Trinidad

D. 3 december skete der noget underligt. Det var ikke mere underligt end at vi godt på forhånd vidste det ville ske på et eller andet tidspunkt. Men dog alligevel underligt. Vi rundede nemlig hvad Myk kaldte for en af turens store mindepæle (et ord han selv har opfundet), markeret ved min families ankomst til Havana. Det var på mange måder starten på slutningen. Fra nu af ville vi stort set ikke være alene på tur længere. Aftenen forinden havde Myk også roligt bemærket, at dette måske var den sidste gang vi sad på en alt for lille kantsten og delte en flaske vand, sådan helt for os selv.

Ja, nu skal det jo ikke blive til sådan en tudeblog, og særligt ikke fordi vi faktisk havde glædet os. At få besøg hjemmefra er ligesom at få en lille smule Danmark med på turen. Udover at familien medbragte grødris, rugbrødsblanding, en uventet julegave og en portion fortællinger om al snevejret, bragte de også en nærmest direkte forbindelse hjem til. Altså, efter 3 måneder uden andet end Skype, var det sjovt at se Danmark og mennesker derovrefra, sådan i levende live. Som i ’nå, disse lande hænger faktisk sammen indenfor 15 timer, når det endelig skal være’. Lige pludselig var man ikke alene ude i verden – bare lidt længere væk end man plejer. Og nu kunne ens mor også se at man ikke blev hverken røvet hver dag eller spist af hajer ved det blotte syn af åbent hav. Så alle var glade og knusene var varme.

Vi havde jo egentligt haft rigeligt med tid til at forberede os på de 10 dage der ventede os. Og vi troede også at vi var forberedte til at være gode tourguides i efterhånden velkendte Havana. Men hvad jeg i bagklogslyset (et ord jeg opfundet, lige nu i øvrigt) kan se er, vi nærmest havde lige så meget jetlag som de havde. Vi kom fra en budgettur med usandsynlige mænger gåede meter, hvor det billigste alternativ på mad gerne var det bedste, hvor taxaer var nogle man forhandlede med og hvor vi nærmest uden snak kan komme frem til en dagsplan, synkronisere humør-, trætheds- og sultmæssigt (i mit tilfælde er de to første nært beslægtet med det sidste). Det var en spøjs oplevelse at befinde sig i den eksakt samme by, nu på en helt anden måde.

Meeen, vi havde også brug for et skud energi udefra. Vi havde netop for 8. gang snakket om at vores samtaler begyndte at køre ring, og så er det sgu godt der kommer en brormand i højt humør der kunne rykke lidt rundt på vores små rutiner. Man kan så diskutere om det hjælper at Kristian synger de samme tre sange hele døgnet rundt, men vi fik da nogle nye emner at snakke om igen og igen.

Havana blev besigtiget igen, nu med nye øjne og lidt langsommere skridt. Bygningerne blev faktisk flottere, og gaderne blev mere fotogene af at man lige stoppede op og kiggede på en anden måde. Krejlerne forblev lige så irriterende som de hele tiden havde været. (Af og til kan man også mene at vi selv er uden om det. Altså, når en irriterende dame i Trinidad får 1CUC (mange penge for damen, få for os) af min velmenende moder, fordi hun (damen) har givet os en masse information, så er der ikke noget at sige til at hun bliver ved med at snakke og henter flere vi kan snakke med. I sær ikke når den ’information’ hun gav, var et uattraktivt og irrelevant tilbud om at komme ud at ride i nogle bjerge, men det har sikkert lydt mere informativt og mindre krejlertivt når man ikke forstår spansk. Souvenirforretningerne blev besigtiget lidt mere end før og det blev da også til indkøb af nogle falske cigarer og en flot hat til min mors mand. Og Myk og jeg fandt ud af, at der faktisk var god mad i Havana, hvis bare man gad give lidt mere. Godt for moralen, som ellers var godt nede, for puha hvor spiser man elendigt på Cuba. (Hvis jeg en gang mere hører nogle reklamere for husets specialiteter, når vi jo godt allesammen ved at der absolut ingen forskel er.. Det er som et lille komediespil hver gang: nå, har I kylling? Med ris? Og bønner? Og en salat bestående at tomat, agurk og kål? Og ingenting andet, måske bortset fra nogle stegte bananer? Jamen det lyder da som noget ganske særligt. Hvad siger du? Har I også gris? Jamen dog. Med det eksakt samme tilbehør? Ok..., og ja? Og fisk siger du? Nådada.., må jeg bare sådan ud af det blå spørge om I så også har languster og rejer? Nå det har I også. Med det samme tilbehør så? Til 6, 8 eller 10 CUC? Det lyder da som et scoop.)

