Fra Costa Rica til El Salvador

Lad mig allerede nu indskyde at de næste par indlæg kommer til at brage derudaf med landenavne og bynavne, som var det basisviden fra ens første geografitimer. Jeg må på forhånd erkende at jeg ingen anelse havde om disse landes placering inden afgang, og Myk og jeg har af flere omgange diskuteret hvilke af landende som lige så godt kunne have været stillehavsøer, eller evt. ligget i Asien (det sidste er mest Myks ide om Honduras). Altså, geografien er sgu lidt ligegyldig, men for en god ordens skyld vil jeg her remse rejserækkefølgen op, som den må følges fra nord til syd for at komme fra Panama City til Cancun i Mexico:

Panama – Costa Rica – Nicaragua – Honduras – El Salvador – Guatemala – Belize – Mexico.

Denne blogpost dækker fra Costa Rica til El Salvador, men sidstnævnte og særligt Honduras var ren transport til Guatemala. Derfor med hovedvægt på Costa Rica og Nicaragua.

Costa Rica: tja.. der er sikkert meget flot andre steder
Vi har vidst dog det længe: Costa Rica var sådan et land man kørte igennem. Lidt ligesom Tyskland, ca. lige så dyrt, bare meget kortere. Altså, det er sikkert flot og alt det der, men med de dage vi havde til rådighed, var der ikke tid til pjank. Eneste plan var; ankomst fredag, gå i byen, op lørdag, springe bungeejump, af sted igen natten til søndag.

Turen fra Panama gik fint, og udover at Myk måtte en ekstra tur/retur over vandet tidligt om morgenen for at hente sit elskede Roskilde07 håndklæde, var forsinkelserne begrænsede til grænseovergangen. Da Costa Rica netop havde oplevet massive jordskred (som i øvrigt var en national katastrofe her), var den mest anvendte grænseovergang lukket. Uvidende om sagens omstændigheder var vi derfor ikke helt tilfredse med den lange ventetid, men ved ankomst og avislæsning var Costa Rica mere end tilgivet for den 1½ times stå-ved-en-grøftekant-og-overvej-hvorfor-der-ikke-er-flere-end-en-ved-kassen-overvejelser.

Fredag aften vankede en bytur med to svenske gutter vi mødte på hostellet. Der sker meget lidt udover at disse drenge får flirtet meget med to lokale piger. Højdepunktet på aftenen er da det går op for de svenske drenge at pigerne udelukkende er der for de gratis drinks. Eller, lige inden faktisk. For Myk og jeg bliver bedt om at betale for pigernes to vodka cranberry, eftersom vi fire drenge er fulgt med de to piger over til et nyt diskotek, og nu er svenskerne lige væk. ”We think you should pay” siger pigerne. Det har vi dog ikke helt i sinde. Som Myk udtrykker det overfor pigerne, kan han ikke se nogen vodka cranberry i hverken sin egen eller min hånd (min laden-som-om-jeg-drikker-en-lækker-usynlig-vodka-cranberry, har muligvis hjulpet til udtrykket). På dette tidspunkt står svenskerne på etagen ovenover os og synger karaoke. De har dedikeret en sang til pigerne, smidt t-shirtsne og burde i mine øjne godskrives for omgangen. Pigerne har ikke helt forstået, at vi ikke helt har forstået, at de ikke helt har forstået hvad der foregår. Så de går noget forurettet fra stedet uden at få nydt svenskernes sang. Costa Rica fik helt sikkert ikke samme pointtal for bytur som Colombia, ligesom det også var første gang vi var blevet udsat for flot-pige-flirter-med-gringo-tricket.

Lørdag var bungeejump-dag. Med stor forventning. 80 meter fra en stor gammel bro midt i en skov. Uha, jeg var helt klar. Men det var broen ikke – der var lukket på grund af vedligeholdelse. Så vi havde en Panama-dag igen; bussen kørte først om natten, så hele dagen gik med tømmermænd. Højdepunktet var at se KickAss på et alt for stort fjernsyn. Vi var stået så sent op at vi kunne undlade at gå i seng, så kl. 3 tog vi ned til busstationen for at fange en bus til Nicaragua.

