Medellín

På en uge i Bogotá gik mit frygtniveau over en bustur i Colombia fra 'stensikker på overfald, røveri og falske politibetjente', til 'utrolig sikker vej med pletvise politistop for vores sikkerhed skyld'. Vejen til Medellín var beskrevet som en af de bedre i Colombia - nem, hurtig, gode busser som kører hele tiden og en fair pris (150 kr. for 9 timer).

En kort dialog med den hyggelige mand på det hyggelige hostel i Bogotá (El Cafecito) lovede os en bus hver halve time. Da vi den sidste aften, efter en bid aftensmad hos Adris veninde Marita (og hendes familie) drog mod busstationen var jeg begyndt at blive helt optimistisk. På Myks 'det bliver spændende om vi kommer med en god bus', svarede jeg sågar 'det skal nok gå - de kører jo hele tiden'.

20 sekunder senere var det åbenlyse svar, at det gjorde de ikke. Faktisk, overhovedet ikke. Vi var der tyve i tolv og den næste kørte halv syv. Hele planen med at køre om natten er at spare en overnatning, så tanken om at tage en taxa tilbage til et hostel, pakke ud, pakke ned, køre tilbage osv., lå meget fjernt fra os. Det samme gjorde det dog (primært for mig) at overnatte på en busstation med al min bagage. 'Jeg skal nok holde mig vågen', mente Myk. 'Jeg skal bare have en cola'. Og den forventede han at jeg skulle tro på.

Nå, men vi var åbenlyst ikke de eneste som ikke forstod et klap af alt dette 'busser går hele tiden, men det gør de så ikke alligevel' system. Nogle snaksagelige colombianere havde på kort tid samlet en gruppe på 15-20 mennesker, som også skulle (have været) til Medellín. Efter lidt aftaler om en ny bus, nogle delte taxier og andre muligheder, blev enden på det at vi skulle med en bus til en mellemliggende by - afgang 02.00. Godt nok, det gør vi så. Og alle colombianerne virker flinke - undtagen én fyr, som lidt lignede en mørk version af Burt Reynolds. 'Skumleren' eller 'ham vores onde ven' fik flere tilnavne mens vi overvejede om han stirrede på vores tasker, eller på den dames bagdel som var i samme flugtlinie.

Myks optimisme den aften gav pote. Han spottede 3 drenge med tasker og kamera og gik hen for at spørge om de også var turister. Det var de ikke, men ham den ene ville vildt gerne lære engelsk og ville meget gerne snakke. De var maskiningeniører (så vidt vi endte med at forstå - uden helt at forstå hvad sådan nogle laver, ret beset), som boede og arbejdede i Bogotá, men havde et projekt i Medellín de næste 15 dage.

Grunden til denne helt uendeligt lange indledning på Medellín er, at denne opstart endte med at tegne hele billedet af opholdet der. Busturen var fremragende. Eller, ret beset var den under middel. Men det gruppeforhold der var bygget op af alle os 'efterladte' var hyggeligt. Alene den oplevelse at stå kl. 8 om morgenen i den mellemliggende by og opleve 3 mænd forhandle alles busudgifter ned med 21 kroner - det var klasse. Vi skulle lige alle blive enige om hvad vi ville give for denne tur. Vores tre nye venner gik hurtigt til at blive vores trygge oversættere og særligt ham der ville lære engelsk (Jorge) var yderst snaksagelig og virkede som en dejlig dreng. Vi endte med at hænge meget ud sammen med disse tre drenge, og Jorges bror Ronald.

Medellín

Byen i sig selv blev jeg ret hurtigt glad for. Der var styr på sagerne, her var rent, pænt, kæmpe højhuse, velfungerende metrosystem (endda med engelsktalende højtaler system.. hallo!), flotte områder og et enormt godt byliv. Medellín er højt praiset af colombianere som sådan - det 'burde være hovedstaden' mener flere. Den har et ry for at have både de sødeste og de pæneste indbyggere og drengene vi mødte virkede (med god grund) heller ikke kede af netop at skulle arbejde i denne by et par uger. Og så er den placeret mellem en række bjerge, som den breder sig op ad. Metrosystemet er udviklet med .. ja, jeg kan så ikke huske navnet på sådan nogle, men nogle gondollignende hejsesystemer som bringer folk op i bjergene. Meget pænt.

Mine couchsurfingskills er endnu ikke særligt veludviklede (folk svarer sgu ikke..) og vi havde jo også drengene, så havde det fint med at bo på The Pit Stop. Lækkert sted med udmærket atmosfære. Og rart at møde lidt rejsende over flere dage, så man kunne få nogle rejsetips. Vi boede på et 14-persons dorm, men der boede aldrig over 7, så det slap vi rimeligt billigt fra.