På vores to aftener i Havana nåede vi at få imponerende jetlagsfungerende brormand med på to salsasteder. Her mødte vi den dansetrup vi netop havde stiftet bekendtskab med inden Kristians ankomst. Vi blev på cubansk maner budt ualmindeligt meget velkomne, og blev flere gange anvist at slå os ned ved deres bord, som begge aftener igen var stedets centrum. Vi bidrog med en flaske rom og så tager man ellers bare hvad der er. Og jo mere rom, jo mere ser man sig selv stå og danse.. med sig selv. For det er det man gør: den som ikke danser når der er musik, ham må man se underligt på og overveje hvorfor han ikke bevæger sig. Og jo, de danser også med hinanden jo, cubanerne, men desværre nogle gange så godt at man lige skal over det første trin før man bevæger sit nordiske korpus helt ud på dansegulvet i et forsøg på en mekanisk salsa hvor man tæller langt mere end man snakker.

Afgang Trinidad
Aaah, ud af Havana. Alt var klappet og klart: Taxierne var bestilt og bussen kørte 8.15. Myk og jeg havde boet lige ved siden af busstationen tidligere og havde også af turistinformationen i Havana fået udtrykkeligt at vide, at det var herfra vores bus ville køre fra. Kl. 07.30 står vi derfor klar (efter 3 timers søvn) og skal til at sige ind i de to taxier. Manden forlanger dog dobbelt pris, hvilket får Myk og undertegnede til instinktivt at gå væk fra manden og søge andre muligheder. Det bliver taximanden sur over og frem for at sænke prisen, vælger han at sende den ene taxi væk. Det var en underlig måde at forhandle på mente vi – det var i hvert fald første gang nogensinde at vi havde fået den respons. Min mor handlede hurtigt og fik tre mand ind i taxi 2; sig selv, Kristian og undertegnede. Myk og min mors mand Niels, måtte så på jagt efter en ny taxi.

Så sker der så det at vi kører noget længere end ud til den busstation jeg kender. Og da vi kommer derud går det også langsomt op for mig, at det da ikke er den samme busstation som antaget. Det er for så vidt også totalt ligegyldigt, men problemet er at de to andre ikke dukker op. Og det er svært at vide om de ikke har fået en taxi, eller om de er kørt over til den anden busstation. På et tidspunkt kan vi ikke vente længere på dem og beslutter at tage bussen i håbet om at møde de to andre på den anden busstation, som bussen har tænkt sig at stoppe ved.

Heldigvis for alle kører bussen også forbi den anden busstation. Uheldigvis for alle, står der ikke nogen Myk, ej heller nogen Niels. Så kunne man derfor køre 6 timer i bus til Trinidad alene uden nogen anelse om hvad der kan være hændt de to andre. Og med en viden om at de sgu nok ikke rigtigt ved hvor de skal hen, nærmere specifikt end Trinidad (og vi skulle altså til et hotel 16 km syd for Trinidad). Udover det havde de to gæve forsvundne herrer ikke nogle pas med, ikke nogen telefon der var åben og muligvis ikke nok cigaretter. Planen blev derfor at køre til Trinidad, finde noget internet og skrive til Myk. Han ville nok gøre det samme tænkte jeg, om han så var i Havana eller havde fundet til Trinidad på en eller anden måde.

