Havana

Forventningerne var store. Nøj, de var store. Og vi havde læst havde vi – og skrabet til os af informationer om dette underlige land. Lad os lige remse op hvad Cuba har stået for i vores hoveder:

1) Folk ville være overmega flinke.

2) Der ville flyde med salsa i gaderne og der ville være dans overalt.

3) Der ville være gode mojitas!

4) Man bor privat i huse hos almindelige cubanere som laver mad og snakker med en.

5) Alt ville være dyrt – Cuba skulle være dyr i sig selv.

6) Det ville være en god ide at medbringe kort over byen, chokolade, vin, toiletpapir, tandpasta, og andre toilettasketing, da der simpelthen ikke er sådan nogle ting på Cuba.

7) Der ville være lommetyverier overalt, så man skal passe overmeget på sine ting.

8) Internettet er noget røv og koster mange penge.

Lad mig tage disse 6 good things to know about Cuba som baggrund for en beskrivelse af hvad vi så ender med at finde frem til.

Ankomst:
Nu er det ikke for at hænge nogen ud, men hold da fast hvor gik det nemt. Særligt i sammenligning med eks. Miami hvor det tog 2½ time at komme ind i landet. Efter at have underskrevet en sundhedsattest, oplevet at få flyet sprayet af rensedeo (?), snakket lidt med en sygeplejerske og lovet hende at vi ikke havde været i kontakt med nogle der var forkølede inden for de sidste 15 dage, kunne vi hente vores bagage. Derefter kunne vi sporenstregs gå ud og hæve penge og sætte os ind i en taxi. Point til Cuba for lethed.

Hos vores casa particular fandt vi indkvartering på et lille hummer med eget toilet/bad, samt køleskab, aircon og masser af strøm. Vi havde endda en lille tagterasse, som kunne have været et genialt hangaround-sted, havde det ikke været for en drønirriterende hvalp som 1) ikke havde forstået man ikke havde ubegrænset legelyst, 2) ikke havde forstået at den havde fået tænder, 3) kun havde en larmende plastikdunk at lege med som alternativ til ens fødder. Stedet havde absolut intet at gøre med at bo privat. Det var et lille hostel med to værelser og en underlig vært som snakkede sært spansk og kun havde én joke (den med at Myk var fuld).

Den første spæde tur rundt i byen afslørede nogle centrale ting: Her er godt nok roligt. Ingen snakker til os, ingen hugger vores ting, ingen tigger om penge. Samtidig kan der meget nemt købes både toiletting, chokolade og vin. Billigere end i Mexico. Hurra for medbragt crap.

Bottom line: Vi forstod ikke ret meget. Alt lignede jo at virke fint. Point til Cuba. Ingen point til information om Cuba.

De første dage: Fra cigarsælgere til Osmel
Det skulle være muligt at finde en god salsalærer i Havana. Cuba = Salsa. Der må være skilte over det hele, skoler over det hele. Men der er ingenting. Vi har et par links med hjemmefra, men vi tænker at de lokale links må være billigere og bedre. I en blandet rundtur i byen feat. ledning efter salsasteder, opdager vi dog, at det ikke er helt så nemt som antaget.

På et tidspunkt sidder vi og holder en lille pause og bliver for 46’ende gang spurgt af en random cubaner om vi vil købe nogle cigarer (vi har overvejet at anskaffe os en t-shirt hvor der står at vi er fra Danmark og at vi ikke gider købe cigarer – på den måde burde man spare mange identiske og lige tåbelige samtaler). Myk siger nej, men at vi leder efter noget salsa. Det plejede at virke i Colombia når man blev spurgt om man ville købe noget kokain og man egentligt ledte efter noget pizza. Så var de altid flinke til at vise en hen til et pizzasted uden videre. Det var cubaner-cigar-manden her sådan set også. Han kendte lige den helt rigtige – endda en fyr som havde været i enten Holland eller Danmark for kort tid siden. Det ville ikke koste os noget at gå med ham, slet slet ingenting. Nå, men vi havde ikke noget at tabe, tænkte vi, så vi prøver at stole lidt på dig, hr. cigarmand.

