San Blas & Panama

San Blas ligger i Panama, så allerede i overskriften er der blevet pyntet lidt for meget på det. Afgang tirsdag d. 26/10 fra Cartagena i Colombia med katamaranen, Fritz the Cat. Ankomst Panama City lørdag. Herindimellem en masse halvdårlig østrigsk humor, snorkling og mad som dagenes højdepunkter. Panama City i to dage, derefter videre til Bocas del Toro, tæt på grænsen til Costa Rica. Hvor vi er i skrivende stund, i kamp for et dykkercertifikat (som det vist kun bliver den ene af os der får) (næ hov, det gik sgu alligevel, red.).

Godt, med de store linjer dækket, vil jeg her prøve at gøre lidt uddybende rede for, hvad jeg sådan går og spilder min tid med. For selvom jeg havde muligheder for at hjælpe Rowan i Bogotá, arbejde som psykolog med nogle gadebørn i Santa Marta, eller hjælpe Larry i Barranquila med sine nye projekter, endte jeg på en båd i modvind mod Panama. En rejseplan er en rejseplan, og når endemålet hedder Cuba og salsadans – og når Cuba ligger så mange timer væk i bus – så måtte jeg indse at det var nødvendigt at følge den (såvel planen som bussen, that is).

Og tid havde vi rigeligt at spilde af på den båd. Modvind -> Motor må køre hele tiden -> Båd larmer -> Snak nedprioriteres. Båd vipper -> Alkohol nedprioriteres -> Snak nedprioriteres. Jeg var efterhånden blevet træt af at snakke i det hele taget, så det der med at ligge og læse i en bog, høre musik eller podcasts (tak til Harddisken, Esmann & Leth og Mennesker og tro, for altid at kunne få mig til at falde i søvn på de rigtige tidspunkter) passede mig ganske udmærket. Båden bestod af Fritz (60 år, østriger, kaptajn, lidt-over-buttet, altid klagende over koner, i gang med en skilsmisse), Tulay (35 år, tyrkisk østriger, kaptajnens kæreste gennem 18 år, forstår ikke engelsk eller spansk, kan tilsyneladende godt lide plastikoperationer), Carlos Alberto (colombianer, udelukkende spansktalende på en måde man ikke forstod), 13 engelsktalende turister, vores første dansker (endda fra Århus), og mig og Myk.

Bådturens højdepunkter
Den første nat på båden skulle vi alle tage en nattevagt. Dvs. sidde i en time og holde øje med om vi sejlede ind i et stort tankskib. Jeg tog optimistisk fra kl. 3 til 4, da jeg regnede med at solen stod op der. Så kunne jeg få nogle fine billeder. Det gjorde den overhovedet ikke. Men der var noget rart over at sidde på åbent hav, midt om natten i det caribiske hav og se So Ein Ding på en 7 tommer skærm.

Efter næsten 2 døgn uden land i sigte, ankommer vi til San Blas øgruppen kl. 3 om natten. Jeg har sovet rigeligt på nok så underlige tidspunkter (igen credit til postcasts), så får en meget tiltrængt dukkert i noget meget varmt vand, meget meget tæt på 3-4 bitte små øer (og ja, der var palmer på). Alle andre sover og (hvad der på dette tidspunkt er mest fantastisk) motoren er slukket, så kunne indkassere 20 minutter på paradiskontoen lige dér.

Turens 2-3 snorkelspots forvandler mig fra halvt vandskræk til upcoming entusiast. Jeg ejer ikke talent for at komme under vand, hvilket også kan læses nedenfor, men det der med at kigge på et rev med nogle fisk, det var en firsttimer. Som i, jeg har da muligvis snorklet før, men aldrig oplevelser der naturmæssigt rangerer højere end sandorme på Als. Til det maritime oplevelsesspektrum, skal nok også lægges de to gange vi fik besøg af to delfiner undervejs på turen. De var søde nok til at blive hængende akkurat længe nok til at Myk bestemte sig for at hente det gode kamera, og så nå at smutte inden han kom tilbage.