Det var nogle lange timer. Ideerne om hvad der kunne være sket af skrækkelige ting blev langsomt mere farverige – vi er jo i et diktaturland – og der skulle en stor optimist til at se hvordan vi nogensinde skulle finde hinanden igen. Men her må man takke internettet for dens utroligt sløve, men utroligt effektive måder at skabe kommunikation på når alt andet er gået galt eller fungerer på cubansk. Efter en halv time på internettet i Trinidad modtager jeg en mail fra Myk om at de er noget frem til hotellet ved Ancon og at de venter på at vi kommer så vi kan checke in. Og Niels er i gang med at ryge sin sidste cigaret, så vi må godt skynde os lidt.

Myk og Niels’ historie er at de er kørt til den forkerte busstation og over til den rigtige ca. 15 minutter efter vi er kørt derfra. Så har de fundet ud af at de kunne komme med en ny bus lige bagefter, selvom den ikke var listet nogle steder. Myk har kunnet huske noget med at vi skulle bo på et all-inclusive hotel nær Trinidad. ’Hvor mange var der af dem?’ havde han spurgt. ’3, og de ligger lige ved siden af hinanden’. Godt, så var de kørt dertil og havde fundet en computer. Nemt. På mange måder var denne tur derfor turens tur og på trods af at den på ligeså mange måder både kunne og burde være undgået, ender den sikkert med at blive en god historie en dag. Om dengang Myk og Niels blev væk alene – i en diktaturstat!! Og uden nok cigaretter.

Fra All-inclusive til All-colonial-krejlerby
De første 3 dage i Trinidadområdet gav mig mit livs første all-inclusive hotel-oplevelse. Åbenbart noget man gør ret meget i på Cuba og det er nu også rimeligt billigt, alt taget i betragtning. Fordelen ved sådan et sted er, at man slipper for at tage nogle beslutninger. Der er mad 3 gange om dagen, man skal bare møde op. Man kan drikke alt fra baren og bestille snacks døgnet rundt, og ellers kan man gå ned på stranden eller spille pool. Så bliver en dag rimeligt hurtigt afslappende, hvilket sikkert også er tiltænkt. Det var utroligt verdensfjernt og havde jo absolut ingenting med Cuba at gøre, udover at man vidste at alle de ansatte arbejder for samme løn. Men det var nu også virkelig rart at komme så drastisk langt ned i gear. At gå ned for at bestille en massage blev til en dagsudflugt og 2 dage i træk lykkedes det os 5 mennesker ikke at få booket plads på a la carte restauranten til om aftenen. På trods af at al maden i buffeten smagte underligt - på nær de hvide ris, omeletterne og bananerne. Men det er godt nok også svært at fucke det op, hvilket det også burde være med en pastaret, en kartoffelmos, en simpel salat, et stykke skært kød eller 12 forskellige slags kager. Hvordan så meget mad kunne smage så ualmindeligt anderledes end forventet, er mig stadig en gåde. Ligesom vi også alle ventede på den dag de ville bringe en ny portion radiser til buffeten, da de var ret genkendelige efter et par besøg.

Da de tre stranddage var gået, måtte vi ind til efter sigende meget charmerede Trinidad. Måske var min colonial-konto bare fyldt godt op, måske havde jeg set nok bjerge og måske hedder jeg bare ikke Taximigo – jeg ved det ikke, men den by fik jeg aldrig ind under huden. Lille, kedelig og overturistet, det vil jeg gå med til. Og så fik den point for at have levende musik på byens torv om aftenen, samt at præsentere mig for et diskotek i en kæmpe stor hule under jorden. Det var alt sammen fint og vores casa particular var ganske udmærket, havde det ikke været fordi vores Casa-ejer Miguel lige havde investeret i en ny fugl, hvilket fik alle de andre til at skratte unødvendigt meget op. Og så steg krejlerne godt nok i ydeevne i den by. En aften var vi på vej til en bestemt restaurant og møder så en dame på vejen, som reklamerer med sit sted. Vi forklarer hende at vi er på vej hen til Estella. ’Sí sí, Estalla sí’, siger hun, og tager os et godt stykke på afveje op til sin egen restaurant. Scam’et var gået fint, havde det ikke været for deres kæmpeskilt ude foran hvor man lidt for tydeligt kan se, at stedet jo ikke hedder Estella. Det var ikke engang tæt på og damen kunne herefter tituleres Flab. Men fred være med det. Trinidad var rart nok, og rundt regnet var det i det hele taget rart at være lidt væk fra Havana.