Vi bliver fulgt ned af et par sidegader og oplevede hvordan man ringer på døren. Hr. cigarmand råbte et par navne op af et hus. Så råbte han lidt sammen med en kammerat lidt nede ad gaden. Så gik vi et andet sted hen og råbte op af et nyt hus. En lille 23-årig gut kom ud. Sorthudet iklædt hvidt tøj og guldkæder. En hæderlig start. Osmel hed han. Han viste sig at have været i Sønderborg og Århus i foråret 2010 og jeg kunne efter en kort snak genkende ham fra en walk-in undervisning i Århus. Han fik chancen.

Vores anden ven, hr. cigarmand, derimod.. han levede op til sit navn og begyndte igen at sælge cigarer. Vi ville sjovt nok stadig ikke have nogle cigarer, og så mente han måske om vi ikke ville give ham nogle penge – sådan bare for tippet. I princippet kunne vi jo godt. Men nu var vi blevet lovet at der ikke var penge indblandet i dette foretagende.. det var forudsætningen for at vi gik med ham. Nu ville han have penge alligevel. Skuffelsen over nu for 3. eller 4. gang at have mødt en flink cubaner som nu igen ville have penge ud af os gjorde dog, at vi hellere indledte en større moralsk diskussion med den stakkels mand, frem for at stikke ham en femmer for at stoppe med at være irriterende. Vi vandt diskussionen ved at være 2 mod 1 og kunne bagefter konstatere at vi havde været flabede på den meget retfærdige og ordentlige måde. Hvis sådan en findes.

Der er to ting i denne sag: For det første er den et eksempel på at ALLE cubanere som snakker til os på gaden, åbenbart enten sælger cigarer, kender den bedste bar, kender et godt sted at sove eller kan en god historie som retfærdiggør at man åbenbart skal give dem en skilling. Indtil videre har cubanere vist sig som det absolut mest selvmedlidende og lyssky folkefærd som udelukkende ser dollartegn når de spotter lidt lys hud. Og det kommer af at alt for mange turister har givet penge ud til bedende cubanere som på en dag kan tjene hvad andre hæderlige cubanere tjener på en måned. At cubanerne er flinke på grunden er der ingen tvivl om, men de er fanget i et system som ikke belønner andre end de som er i kontakt med turisterne. Og når turister i grunden også bare vil være flinke, kommer de nogle gange til at give en halv månedsløn i drikkepenge uden at de ved nærmere af det. Nå, for det andet er det indledningen til hvad der faktisk endte med at blive hele Havanaturens samlede succeshistorie om to backpackere som ender som tilfældigt påhæng i Havanas absolutte dansemafia. Cliffhanger..

Og der må traskes og der må endelig danses
Osmel (fyren med det hvide tøj og guldkæderne) var ganske flink, og hans piger ligeså. Men undervisningen smagte ikke af mere. Tilbage hvor vi startede, fandt Myk endelig en adresse frem han havde haft med hjemmefra. Det gav afkast: Her var god og billig salsaundervisning med to på ingen måde krejlende unge søstre. Fra dette møde af hed det 2 timer om dagen i 4 dage op til at vi fik besøg af min familie hjemmefra.

I disse 4 dage lavede vi derfor ikke meget andet end at gå Havana tyndt, danse salsa om dagen og forsøge at finde noget salsa om aftenen. Lad mig prøve at fortælle dette i følgende rækkefølge: Havana, aften 1, aften 2, aften 3.

Havana by
Jeg skal ikke forsøge at skrive nogen guidebog her. Men Havana overraskede os på både gode og mindre gode områder:

Positive eller neutrale betragtninger:
- Der var meget roligt. Meget lidt kriminalitet og vi har følt os meget sikre.
- Guidebøgernes forventede rejsebudget på 5-600 kr. om dagen, kunne divideres med 4. Ok, vi kommer til at leve af pizza, sandwich og lunkne pastaretter, men så har vi også kun spist for 15 kr. den dag.
- Der er pæne biler. Og underlige taxaer. Det tæller selvfølgelig opad.
- Alt er smadret på den flotte måde. Eller flot på den smadrede måde. Vi kan ikke helt enes om hvilken..
- Alle shoppingområder ligner noget fra 70’erne. Alt er sådan lidt i forfald og der er aldrig varer nok i butikken til at fylde den ud på nogen måde. Lidt charmerende, men dog mest lidt underligt.