Nicaragua: Fra ligegyldighed til indblik til oplysning til opløsning
Målet var en kæmpe stor ferskvandsø med en dobbelt-vulkan-ø ude i. Altså, hvem kan sige nej til sådan en beskrivelse? At bedømme ud fra google maps, var det et besøg værd, og siden vi aldrig har fået investeret i en rejsebibel (Lonely Planet), har vi kun nettet og folks anbefalinger at gå efter. Vi havnede mere eller mindre tilfældigt på et hostel drevet af El Indio Viejo (jep, det hed han, og jep, det betyder bare Den Gamle Indianer). Stedet var fýldt af farver, malerier, hængekøjer og dyr (to aber, en tapirlignende kanut og indianerens nye egern).

Jeg ved ikke om det var Nicaraguas stemning, en indre modstandskraft mod at skulle alt muligt hele tiden (køre i bus og skifte land) eller en generel indstilling til at det ikke nytter noget at skynde sig når man sådan lige holder ferie, men det lykkedes os at lave absolut intet det første hele døgn på stedet. Vi har begge downloadet Flight Control til vores Ipods og havde netop fundet multiplayerfunktionen. Derudover var øens bedste mad på hostellet (bildte vi os selv ind), og musikken var udmærket, så hvorfor overhovedet flytte sig?

Vores gamle indianerven belønnede os faktisk for vores inaktivitet. Han mente ikke vi var klassiske turister – det var vi alt for stille og rolige til. Som funktion af dette inviterede han os på hjemmelavet indianermad omme bag ved hostellet. Her fik vi fornøjelsen af at sidde i rundkreds, spille musik (det vil sige ryste lidt med en claves eller forsøge at skabe en melodi på en koklokke med en grydeske), dele hinandens dagsoplevelser, dele hinandens mad og høre på fortællinger om indianernes nye ide om at skabe en ’prækoloniansk’ landsby – dvs. en landsby som den så ud før mayaerne og alt det andet pjat man kan kalde en civilisation. Civilisationer var ikke at foretrække, åbenbart. Oveni dette mødte vi til denne middag fire meget interessante mennesker som rejste rundt på deres nu 10’ende måned uden penge. De havde et projekt i hovedet om at gøre verden bedre på denne måde, og jeg må sige at de var meget inspirerende, kærlige og glade for vor kære moder jord. Man skulle ikke komme for tæt på hvis man ville undgå en krammer, med andre ord. Interessante var de, og jeg holder øje med dem på deres hjemmeside ’www.forwardtherevolution.net’ (advarsel; man skal være lidt rødgrøn i det).

Men vi skal jo videre..
Med fornyet indianerblod i årene og en tro på en bedre verden, bestod den blot af trækonstruktioner og veganermad, begav vi os roligt ud på hvad der blev en udmattende tur til Guatemala med mange skift i sovesteder: 1) hos indianermand, 2) på kaffeplantage på den anden vulkan, 3) hos indianermand igen, 4) i Granada, 5) i León, 6) i San Salvador i El Salvador (fantasien rækker kun lige til det nødvendige), 7) i en bus, 8) i Antigua i Guatemala.

Vi stoppede i Granada fordi vores søde indianerven havde givet os et rejsetip som kun meget få fik: han kendte en indianer som boede inde midt i byen Granada, hvor hun havde lavet et hjem i total balance – en tipi med andre ord, midt i byen. Her levede hun af de træer hun havde på sin jord og alt var lavet af træer i overensstemmelse med den ’gamle’ prækoloniale måde at bygge på. Vi kunne godt få lov at sove der i tipien, spise med osv., selvfølgelig som gæster uden den mindste betaling. Det lød som en oplevelse vi ikke ville gå glip af. Det vil sige, Myk ville faktisk godt, tror jeg.