Dagene i Trinidad gik også lige så roligt som hidtil. I tre dage i byen lykkes det os, ikke at komme op og vandre på et bjerg – en tur som ellers på forhånd var en hovedattraktion. Meen, vi tre drenge skulle altid lige skal lidt senere op end de to andre, så skulle vi spise på skift eller lidt på nettet. Og så viste det sig at være en nationalpark som lukker kl. 15. Altså, så er der jo ikke noget at sige til at man ikke kommer af sted. Men det må man give min familie. På trods af kun at have 10 dage, formåede de godt nok at køre den lige så tranquilo som noget væsen kunne ønske. Selv æseldyret havde ikke følt sig stresset her. Og ja, nogen vil her anklage mig for at æseldyret faktisk bare hedder Æsel. Men i min verden hedder han æseldyret, ligesom det hedder et fodgængeroverfelt og ligesom Myk mener der er noget der hedder plid og mindepæl.

Med en noget nemmere hjemtur en udtur, kunne vi rulle tilbage til velkendte Havana og velkendte Hotel Deauville. Herfra kunne vi tage afsked til den danske delegation, som havde efterladt en god blanding af hjemsavn og glæde over at kunne blive i varmen lidt længere. Herfra kunne vi nyde tre dage i tosomhed inden vi endnu engang ville få besøg hjemmefra, denne gang fra Myks veninde Randi. Disse dage gik med at flytte lidt rundt, lære mere salsa og få fornyet vores visum. Sidstnævnte lyder som en tur på visumkontoret, men var i sandhed taget ud af den der Asterix-film hvor de får lov at tosse rundt i det der store hus for at få fat i Form nr. 17. Jeg mener klippet kan findes på You-tube, hvis man er så uheldig aldrig at være faldet over denne Kafka’ske fortælling om bureaukrati (tak til Word-stavekontrol for at kunne regne ud at det var det jeg ville stave til).

Det bringer denne blog frem til at være nogenlunde updatet frem til d. 16/12. Jeg tvivler på at der kommer mere herfra, da mine muligheder for at skrive blogs indskrænkes i takt med at jeg smider de medier væk som jeg anvender til at kopiere tekst fra egen computer til mega-dyre-cubacomputer. Så jeg kan kort bemærke at Myk, Randi og jeg er taget til Santiago, hvor vi .. ja, nyder livet og de sidste dage inden den står på kold vinterkulde og varme gensyn med en masse gode mennesker som jeg gerne glider i en varm vinterfrakke fra forrige år for at besøge.

Et tak for at have læst med. Jeg vil godt lige bemærke at jeg altså ikke tager på vej hvis man spørger mig om rejsen og ikke har læst blog’en eller hele blog’en. Jeg er selv en røv til at læse andres blogs, og har skrevet det meste for min egen skyld. Så det må man altså godt have ladet være med også. Det var bare det.

Rigtig glædelig jul og godt nytår når man når dertil.
Kh Anders

Havana

Forventningerne var store. Nøj, de var store. Og vi havde læst havde vi – og skrabet til os af informationer om dette underlige land. Lad os lige remse op hvad Cuba har stået for i vores hoveder:

1) Folk ville være overmega flinke.

2) Der ville flyde med salsa i gaderne og der ville være dans overalt.

3) Der ville være gode mojitas!

4) Man bor privat i huse hos almindelige cubanere som laver mad og snakker med en.

5) Alt ville være dyrt – Cuba skulle være dyr i sig selv.

6) Det ville være en god ide at medbringe kort over byen, chokolade, vin, toiletpapir, tandpasta, og andre toilettasketing, da der simpelthen ikke er sådan nogle ting på Cuba.

7) Der ville være lommetyverier overalt, så man skal passe overmeget på sine ting.

