du måske kan give os et billigt sted at overnatte’. ’Yep, det kan jeg, I kan få denne her dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) med havudsigt for 100 kr. pr. snude (jeg har for læsevenligheden oversat fra mexicanske pesos, ellers passer det nogenlunde)’. ’Uha, det var ærgerligt, det har vi ikke penge til.. nå, men vi smutter igen så’. ’Hmm.. nej vent, hvad kan I give?’. ’Vi kan give 75 kr. pr. mand’. ’Ok’. ’Ok’.

Og sådan gik det til at Myk og jeg endte med at dele to, hvad der for et par meget nemt kunne have været nogle meget romantiske aftener og nætter i en dobbeltseng, lige ud til et grønt hav og solnedgang. Ikke dårligt, syntes vi selv. Selv fra badet såvel som fra toilettet var der havudsigt. Badet fordi der var huller i væggen (til formålet), og toilettet fordi der endnu ikke var nogen dør (nok næppe til formålet). Storslået. Eneste minus var at der ikke var elektricitet, så efter kl. 17.30 var der månen og stearinlys til at hjælpe til. Vi nød dog det aldeles udmærket, på nær lige halvdelen af tiden. Årsagen til dette var en flaske tequila og en bytur med mere tequila. Men ikke desto mindre var det et godt sted at have det dårligt, og det er jo ikke så værst.

Og lad os så runde af
... med at trække en linje tilbage til starten. For da turen så endelig gik fra dette lille strandeventyr, var målet at komme blot 20 km nordpå til et sted hvor der kunne grottesnorkles og svømmes med skildpadder. Men der kom vi så aldrig hen, grundet.. ja., det fandt vi faktisk aldrig ud af. Så med et par dage ekstra i Cancun, kunne vi derfor tage ud til endnu en amerikaniseret og turistet (men trods alt ganske flot) ø, lige ud for Cancun: Isla Mujeres. Her er der mere vandsport og tequilasport, indtil flyet letter d. 26. Hay y nada mas!

Fra Costa Rica til El Salvador

Lad mig allerede nu indskyde at de næste par indlæg kommer til at brage derudaf med landenavne og bynavne, som var det basisviden fra ens første geografitimer. Jeg må på forhånd erkende at jeg ingen anelse havde om disse landes placering inden afgang, og Myk og jeg har af flere omgange diskuteret hvilke af landende som lige så godt kunne have været stillehavsøer, eller evt. ligget i Asien (det sidste er mest Myks ide om Honduras). Altså, geografien er sgu lidt ligegyldig, men for en god ordens skyld vil jeg her remse rejserækkefølgen op, som den må følges fra nord til syd for at komme fra Panama City til Cancun i Mexico:

Panama – Costa Rica – Nicaragua – Honduras – El Salvador – Guatemala – Belize – Mexico.

Denne blogpost dækker fra Costa Rica til El Salvador, men sidstnævnte og særligt Honduras var ren transport til Guatemala. Derfor med hovedvægt på Costa Rica og Nicaragua.

Costa Rica: tja.. der er sikkert meget flot andre steder
Vi har vidst dog det længe: Costa Rica var sådan et land man kørte igennem. Lidt ligesom Tyskland, ca. lige så dyrt, bare meget kortere. Altså, det er sikkert flot og alt det der, men med de dage vi havde til rådighed, var der ikke tid til pjank. Eneste plan var; ankomst fredag, gå i byen, op lørdag, springe bungeejump, af sted igen natten til søndag.

Turen fra Panama gik fint, og udover at Myk måtte en ekstra tur/retur over vandet tidligt om morgenen for at hente sit elskede Roskilde07 håndklæde, var forsinkelserne begrænsede til grænseovergangen. Da Costa Rica netop havde oplevet massive jordskred (som i øvrigt var en national katastrofe her), var den mest anvendte grænseovergang lukket. Uvidende om sagens omstændigheder var vi derfor ikke helt tilfredse med den lange ventetid, men ved ankomst og avislæsning var Costa Rica mere end tilgivet for den 1½ times stå-ved-en-grøftekant-og-overvej-hvorfor-der-ikke-er-flere-end-en-ved-kassen-overvejelser.