Andre betragtninger:
- Vi fandt faktisk ikke ret meget spændende, egentligt. Gamle bydel, check. Store bygninger, check. Almindelige gader og byliv uden for turistområderne, check. Udsigt udover vandet, yes.. Måske er vi blevet lidt forvænte, det kan ikke udelukkes. Men vi havde nok troet at Cuba var væsentligt forskelligt fra det vi kom fra. Primært kunne det blot konstateres at

1) Der er sjov mangel på den der vante overflod af information og reklamer.
2) At leve uden internet er lidt som at komme tilbage til tiden med telefonbøger, medbragte kort og notesbøger til vigtige informationer.
3) Kokainkrejlere er byttet ud med cigarkrejlere, rom er byttet ud med Havana Club (som også er rom) og ris og kylling er byttet ud med dårlig ris og kylling.
4) Taxachauffører og tjenere er nu at regne som eliten i samfundet og flinke mennesker på gaden er ikke længere flinke mennesker på gaden.

Jagt på salsa, 1. aften: ...aaarhh.. sker der?
Det kan gøres kort. Vi tager ud til et diskotek i udkanten af den indre by. Salsa for åben himmel. Myk og jeg er begge for optaget af at se tingene an til selv at danse, og det virker ikke helt oplagt at invitere nogen ud. Da diskoteket lukker kl. 24 møder vi Osmel og hans kæreste. De foreslår en ny natklub og kører med os ind til det selvsamme hotel som min mor har booket os til at bo på om 3 dage. I underetagen ligger der en natklub, som viser sig primært at bestå af .. kvinder som hiver fat i en og lidt for ihærdigt virker interesserede. Jojo, vi ser da godt ud og sådan noget, det skal da ikke afvises. Men det til trods er vi godt klar over at det måske ikke er en helt normal natklub. Mens vi morer os over at min mor har booket os et hotel ovenpå en luderbar, venter vi forgæves på Osmel. Det viser sig at han ikke må komme ind fordi han er i tanktop (damn you, cubanske mode), så han siger farvel. I en stur stur undren over hvorfor i alverden han har slæbt os herhen, prøver vi om disse piger så i det mindste vil danse. Det vil de sådan set godt, men så slipper man så heller ikke for deres meget ihærdige kropsberøringer bagefter. Vi forlader stedet og kan konstatere at Osmel bor lige om hjørnet og lige har scoret sig en gratis taxatur hjem. De er snedige de cubanere.

Jagt på salsa, 2. aften: .. Cubanere, I får 0 point.
Efter at have forhørt sig om nogle steder hos vores nye salsaundervisere, begiver vi os ud på en længere travetur. Undervejs møder vi Noel. Hovedreglen er at man ikke skal stole på cubanere som stopper en på gaden, men ham her var god. Han fulgtes med os på traveturen og vi tog begge Noel som en spansktime og som endnu en test af det cubanske folk. Vi var efterhånden hungrende efter at tale med andre end os selv (vi havde ikke mødt andre turister og havde kun reelt haft samtaler med vores to salsalærere udover os selv), så Noel fik en chance. På turen var der meget ærlighed i mellem os. Han var ærgerlig over at så mange turister virkede kategorisk afvisende og vi fortalte at det hang sammen med at mange enten ville sælge cigarer eller lige kendte en god restaurant hvor de havde byens bedste mojitos. Da vi satte os ind på Noels ’stambar’ og under pres fik bestilt byens bedste mojitos, vidste han derfor godt at vi ville vide det, hvis han ikke var reel. Da vi benægtede at både prisen var byens billigste (dobbelt så dyr som andre steder vi havde set ) og at mojitoen smagte godt (faktisk et godt stykke under middelmådig) syntes vi stadig vi havde hæderligheden i behold. Da jeg ud af ingenting begynder at mærke at få det underligt, blive svimmel og sært fuld på samme tid, er jeg ikke i tvivl om at der kan være noget galt. Muligheden foreligger at der kan være noget i vores drinks og jeg vil hellere gå kold derhjemme end inde på denne bar. Vi kommer hurtigt af sted og efter at have diskuteret en rum tid med en arrogant tjener, får jeg endda også vores byttepenge tilbage. Krejlercubaner nr. uendeligt mange skulle da lige forsøge at få et par ekstra turistpenge ud af dum turist nr. gudvedhvilken. Det ville dum turist nr. gudvedhvilken dog ikke være med til hvilket fik krejlercubaner nr. uendeligt mange til at være irriterende stædig. Nå, men ud kom vi, hjem kom vi, i seng kom vi. På salsaklub kom vi til gengæld ikke. Om der var noget i den drink eller om det var en random romkages skyld jeg havde spist tidligere, vides ikke. Men Cuba fik igen 0 point for flinke folk på gaden. Noel fik derimod sikkert en lille skilling at gå hjem på.