8) Internettet er noget røv og koster mange penge.

Lad mig tage disse 6 good things to know about Cuba som baggrund for en beskrivelse af hvad vi så ender med at finde frem til.

Ankomst:
Nu er det ikke for at hænge nogen ud, men hold da fast hvor gik det nemt. Særligt i sammenligning med eks. Miami hvor det tog 2½ time at komme ind i landet. Efter at have underskrevet en sundhedsattest, oplevet at få flyet sprayet af rensedeo (?), snakket lidt med en sygeplejerske og lovet hende at vi ikke havde været i kontakt med nogle der var forkølede inden for de sidste 15 dage, kunne vi hente vores bagage. Derefter kunne vi sporenstregs gå ud og hæve penge og sætte os ind i en taxi. Point til Cuba for lethed.

Hos vores casa particular fandt vi indkvartering på et lille hummer med eget toilet/bad, samt køleskab, aircon og masser af strøm. Vi havde endda en lille tagterasse, som kunne have været et genialt hangaround-sted, havde det ikke været for en drønirriterende hvalp som 1) ikke havde forstået man ikke havde ubegrænset legelyst, 2) ikke havde forstået at den havde fået tænder, 3) kun havde en larmende plastikdunk at lege med som alternativ til ens fødder. Stedet havde absolut intet at gøre med at bo privat. Det var et lille hostel med to værelser og en underlig vært som snakkede sært spansk og kun havde én joke (den med at Myk var fuld).

Den første spæde tur rundt i byen afslørede nogle centrale ting: Her er godt nok roligt. Ingen snakker til os, ingen hugger vores ting, ingen tigger om penge. Samtidig kan der meget nemt købes både toiletting, chokolade og vin. Billigere end i Mexico. Hurra for medbragt crap.

Bottom line: Vi forstod ikke ret meget. Alt lignede jo at virke fint. Point til Cuba. Ingen point til information om Cuba.

De første dage: Fra cigarsælgere til Osmel
Det skulle være muligt at finde en god salsalærer i Havana. Cuba = Salsa. Der må være skilte over det hele, skoler over det hele. Men der er ingenting. Vi har et par links med hjemmefra, men vi tænker at de lokale links må være billigere og bedre. I en blandet rundtur i byen feat. ledning efter salsasteder, opdager vi dog, at det ikke er helt så nemt som antaget.

På et tidspunkt sidder vi og holder en lille pause og bliver for 46’ende gang spurgt af en random cubaner om vi vil købe nogle cigarer (vi har overvejet at anskaffe os en t-shirt hvor der står at vi er fra Danmark og at vi ikke gider købe cigarer – på den måde burde man spare mange identiske og lige tåbelige samtaler). Myk siger nej, men at vi leder efter noget salsa. Det plejede at virke i Colombia når man blev spurgt om man ville købe noget kokain og man egentligt ledte efter noget pizza. Så var de altid flinke til at vise en hen til et pizzasted uden videre. Det var cubaner-cigar-manden her sådan set også. Han kendte lige den helt rigtige – endda en fyr som havde været i enten Holland eller Danmark for kort tid siden. Det ville ikke koste os noget at gå med ham, slet slet ingenting. Nå, men vi havde ikke noget at tabe, tænkte vi, så vi prøver at stole lidt på dig, hr. cigarmand.

Vi bliver fulgt ned af et par sidegader og oplevede hvordan man ringer på døren. Hr. cigarmand råbte et par navne op af et hus. Så råbte han lidt sammen med en kammerat lidt nede ad gaden. Så gik vi et andet sted hen og råbte op af et nyt hus. En lille 23-årig gut kom ud. Sorthudet iklædt hvidt tøj og guldkæder. En hæderlig start. Osmel hed han. Han viste sig at have været i Sønderborg og Århus i foråret 2010 og jeg kunne efter en kort snak genkende ham fra en walk-in undervisning i Århus. Han fik chancen.