Og jo, så får vi besøgt nogle af de der lokale indianerstammer som stadig lever uha noget så primitivt i hytter. Og ja, det gør de da sikkert også (gik rundt om en ø, hvor der var 2 hytter på og en mand som vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage og håbede at det også betød ’hej’ på deres sprog), men når en dame med en papagøje vil have 2 dollars for et sølle billede (1 til hende og 1 til papagøjen) og når der kommer flere kanoer sejlende med kvinder der sælger armbånd end mænd der sælger fisk, så kan man begynde at diskutere hvor uha noget så primitivt det er. Det er ikke Kuna’ernes skyld som sådan – det er alle de andre turister som var her lige præcis før og efter mig.

Panama City
Vi havde ét mål med denne by: Når man ankommer lørdag og der er halloweenfest søndag (det er stort herovre), så er man nødt til at blive til mandag. Nå ja, og så havde vi hørt noget om en kanal i området. Turen til byen var 2-3 timer i nogle bakker som slår såvel de fynske alper og Kassel med længder. Jeg gad virkelig godt se Touren slå et smut forbi. Man skulle have beholdt sit søsygeplaster på, med andre ord.

Halloweenfesten viste sig at være planlagt lørdag allerede, men vi havde med forsynethed (det mener word ikke der er noget der hedder) købt ind til formålet allerede i Colombia. Jeg var klassisk ’hvid mand med spindelvæv/julemandsskæg, kniv gennem hovedet og blod over det hele’, mens Myk var ’mand med grøn selvflettet hat og lyserøde kaninører. Vi startede på hostellet, eftersom det var blevet anbefalet af andre som et sted hvor de lokale også kom hen. Det blev dog aldrig andet end til en gringofest, og selvom jeg hyggede mig udmærket, var det ikke en helt dum ide Myk kom med ved midnatstid, om at tage en taxi videre. Indtil da havde der ikke været et eneste reggaeton-nummer, og så ved man godt hvor få lokale panamaniere (jeg ved ikke hvad sådan nogle hedder endnu) der er.

I byen fandt vi hurtigt ud af, at alle de gode beatpumpende steder, alle kostede 15 dollars at komme ind på. Det lod vi os ret hurtigt skræmme væk af, så med lidt hjælp fra nogle lokale drenge, blev vi anvist ’London’: en klassisk engelsk pub bestående af 28 englændere, et stort poolbord, Robbie Williams i højtalerne og et godt udvalg af prostituerede i baren. Stadig ikke tilfredse, tog vi sagen i egen hånd. På den anden side af vejen lå svaret på alle vores kvaler: Karaoke-baren. Stedet hvor ingen turister gider gå ind, hvor det ville være alt for flabet at tage entre, og hvor man vel nærmest burde få gratis drink for hver sang man overlever.

Ret hurtigt fandt vi os til rette. Vi blev sågar budt velkommen af bartenderen og kunne til vores pengepungs glæde nemt forsyne os med hhv. øl og aguadiente. Men hallo, vi skal da lige se hvad de har af sange. Til vores store skuffelse kunne de ikke mønstre et eneste sølle hit med John Mogensen, og jeg måtte også se langt efter Michael Learns To Rock. Store karaokesange som The Second You Sleep, Tarzan Mama Mia, og King of my Castle, var erstattet af 50 kendte klassikere med Don Omar. I mit hoved havde vi valget mellem en duet med California Dreaming eller en solooptræden med I want it that way. Eftersom Myk ikke mente han sangmæssigt egnede sig på en scene, var denne opgave derfor overladt til mine endeløse forsøg på at synge alle 5 stemmer fra Backstreet Boys’ absolutte evergreen.

I en sær blanding af flovhed og stolthed trådte jeg ned fra scenen. Jeg kunne forstå på Myk at man overhovedet ikke havde kunnet høre min brummende bas, da stedets 8 teenagepiger let havde overdøvet mig. Det var vidst meget godt. Og jeg må da også have imponeret stedets gæster, siden der kun var 1 mere efter mig som ville synge, før DJ’en smed noget andet musik på. Det er i hvert fald den forklaring jeg tager med mig derfra.