Fredag aften vankede en bytur med to svenske gutter vi mødte på hostellet. Der sker meget lidt udover at disse drenge får flirtet meget med to lokale piger. Højdepunktet på aftenen er da det går op for de svenske drenge at pigerne udelukkende er der for de gratis drinks. Eller, lige inden faktisk. For Myk og jeg bliver bedt om at betale for pigernes to vodka cranberry, eftersom vi fire drenge er fulgt med de to piger over til et nyt diskotek, og nu er svenskerne lige væk. ”We think you should pay” siger pigerne. Det har vi dog ikke helt i sinde. Som Myk udtrykker det overfor pigerne, kan han ikke se nogen vodka cranberry i hverken sin egen eller min hånd (min laden-som-om-jeg-drikker-en-lækker-usynlig-vodka-cranberry, har muligvis hjulpet til udtrykket). På dette tidspunkt står svenskerne på etagen ovenover os og synger karaoke. De har dedikeret en sang til pigerne, smidt t-shirtsne og burde i mine øjne godskrives for omgangen. Pigerne har ikke helt forstået, at vi ikke helt har forstået, at de ikke helt har forstået hvad der foregår. Så de går noget forurettet fra stedet uden at få nydt svenskernes sang. Costa Rica fik helt sikkert ikke samme pointtal for bytur som Colombia, ligesom det også var første gang vi var blevet udsat for flot-pige-flirter-med-gringo-tricket.

Lørdag var bungeejump-dag. Med stor forventning. 80 meter fra en stor gammel bro midt i en skov. Uha, jeg var helt klar. Men det var broen ikke – der var lukket på grund af vedligeholdelse. Så vi havde en Panama-dag igen; bussen kørte først om natten, så hele dagen gik med tømmermænd. Højdepunktet var at se KickAss på et alt for stort fjernsyn. Vi var stået så sent op at vi kunne undlade at gå i seng, så kl. 3 tog vi ned til busstationen for at fange en bus til Nicaragua.

Nicaragua: Fra ligegyldighed til indblik til oplysning til opløsning
Målet var en kæmpe stor ferskvandsø med en dobbelt-vulkan-ø ude i. Altså, hvem kan sige nej til sådan en beskrivelse? At bedømme ud fra google maps, var det et besøg værd, og siden vi aldrig har fået investeret i en rejsebibel (Lonely Planet), har vi kun nettet og folks anbefalinger at gå efter. Vi havnede mere eller mindre tilfældigt på et hostel drevet af El Indio Viejo (jep, det hed han, og jep, det betyder bare Den Gamle Indianer). Stedet var fýldt af farver, malerier, hængekøjer og dyr (to aber, en tapirlignende kanut og indianerens nye egern).

Jeg ved ikke om det var Nicaraguas stemning, en indre modstandskraft mod at skulle alt muligt hele tiden (køre i bus og skifte land) eller en generel indstilling til at det ikke nytter noget at skynde sig når man sådan lige holder ferie, men det lykkedes os at lave absolut intet det første hele døgn på stedet. Vi har begge downloadet Flight Control til vores Ipods og havde netop fundet multiplayerfunktionen. Derudover var øens bedste mad på hostellet (bildte vi os selv ind), og musikken var udmærket, så hvorfor overhovedet flytte sig?

Vores gamle indianerven belønnede os faktisk for vores inaktivitet. Han mente ikke vi var klassiske turister – det var vi alt for stille og rolige til. Som funktion af dette inviterede han os på hjemmelavet indianermad omme bag ved hostellet. Her fik vi fornøjelsen af at sidde i rundkreds, spille musik (det vil sige ryste lidt med en claves eller forsøge at skabe en melodi på en koklokke med en grydeske), dele hinandens dagsoplevelser, dele hinandens mad og høre på fortællinger om indianernes nye ide om at skabe en ’prækoloniansk’ landsby – dvs. en landsby som den så ud før mayaerne og alt det andet pjat man kan kalde en civilisation. Civilisationer var ikke at foretrække, åbenbart. Oveni dette mødte vi til denne middag fire meget interessante mennesker som rejste rundt på deres nu 10’ende måned uden penge. De havde et projekt i hovedet om at gøre verden bedre på denne måde, og jeg må sige at de var meget inspirerende, kærlige og glade for vor kære moder jord. Man skulle ikke komme for tæt på hvis man ville undgå en krammer, med andre ord. Interessante var de, og jeg holder øje med dem på deres hjemmeside ’www.forwardtherevolution.net’ (advarsel; man skal være lidt rødgrøn i det).