Vores anden ven, hr. cigarmand, derimod.. han levede op til sit navn og begyndte igen at sælge cigarer. Vi ville sjovt nok stadig ikke have nogle cigarer, og så mente han måske om vi ikke ville give ham nogle penge – sådan bare for tippet. I princippet kunne vi jo godt. Men nu var vi blevet lovet at der ikke var penge indblandet i dette foretagende.. det var forudsætningen for at vi gik med ham. Nu ville han have penge alligevel. Skuffelsen over nu for 3. eller 4. gang at have mødt en flink cubaner som nu igen ville have penge ud af os gjorde dog, at vi hellere indledte en større moralsk diskussion med den stakkels mand, frem for at stikke ham en femmer for at stoppe med at være irriterende. Vi vandt diskussionen ved at være 2 mod 1 og kunne bagefter konstatere at vi havde været flabede på den meget retfærdige og ordentlige måde. Hvis sådan en findes.

Der er to ting i denne sag: For det første er den et eksempel på at ALLE cubanere som snakker til os på gaden, åbenbart enten sælger cigarer, kender den bedste bar, kender et godt sted at sove eller kan en god historie som retfærdiggør at man åbenbart skal give dem en skilling. Indtil videre har cubanere vist sig som det absolut mest selvmedlidende og lyssky folkefærd som udelukkende ser dollartegn når de spotter lidt lys hud. Og det kommer af at alt for mange turister har givet penge ud til bedende cubanere som på en dag kan tjene hvad andre hæderlige cubanere tjener på en måned. At cubanerne er flinke på grunden er der ingen tvivl om, men de er fanget i et system som ikke belønner andre end de som er i kontakt med turisterne. Og når turister i grunden også bare vil være flinke, kommer de nogle gange til at give en halv månedsløn i drikkepenge uden at de ved nærmere af det. Nå, for det andet er det indledningen til hvad der faktisk endte med at blive hele Havanaturens samlede succeshistorie om to backpackere som ender som tilfældigt påhæng i Havanas absolutte dansemafia. Cliffhanger..

Og der må traskes og der må endelig danses
Osmel (fyren med det hvide tøj og guldkæderne) var ganske flink, og hans piger ligeså. Men undervisningen smagte ikke af mere. Tilbage hvor vi startede, fandt Myk endelig en adresse frem han havde haft med hjemmefra. Det gav afkast: Her var god og billig salsaundervisning med to på ingen måde krejlende unge søstre. Fra dette møde af hed det 2 timer om dagen i 4 dage op til at vi fik besøg af min familie hjemmefra.

I disse 4 dage lavede vi derfor ikke meget andet end at gå Havana tyndt, danse salsa om dagen og forsøge at finde noget salsa om aftenen. Lad mig prøve at fortælle dette i følgende rækkefølge: Havana, aften 1, aften 2, aften 3.

Havana by
Jeg skal ikke forsøge at skrive nogen guidebog her. Men Havana overraskede os på både gode og mindre gode områder:

Positive eller neutrale betragtninger:
- Der var meget roligt. Meget lidt kriminalitet og vi har følt os meget sikre.
- Guidebøgernes forventede rejsebudget på 5-600 kr. om dagen, kunne divideres med 4. Ok, vi kommer til at leve af pizza, sandwich og lunkne pastaretter, men så har vi også kun spist for 15 kr. den dag.
- Der er pæne biler. Og underlige taxaer. Det tæller selvfølgelig opad.
- Alt er smadret på den flotte måde. Eller flot på den smadrede måde. Vi kan ikke helt enes om hvilken..
- Alle shoppingområder ligner noget fra 70’erne. Alt er sådan lidt i forfald og der er aldrig varer nok i butikken til at fylde den ud på nogen måde. Lidt charmerende, men dog mest lidt underligt.