Tipien (det hedder åbenbart en guam, da en tipi er sådan en med læder på) var også imponerende, og jeg kan kun ægre mig over ikke at få billeder med derfra. Den stak op midt inde i halvslummede, men farverige huse og var bygget på en 10x40m firkantet grund med betonvægge på tre af siderne og en solid trævæg ud til vejen. Guam’en i sig selv var 7 meter i diameter og havde et stort åbent rum i gulvhøjde med ildsted i midten, og så en lukket førstesal som fungerede som sovesal.

Damen, Kiso, var vel 70 år, iklædt et stykke grå klæde og sad utroligt mageligt på verdens mindste taburet. Hun var en god vært på den måde at hun tog godt imod os og var god til at fortælle om indianerne og deres planer om at sprede bæredygtige små samfund overalt i verden. Men halvskidt på den måde at der ikke rigtigt var mad involveret foreløbigt og så snakkede hun enormt meget om hvad der var galt med det almindelige samfund (implicit os) og hvor vigtigt det var at være indianer. Det blev lidt trættende til sidst, så på trods af det enormt gode tilbud det havde været at overnatte hos hende, blev vi enige om at finde på noget andet. Det duede simpelthen ikke. Det kan lyde hjerteløst på lang afstand og med så få linier til at forklare, men det fungerede virkelig ikke. Så vi røg i stedet på hostel, på restaurant, i byen og på salsadisco – ting ingen rejsende kan undvære alt for længe ad gangen. Også selvom der er aber og tipi-liv til at opveje det.

Ellers blev det tid til lokale chickenbusser (gamle farverige amerikanske skolebusser med langt mindre plads til benene end til alt det random last som folk tager med i busserne) op gennem Nicaragua, gennem Honduras (hvor de var enormt glade for bachata (musikstil), hele vejen i bussen), og ind i El Salvador. Vi var nødt til at stoppe i El Salvador over natten, da busser nogle steder bare ikke kører efter mørkets frembrud (jo, de dyre gør nogle nogle gange). Vi havde nok håbet at nå lidt længere den dag, for da vi ankom til hovedstaden San Salvador, var klokken blevet syv (og solen går ned kl. seks). Vores planlagte overnatningssted og aftensmadsted lå en time væk, men ak nej. Tvunget af omstændighederne var vi derfor lette ofre for glubske taxafolk, som står med alt for mange muligheder for at tjene penge, når de modtager et styk semiskræmt skandinav (og hans noget roligere sidekick), som ikke ved hvor de er (det vidste vi seriøst ikke på dette tidspunkt – altså hverken at vi var i hovedstaden eller hvor den lå på et kort), hvor de kan sove, og hvad det burde koste at komme derhen - ej heller vidste vi endnu hvordan vi kom derfra igen..

Oh well, vi kom da videre, lidt dyrere end forventet. Men en god nats søvn på et hotel (helt klart et ungdomshostel, mente vores taxachauffør), et koldt bad og en fornyet lyst på at komme videre, fik vi da ud af det. Tidlig morgen kunne vi derfor tage bussen videre til Guatemala, lettede over at have færdiggjort endnu et godt ryk nordpå.

Resume
Det er svært at hive store oplevelser ud af noget, som mest af alt er transit. Busture er underholdende nok med alle de mennesker der er i dem, musikken i radioen, alle dem man får snakket løst med undervejs osv., men de flyder sammen når det bliver gjort så mange dage i træk. Lige så gør landende, som vi ikke kan forklare forskellene på særligt troværdigt. Nicaragua gav os et par gode indianer og vulkan-oplevelser, Costa Rica snød os for et bungeejump og Honduras og El Salvador fortjener ros for et par nemme grænseovergange inkl. flink cykeltaxamand, underholdende snacks fra lokale stå-på-bussen-undervejs-sælgere, og lunkne taxaservices. Vi ser dog mere og mere frem til at kunne blive et sted over længere tid: Cuba. Først lige 1½ uge i Guatemala og Mexico.