Men vi skal jo videre..
Med fornyet indianerblod i årene og en tro på en bedre verden, bestod den blot af trækonstruktioner og veganermad, begav vi os roligt ud på hvad der blev en udmattende tur til Guatemala med mange skift i sovesteder: 1) hos indianermand, 2) på kaffeplantage på den anden vulkan, 3) hos indianermand igen, 4) i Granada, 5) i León, 6) i San Salvador i El Salvador (fantasien rækker kun lige til det nødvendige), 7) i en bus, 8) i Antigua i Guatemala.

Vi stoppede i Granada fordi vores søde indianerven havde givet os et rejsetip som kun meget få fik: han kendte en indianer som boede inde midt i byen Granada, hvor hun havde lavet et hjem i total balance – en tipi med andre ord, midt i byen. Her levede hun af de træer hun havde på sin jord og alt var lavet af træer i overensstemmelse med den ’gamle’ prækoloniale måde at bygge på. Vi kunne godt få lov at sove der i tipien, spise med osv., selvfølgelig som gæster uden den mindste betaling. Det lød som en oplevelse vi ikke ville gå glip af. Det vil sige, Myk ville faktisk godt, tror jeg.

Tipien (det hedder åbenbart en guam, da en tipi er sådan en med læder på) var også imponerende, og jeg kan kun ægre mig over ikke at få billeder med derfra. Den stak op midt inde i halvslummede, men farverige huse og var bygget på en 10x40m firkantet grund med betonvægge på tre af siderne og en solid trævæg ud til vejen. Guam’en i sig selv var 7 meter i diameter og havde et stort åbent rum i gulvhøjde med ildsted i midten, og så en lukket førstesal som fungerede som sovesal.

Damen, Kiso, var vel 70 år, iklædt et stykke grå klæde og sad utroligt mageligt på verdens mindste taburet. Hun var en god vært på den måde at hun tog godt imod os og var god til at fortælle om indianerne og deres planer om at sprede bæredygtige små samfund overalt i verden. Men halvskidt på den måde at der ikke rigtigt var mad involveret foreløbigt og så snakkede hun enormt meget om hvad der var galt med det almindelige samfund (implicit os) og hvor vigtigt det var at være indianer. Det blev lidt trættende til sidst, så på trods af det enormt gode tilbud det havde været at overnatte hos hende, blev vi enige om at finde på noget andet. Det duede simpelthen ikke. Det kan lyde hjerteløst på lang afstand og med så få linier til at forklare, men det fungerede virkelig ikke. Så vi røg i stedet på hostel, på restaurant, i byen og på salsadisco – ting ingen rejsende kan undvære alt for længe ad gangen. Også selvom der er aber og tipi-liv til at opveje det.

Ellers blev det tid til lokale chickenbusser (gamle farverige amerikanske skolebusser med langt mindre plads til benene end til alt det random last som folk tager med i busserne) op gennem Nicaragua, gennem Honduras (hvor de var enormt glade for bachata (musikstil), hele vejen i bussen), og ind i El Salvador. Vi var nødt til at stoppe i El Salvador over natten, da busser nogle steder bare ikke kører efter mørkets frembrud (jo, de dyre gør nogle nogle gange). Vi havde nok håbet at nå lidt længere den dag, for da vi ankom til hovedstaden San Salvador, var klokken blevet syv (og solen går ned kl. seks). Vores planlagte overnatningssted og aftensmadsted lå en time væk, men ak nej. Tvunget af omstændighederne var vi derfor lette ofre for glubske taxafolk, som står med alt for mange muligheder for at tjene penge, når de modtager et styk semiskræmt skandinav (og hans noget roligere sidekick), som ikke ved hvor de er (det vidste vi seriøst ikke på dette tidspunkt – altså hverken at vi var i hovedstaden eller hvor den lå på et kort), hvor de kan sove, og hvad det burde koste at komme derhen - ej heller vidste vi endnu hvordan vi kom derfra igen..

Oh well, vi kom da videre, lidt dyrere end forventet. Men en god nats søvn på et hotel (helt klart et ungdomshostel, mente vores taxachauffør), et koldt bad og en fornyet lyst på at komme videre, fik vi da ud af det. Tidlig morgen kunne vi derfor tage bussen videre til Guatemala, lettede over at have færdiggjort endnu et godt ryk nordpå.