Andre betragtninger:
- Vi fandt faktisk ikke ret meget spændende, egentligt. Gamle bydel, check. Store bygninger, check. Almindelige gader og byliv uden for turistområderne, check. Udsigt udover vandet, yes.. Måske er vi blevet lidt forvænte, det kan ikke udelukkes. Men vi havde nok troet at Cuba var væsentligt forskelligt fra det vi kom fra. Primært kunne det blot konstateres at

1) Der er sjov mangel på den der vante overflod af information og reklamer.
2) At leve uden internet er lidt som at komme tilbage til tiden med telefonbøger, medbragte kort og notesbøger til vigtige informationer.
3) Kokainkrejlere er byttet ud med cigarkrejlere, rom er byttet ud med Havana Club (som også er rom) og ris og kylling er byttet ud med dårlig ris og kylling.
4) Taxachauffører og tjenere er nu at regne som eliten i samfundet og flinke mennesker på gaden er ikke længere flinke mennesker på gaden.

Jagt på salsa, 1. aften: ...aaarhh.. sker der?
Det kan gøres kort. Vi tager ud til et diskotek i udkanten af den indre by. Salsa for åben himmel. Myk og jeg er begge for optaget af at se tingene an til selv at danse, og det virker ikke helt oplagt at invitere nogen ud. Da diskoteket lukker kl. 24 møder vi Osmel og hans kæreste. De foreslår en ny natklub og kører med os ind til det selvsamme hotel som min mor har booket os til at bo på om 3 dage. I underetagen ligger der en natklub, som viser sig primært at bestå af .. kvinder som hiver fat i en og lidt for ihærdigt virker interesserede. Jojo, vi ser da godt ud og sådan noget, det skal da ikke afvises. Men det til trods er vi godt klar over at det måske ikke er en helt normal natklub. Mens vi morer os over at min mor har booket os et hotel ovenpå en luderbar, venter vi forgæves på Osmel. Det viser sig at han ikke må komme ind fordi han er i tanktop (damn you, cubanske mode), så han siger farvel. I en stur stur undren over hvorfor i alverden han har slæbt os herhen, prøver vi om disse piger så i det mindste vil danse. Det vil de sådan set godt, men så slipper man så heller ikke for deres meget ihærdige kropsberøringer bagefter. Vi forlader stedet og kan konstatere at Osmel bor lige om hjørnet og lige har scoret sig en gratis taxatur hjem. De er snedige de cubanere.

Jagt på salsa, 2. aften: .. Cubanere, I får 0 point.
Efter at have forhørt sig om nogle steder hos vores nye salsaundervisere, begiver vi os ud på en længere travetur. Undervejs møder vi Noel. Hovedreglen er at man ikke skal stole på cubanere som stopper en på gaden, men ham her var god. Han fulgtes med os på traveturen og vi tog begge Noel som en spansktime og som endnu en test af det cubanske folk. Vi var efterhånden hungrende efter at tale med andre end os selv (vi havde ikke mødt andre turister og havde kun reelt haft samtaler med vores to salsalærere udover os selv), så Noel fik en chance. På turen var der meget ærlighed i mellem os. Han var ærgerlig over at så mange turister virkede kategorisk afvisende og vi fortalte at det hang sammen med at mange enten ville sælge cigarer eller lige kendte en god restaurant hvor de havde byens bedste mojitos. Da vi satte os ind på Noels ’stambar’ og under pres fik bestilt byens bedste mojitos, vidste han derfor godt at vi ville vide det, hvis han ikke var reel. Da vi benægtede at både prisen var byens billigste (dobbelt så dyr som andre steder vi havde set ) og at mojitoen smagte godt (faktisk et godt stykke under middelmådig) syntes vi stadig vi havde hæderligheden i behold. Da jeg ud af ingenting begynder at mærke at få det underligt, blive svimmel og sært fuld på samme tid, er jeg ikke i tvivl om at der kan være noget galt. Muligheden foreligger at der kan være noget i vores drinks og jeg vil hellere gå kold derhjemme end inde på denne bar. Vi kommer hurtigt af sted og efter at have diskuteret en rum tid med en arrogant tjener, får jeg endda også vores byttepenge tilbage. Krejlercubaner nr. uendeligt mange skulle da lige forsøge at få et par ekstra turistpenge ud af dum turist nr. gudvedhvilken. Det ville dum turist nr. gudvedhvilken dog ikke være med til hvilket fik krejlercubaner nr. uendeligt mange til at være irriterende stædig. Nå, men ud kom vi, hjem kom vi, i seng kom vi. På salsaklub kom vi til gengæld ikke. Om der var noget i den drink eller om det var en random romkages skyld jeg havde spist tidligere, vides ikke. Men Cuba fik igen 0 point for flinke folk på gaden. Noel fik derimod sikkert en lille skilling at gå hjem på.