Jagt på salsa, 3. aften: ..
Nå, vi begynder nu efter godt en uges tid at tvivle lidt på Cuba’s formåen. Det hjalp umiddelbart ikke at vi brugte første del af aftenen på at gå fra diskotek til diskotek som alle var øde. Undervejs blev vi tilbudt selskab af to piger (det ville så koste et eller andet), vildledt og forført hen til en bar af en random gut vi spurgte om vej, tilbudt at komme hjem til en helt tredje og holde forfest og endt med at se UEFA-cup sammendrag i en hotellobby. Da vi kl. lidt over 23 stadig ikke havde fundet et egnet sted, tog vi en taxa ud til stedet fra første aften. Det lukkede så 20 minutter efter vi ankom og vi nåede akkurat en enkelt dans med Osmels kæreste før vi kunne konstatere at vi stadig ikke forstod os på Cubas natteliv. For tidligt dér, men for sent her..? Vi gik med Osmel og hans kæreste ud af natklubben. De skulle hjem, men de tilbød os at tage med deres venner videre.

Alle alarmer ringer her. Hvad ville de nu bruge os til, hvad skulle vi nu betale og hvem var de i det hele taget? Men de fik chancen. Fremme ved vores bestemmelsessted samledes hvad der var den mest brogede gruppe set til dato. Hvad lavede en meget overvægtig engelsk pige med orange hår sammen med en samling cubanere bestående af to unge piger, to voksne mænd og en stor homoseksuel neger i hvidt tøj med ringe på alle fingre? Det viste sig en dansetrup; en koordinator (Michel) og hans to dansepiger. Den store neger var ejeren af et natklubsted, som Michel kendte godt. Englænderen kendte Michel fra sin danseundervisning og den sidste cubaner var englænderens sidekick – dvs. hun gav tydeligvis ham indgang, drinks og sikkert også lidt mere for en masse dans og en kærlig behandling. Vi forstod aldrig ud af hvad der foregik, men noget foregik, som vi ikke forstod. Det forstod vi.

Nonetheless ender vi derfor sammen med Michel og hans crew. Og Michel er et rimeligt kendt ansigt forstår vi hurtigt. Natklubben er indrettet med en scene som bliver taget i brug ved 1-tiden. Så starter et større show hvor en konferencier byder velkommen til forskellige folk. Her klapper folk i hvert fald af Michels tilstedeværelse og vores placering ved det mest centrale bord på stedet, angiver også en vis status. Meget spøjst. Mindre spøjst bliver det ikke af at der starter et show bestående af dansende turister. Dvs. konferencieren finder repræsentanter for natklubbens seks repræsenterede lande, som åbenbart viser sig at skulle battle mod hinanden i dans. De danske repræsentanter ender uafgjort i deres votering af hvem som skal op på scenen, men det ender med at ham den lange tager tørnen. En af dansepigerne fra vores bord repræsenterer Cuba. For at gøre en lang historie kort ender vores bord med en ekstra flaske rom og to yderligere drinks og så kender vi lige pludselig hinanden meget bedre.

Dvs..
Efter en hel uge i Havana står vi derfor tilbage med den ene gode oplevelse. Dagen efter ankommer min familie til Havana. De 10 dage med dem må blive genstand for næste update..

Jeg ville gerne have skrevet mere, særligt om den sidste aften, men dette er allerede blevet milevidt for langt. Jeg er dog glad for at det er lykkedes Cuba at uploade denne tekst, omend der på ingen måde er mulighed for billeder endnu. Ligeledes vil jeg gerne som generel information bede folk om at kontakte mig på gmail, da det åbenbart fungerer væsentligt bedre end så meget andet.

Kh Anders