Resume
Det er svært at hive store oplevelser ud af noget, som mest af alt er transit. Busture er underholdende nok med alle de mennesker der er i dem, musikken i radioen, alle dem man får snakket løst med undervejs osv., men de flyder sammen når det bliver gjort så mange dage i træk. Lige så gør landende, som vi ikke kan forklare forskellene på særligt troværdigt. Nicaragua gav os et par gode indianer og vulkan-oplevelser, Costa Rica snød os for et bungeejump og Honduras og El Salvador fortjener ros for et par nemme grænseovergange inkl. flink cykeltaxamand, underholdende snacks fra lokale stå-på-bussen-undervejs-sælgere, og lunkne taxaservices. Vi ser dog mere og mere frem til at kunne blive et sted over længere tid: Cuba. Først lige 1½ uge i Guatemala og Mexico.

San Blas & Panama

San Blas ligger i Panama, så allerede i overskriften er der blevet pyntet lidt for meget på det. Afgang tirsdag d. 26/10 fra Cartagena i Colombia med katamaranen, Fritz the Cat. Ankomst Panama City lørdag. Herindimellem en masse halvdårlig østrigsk humor, snorkling og mad som dagenes højdepunkter. Panama City i to dage, derefter videre til Bocas del Toro, tæt på grænsen til Costa Rica. Hvor vi er i skrivende stund, i kamp for et dykkercertifikat (som det vist kun bliver den ene af os der får) (næ hov, det gik sgu alligevel, red.).

Godt, med de store linjer dækket, vil jeg her prøve at gøre lidt uddybende rede for, hvad jeg sådan går og spilder min tid med. For selvom jeg havde muligheder for at hjælpe Rowan i Bogotá, arbejde som psykolog med nogle gadebørn i Santa Marta, eller hjælpe Larry i Barranquila med sine nye projekter, endte jeg på en båd i modvind mod Panama. En rejseplan er en rejseplan, og når endemålet hedder Cuba og salsadans – og når Cuba ligger så mange timer væk i bus – så måtte jeg indse at det var nødvendigt at følge den (såvel planen som bussen, that is).

Og tid havde vi rigeligt at spilde af på den båd. Modvind -> Motor må køre hele tiden -> Båd larmer -> Snak nedprioriteres. Båd vipper -> Alkohol nedprioriteres -> Snak nedprioriteres. Jeg var efterhånden blevet træt af at snakke i det hele taget, så det der med at ligge og læse i en bog, høre musik eller podcasts (tak til Harddisken, Esmann & Leth og Mennesker og tro, for altid at kunne få mig til at falde i søvn på de rigtige tidspunkter) passede mig ganske udmærket. Båden bestod af Fritz (60 år, østriger, kaptajn, lidt-over-buttet, altid klagende over koner, i gang med en skilsmisse), Tulay (35 år, tyrkisk østriger, kaptajnens kæreste gennem 18 år, forstår ikke engelsk eller spansk, kan tilsyneladende godt lide plastikoperationer), Carlos Alberto (colombianer, udelukkende spansktalende på en måde man ikke forstod), 13 engelsktalende turister, vores første dansker (endda fra Århus), og mig og Myk.

Bådturens højdepunkter
Den første nat på båden skulle vi alle tage en nattevagt. Dvs. sidde i en time og holde øje med om vi sejlede ind i et stort tankskib. Jeg tog optimistisk fra kl. 3 til 4, da jeg regnede med at solen stod op der. Så kunne jeg få nogle fine billeder. Det gjorde den overhovedet ikke. Men der var noget rart over at sidde på åbent hav, midt om natten i det caribiske hav og se So Ein Ding på en 7 tommer skærm.

Efter næsten 2 døgn uden land i sigte, ankommer vi til San Blas øgruppen kl. 3 om natten. Jeg har sovet rigeligt på nok så underlige tidspunkter (igen credit til postcasts), så får en meget tiltrængt dukkert i noget meget varmt vand, meget meget tæt på 3-4 bitte små øer (og ja, der var palmer på). Alle andre sover og (hvad der på dette tidspunkt er mest fantastisk) motoren er slukket, så kunne indkassere 20 minutter på paradiskontoen lige dér.