Jagt på salsa, 3. aften: ..
Nå, vi begynder nu efter godt en uges tid at tvivle lidt på Cuba’s formåen. Det hjalp umiddelbart ikke at vi brugte første del af aftenen på at gå fra diskotek til diskotek som alle var øde. Undervejs blev vi tilbudt selskab af to piger (det ville så koste et eller andet), vildledt og forført hen til en bar af en random gut vi spurgte om vej, tilbudt at komme hjem til en helt tredje og holde forfest og endt med at se UEFA-cup sammendrag i en hotellobby. Da vi kl. lidt over 23 stadig ikke havde fundet et egnet sted, tog vi en taxa ud til stedet fra første aften. Det lukkede så 20 minutter efter vi ankom og vi nåede akkurat en enkelt dans med Osmels kæreste før vi kunne konstatere at vi stadig ikke forstod os på Cubas natteliv. For tidligt dér, men for sent her..? Vi gik med Osmel og hans kæreste ud af natklubben. De skulle hjem, men de tilbød os at tage med deres venner videre.

Alle alarmer ringer her. Hvad ville de nu bruge os til, hvad skulle vi nu betale og hvem var de i det hele taget? Men de fik chancen. Fremme ved vores bestemmelsessted samledes hvad der var den mest brogede gruppe set til dato. Hvad lavede en meget overvægtig engelsk pige med orange hår sammen med en samling cubanere bestående af to unge piger, to voksne mænd og en stor homoseksuel neger i hvidt tøj med ringe på alle fingre? Det viste sig en dansetrup; en koordinator (Michel) og hans to dansepiger. Den store neger var ejeren af et natklubsted, som Michel kendte godt. Englænderen kendte Michel fra sin danseundervisning og den sidste cubaner var englænderens sidekick – dvs. hun gav tydeligvis ham indgang, drinks og sikkert også lidt mere for en masse dans og en kærlig behandling. Vi forstod aldrig ud af hvad der foregik, men noget foregik, som vi ikke forstod. Det forstod vi.

Nonetheless ender vi derfor sammen med Michel og hans crew. Og Michel er et rimeligt kendt ansigt forstår vi hurtigt. Natklubben er indrettet med en scene som bliver taget i brug ved 1-tiden. Så starter et større show hvor en konferencier byder velkommen til forskellige folk. Her klapper folk i hvert fald af Michels tilstedeværelse og vores placering ved det mest centrale bord på stedet, angiver også en vis status. Meget spøjst. Mindre spøjst bliver det ikke af at der starter et show bestående af dansende turister. Dvs. konferencieren finder repræsentanter for natklubbens seks repræsenterede lande, som åbenbart viser sig at skulle battle mod hinanden i dans. De danske repræsentanter ender uafgjort i deres votering af hvem som skal op på scenen, men det ender med at ham den lange tager tørnen. En af dansepigerne fra vores bord repræsenterer Cuba. For at gøre en lang historie kort ender vores bord med en ekstra flaske rom og to yderligere drinks og så kender vi lige pludselig hinanden meget bedre.

Dvs..
Efter en hel uge i Havana står vi derfor tilbage med den ene gode oplevelse. Dagen efter ankommer min familie til Havana. De 10 dage med dem må blive genstand for næste update..

Jeg ville gerne have skrevet mere, særligt om den sidste aften, men dette er allerede blevet milevidt for langt. Jeg er dog glad for at det er lykkedes Cuba at uploade denne tekst, omend der på ingen måde er mulighed for billeder endnu. Ligeledes vil jeg gerne som generel information bede folk om at kontakte mig på gmail, da det åbenbart fungerer væsentligt bedre end så meget andet.

Kh Anders