Resten af Panama City
Det var ikke meget vi skulle dagen efter. Vi stod op, spiste pandekager, tog en taxa til kanalen, tog forbi McD på vejen (første gang endnu), tog billeder, tog hjem, så Dum&Dummere, bestilte pizza, gik i seng. Med andre ord, den halloweenfest vi var blevet i Panama en ekstra dag for, den var der ikke. Og det var for sent at sætte sig mere ind i hvad den enorme by havde at byde på udover forskellige områder man ikke skulle gå ind i. Så busafgangen til Bocas del Toro mandag aften, blev mødt med glæde.

Bocas del Toro
’Tyrens munde’ er en samling af øer, vestpå i Panama. Her mente vi der var gode muligheder for at snorkle mig endnu gladere for at have hovedet under vand. Vi valgte åbenbart partyhostellet ’AquaLounge’, uden helt at vide det. For her er musik konstant, og hver dag kl. 16 bliver her fyldt af lokale (som jeg ikke helt kan lure om er på udkig efter gringos, eller om det bare er fordi der ikke er andre feststeder).

I Panama City havde vi dog hørt fra en pige, at man i Bocas kunne få et dykkerkursus for 175 dollars. Efter ankomst undersøgte vi forholdende og fandt det tilpas sandt. 175 dollars for 4 dyk i lavt vand, 4 reelle dyk, al teori, eksamen og det formelle, samt to gratis fridyk med båd og udstyr. Det må og skal ikke kunne gøres billigere og netop af den årsag kom jeg lidt i problemer. Jeg havde med al tydelighed understreget for mig selv, at jeg ikke skulle dykke på denne tur. Det er farligt, jeg fucker sikkert op i det, jeg går i panik, vi har ikke dage nok alligevel, og hvis vi endelig bruger tiden her på dykkerkursus får vi ikke set alt det andet området har at byde på. Oveni det skal lægges at vi bor på et partyhostel på en ø, så vi får ikke sovet om natten. Hmm.. Havde det ikke været for instruktørernes uimodståelige måde at inkludere os på og for Myks attitude af selvfølgelighed, var jeg aldrig joinet programmet. Men so be it.

3 dage er gået og står nu med bevis på at kunne håndtere et selvstændigt dyk (med makker) ned til 18 meter. At de kunne få sig selv til at uddele et certifikat til en person som på ingen måde formår at placere sig formålsbestemt i vand, er mig en gåde. Seriøst, antallet af gange jeg i 3 meters dybde har grint af folk der må have grint af mig, som prøver at sætte mig der hvor Chombo (vores ultratålmodige instruktør – som i øvrigt ligner Cuba Gooding Junior på en prik!) peger hen.. Meningen er at placere os i en cirkel, alle på knæ, hvorfra vi skal lave øvelser. Men når man ikke forstår svømmefødder, når vægtene på kroppen hænger forkert (uden at man er klar over det), og når man af alverdens uransagelige årsager ikke kan få sine fødder om bag sig selv, så kan man hurtigt bruge fem minutter på, skiftevis at flagre rundt, lande på røven, banke for meget på sandbunden (hvilket man ikke må på grund af sigtbarhed), forgæves hive fat i nogen, eller slå ud med armene og påstå at det er vandets skyld. 3 gange er jeg blevet hentet af en ellers tålmodig Chombo, og decideret placeret i ret position. Mest irriterende fordi det er hårdt at grine under vand når man skal sørge for at holde regulatoren i munden.

Anyway, det gik langsomt bedre og selvom jeg stadig ikke kan placere mig 100 % intentionelt, har jeg trods alt opnået en fortrolighed med dykning, som jeg ikke på forhånd havde set mulig. Med denne Stan’ske-fra-South-Park-agtige bemærkning, må jeg her runde af. Jeg ville faktisk gerne fortælle en masse mere om vores dykkerhændelser, da der er nogle gode nogle imellem, men må også se mig lidt begrænset af hvor meget plads jeg mener et blogindlæg bør fylde. Næste stop Costa Rica og Nicaragua!

Med håb om at alt er vel derhjemme!

Anders