Turens 2-3 snorkelspots forvandler mig fra halvt vandskræk til upcoming entusiast. Jeg ejer ikke talent for at komme under vand, hvilket også kan læses nedenfor, men det der med at kigge på et rev med nogle fisk, det var en firsttimer. Som i, jeg har da muligvis snorklet før, men aldrig oplevelser der naturmæssigt rangerer højere end sandorme på Als. Til det maritime oplevelsesspektrum, skal nok også lægges de to gange vi fik besøg af to delfiner undervejs på turen. De var søde nok til at blive hængende akkurat længe nok til at Myk bestemte sig for at hente det gode kamera, og så nå at smutte inden han kom tilbage.

Og jo, så får vi besøgt nogle af de der lokale indianerstammer som stadig lever uha noget så primitivt i hytter. Og ja, det gør de da sikkert også (gik rundt om en ø, hvor der var 2 hytter på og en mand som vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage og håbede at det også betød ’hej’ på deres sprog), men når en dame med en papagøje vil have 2 dollars for et sølle billede (1 til hende og 1 til papagøjen) og når der kommer flere kanoer sejlende med kvinder der sælger armbånd end mænd der sælger fisk, så kan man begynde at diskutere hvor uha noget så primitivt det er. Det er ikke Kuna’ernes skyld som sådan – det er alle de andre turister som var her lige præcis før og efter mig.

Panama City
Vi havde ét mål med denne by: Når man ankommer lørdag og der er halloweenfest søndag (det er stort herovre), så er man nødt til at blive til mandag. Nå ja, og så havde vi hørt noget om en kanal i området. Turen til byen var 2-3 timer i nogle bakker som slår såvel de fynske alper og Kassel med længder. Jeg gad virkelig godt se Touren slå et smut forbi. Man skulle have beholdt sit søsygeplaster på, med andre ord.

Halloweenfesten viste sig at være planlagt lørdag allerede, men vi havde med forsynethed (det mener word ikke der er noget der hedder) købt ind til formålet allerede i Colombia. Jeg var klassisk ’hvid mand med spindelvæv/julemandsskæg, kniv gennem hovedet og blod over det hele’, mens Myk var ’mand med grøn selvflettet hat og lyserøde kaninører. Vi startede på hostellet, eftersom det var blevet anbefalet af andre som et sted hvor de lokale også kom hen. Det blev dog aldrig andet end til en gringofest, og selvom jeg hyggede mig udmærket, var det ikke en helt dum ide Myk kom med ved midnatstid, om at tage en taxi videre. Indtil da havde der ikke været et eneste reggaeton-nummer, og så ved man godt hvor få lokale panamaniere (jeg ved ikke hvad sådan nogle hedder endnu) der er.

I byen fandt vi hurtigt ud af, at alle de gode beatpumpende steder, alle kostede 15 dollars at komme ind på. Det lod vi os ret hurtigt skræmme væk af, så med lidt hjælp fra nogle lokale drenge, blev vi anvist ’London’: en klassisk engelsk pub bestående af 28 englændere, et stort poolbord, Robbie Williams i højtalerne og et godt udvalg af prostituerede i baren. Stadig ikke tilfredse, tog vi sagen i egen hånd. På den anden side af vejen lå svaret på alle vores kvaler: Karaoke-baren. Stedet hvor ingen turister gider gå ind, hvor det ville være alt for flabet at tage entre, og hvor man vel nærmest burde få gratis drink for hver sang man overlever.

Ret hurtigt fandt vi os til rette. Vi blev sågar budt velkommen af bartenderen og kunne til vores pengepungs glæde nemt forsyne os med hhv. øl og aguadiente. Men hallo, vi skal da lige se hvad de har af sange. Til vores store skuffelse kunne de ikke mønstre et eneste sølle hit med John Mogensen, og jeg måtte også se langt efter Michael Learns To Rock. Store karaokesange som The Second You Sleep, Tarzan Mama Mia, og King of my Castle, var erstattet af 50 kendte klassikere med Don Omar. I mit hoved havde vi valget mellem en duet med California Dreaming eller en solooptræden med I want it that way. Eftersom Myk ikke mente han sangmæssigt egnede sig på en scene, var denne opgave derfor overladt til mine endeløse forsøg på at synge alle 5 stemmer fra Backstreet Boys’ absolutte evergreen.

I en sær blanding af flovhed og stolthed trådte jeg ned fra scenen. Jeg kunne forstå på Myk at man overhovedet ikke havde kunnet høre min brummende bas, da stedets 8 teenagepiger let havde overdøvet mig. Det var vidst meget godt. Og jeg må da også have imponeret stedets gæster, siden der kun var 1 mere efter mig som ville synge, før DJ’en smed noget andet musik på. Det er i hvert fald den forklaring jeg tager med mig derfra.

Resten af Panama City
Det var ikke meget vi skulle dagen efter. Vi stod op, spiste pandekager, tog en taxa til kanalen, tog forbi McD på vejen (første gang endnu), tog billeder, tog hjem, så Dum&Dummere, bestilte pizza, gik i seng. Med andre ord, den halloweenfest vi var blevet i Panama en ekstra dag for, den var der ikke. Og det var for sent at sætte sig mere ind i hvad den enorme by havde at byde på udover forskellige områder man ikke skulle gå ind i. Så busafgangen til Bocas del Toro mandag aften, blev mødt med glæde.

Bocas del Toro
’Tyrens munde’ er en samling af øer, vestpå i Panama. Her mente vi der var gode muligheder for at snorkle mig endnu gladere for at have hovedet under vand. Vi valgte åbenbart partyhostellet ’AquaLounge’, uden helt at vide det. For her er musik konstant, og hver dag kl. 16 bliver her fyldt af lokale (som jeg ikke helt kan lure om er på udkig efter gringos, eller om det bare er fordi der ikke er andre feststeder).

I Panama City havde vi dog hørt fra en pige, at man i Bocas kunne få et dykkerkursus for 175 dollars. Efter ankomst undersøgte vi forholdende og fandt det tilpas sandt. 175 dollars for 4 dyk i lavt vand, 4 reelle dyk, al teori, eksamen og det formelle, samt to gratis fridyk med båd og udstyr. Det må og skal ikke kunne gøres billigere og netop af den årsag kom jeg lidt i problemer. Jeg havde med al tydelighed understreget for mig selv, at jeg ikke skulle dykke på denne tur. Det er farligt, jeg fucker sikkert op i det, jeg går i panik, vi har ikke dage nok alligevel, og hvis vi endelig bruger tiden her på dykkerkursus får vi ikke set alt det andet området har at byde på. Oveni det skal lægges at vi bor på et partyhostel på en ø, så vi får ikke sovet om natten. Hmm.. Havde det ikke været for instruktørernes uimodståelige måde at inkludere os på og for Myks attitude af selvfølgelighed, var jeg aldrig joinet programmet. Men so be it.

3 dage er gået og står nu med bevis på at kunne håndtere et selvstændigt dyk (med makker) ned til 18 meter. At de kunne få sig selv til at uddele et certifikat til en person som på ingen måde formår at placere sig formålsbestemt i vand, er mig en gåde. Seriøst, antallet af gange jeg i 3 meters dybde har grint af folk der må have grint af mig, som prøver at sætte mig der hvor Chombo (vores ultratålmodige instruktør – som i øvrigt ligner Cuba Gooding Junior på en prik!) peger hen.. Meningen er at placere os i en cirkel, alle på knæ, hvorfra vi skal lave øvelser. Men når man ikke forstår svømmefødder, når vægtene på kroppen hænger forkert (uden at man er klar over det), og når man af alverdens uransagelige årsager ikke kan få sine fødder om bag sig selv, så kan man hurtigt bruge fem minutter på, skiftevis at flagre rundt, lande på røven, banke for meget på sandbunden (hvilket man ikke må på grund af sigtbarhed), forgæves hive fat i nogen, eller slå ud med armene og påstå at det er vandets skyld. 3 gange er jeg blevet hentet af en ellers tålmodig Chombo, og decideret placeret i ret position. Mest irriterende fordi det er hårdt at grine under vand når man skal sørge for at holde regulatoren i munden.

Anyway, det gik langsomt bedre og selvom jeg stadig ikke kan placere mig 100 % intentionelt, har jeg trods alt opnået en fortrolighed med dykning, som jeg ikke på forhånd havde set mulig. Med denne Stan’ske-fra-South-Park-agtige bemærkning, må jeg her runde af. Jeg ville faktisk gerne fortælle en masse mere om vores dykkerhændelser, da der er nogle gode nogle imellem, men må også se mig lidt begrænset af hvor meget plads jeg mener et blogindlæg bør fylde. Næste stop Costa Rica og Nicaragua!

Med håb om at alt er vel derhjemme!

Anders