Oplevelser

Drengene står som det ultimative. Byturen med dem lørdag (ankom fredag) var suveræn; badet i Aguadiente (lokal lakridssprøjt) og med den helt rigtige blanding af klassisk mandehumor, pigekiggeri og hvad man vel bedst (men lidt fesent) kan kalde kulturudveksling. De brugte meget lang tid på at forklare os hvordan Colombia ikke er farligt. I samme sætninger snakkede de dog lige så meget om det man ikke skulle gøre - såsom at stoppe ved en ATM undervejs på sin taxatur, tro på at dørmandens tilbud om at ringe efter nogle veninder er helt 'ægte', eller lægge an på en anden mands pige. Det prøvede vi så at lade være med.

Ellers bare en fornyet og forbedret tro på, at dette lander helt vidunderligt. Og den oplevelse vi kan have af Colombia derhjemme, er synd og skam. Og ikke særlig fair. Men sådan er det nok nogle år endnu, indtil vi får hørt en ny sang en masse gange.

Medellín var en dejlig oplevelse, men vi vidste også godt at vi snart skulle op til den kyst. Efter en god tur ude med drengene (hvor de fik hver sin Legomand), tog vi en natbus til - af colombianere meget velansete Santa Marta.

Bogotá

Ankomst

Av min arm jeg var nervøs for at flyve ind i den lufthavn kl. 21 om aftenen. Bare i immigrationskontrollen (tror jeg det hedder - ellers burde det hedde det) er jeg ekstra opmærksom på min bagage. På trods af at systemet er mere velsmurt end i Miami, er jeg meget på vagt over for de der skumle politibetjente som sidder som høge og venter på at det bliver turistdrengenes tur.

Vi kommer op til politimanden bag disken. Han ser venlig ud, tænker jeg. Men der er noget galt. Mit spansk har ikke været i brug i 3 år, men jeg kan forstå at vi skal have en adresse på hvor vi skal bo. Det har vi ikke, da vores eskorte står uden for lufthavnen og venter. Det er Adri - endnu en veninde fra Buenos Aires. Den adresse har jeg jo ikke lige taget med. Hendes telefonnummer? Det har jeg heller ikke. Nå, men så kan I ikke komme ind i landet, fastslår manden. Nej nej nej.. og Adri står derude og venter og hvad skal vi dog gøre og nu tager de snart vores bagage og pas fordi vi har brudt en lov, stjæler alle vores dollars og sætter os til at overnatte i lufthavnen. Åh, hvilken ulykke.

Det viser sig dog at Colombia er sådan et sted som går aktivt ind for offentligt Wifi, så vi blev bedt om at gå over til 6 småfisende kvindeligt ansatte (ved ikke hvilken funktion de tjente udover på daværende tidspunkt at fungere som underholdt publikum) og finde Adris telefonnummer på nettet. Enters Ipod. Efter et par minutter er der hul, og på Adris' facebookprofil kan jeg finde et telefonnummer. Vi er reddet.

Jeg kan godt se at dette her bliver utroligt fyldigt - så du skal allerede her være velkommen til at springe ned i bunden hvor du kan se, at Bogotá var et fint bekendtskab og at vi slap godt fra alting..

Den høje puls forsvinder dog ikke af ikke at kunne finde Adri i lufthavnen. Og det ikke kun fordi jeg faktisk ikke vidste helt hvordan hun så ud og kun har mødt hende to gange til to fester for tre år siden. Hun er der virkelig ikke. Har hun narret os? Passede det overhovedet ikke at hun havde fundet os et sted at sove? Sad hun bare med en kikkert et sted og ventede på at se os slagtet af alle de røvere som sultne kunne se alle de dejligheder vi havde taget med til dem?

Egentligt ikke.. hun troede bare først vi var der 22.40 og ikke 20.40. Så hun kommer noget forsinket ud og finder os. Udmærket. Så vi bliver så kørt ind til en lejlighed hvor hendes veninde Keny bor.

Colombianere bor for det meste hos deres familie i mange år - indtil de finder en ny familie. Denne lejlighed var lidt en mellemting og bestod af veninden Keny, hendes søster, deres kusine, en veninde og en fyr som jeg aldrig helt forstod hvem var. Vi fik lov at bo på to madrasser i fællesstuen og til gengæld lavede vi mad til husstanden et par aftenener. Først fik de frikadillos med kartoffelmos, persillesovs og kålasalat, og anden aften fik de pasta med kødsovs. Vi er uden tvivl bedst til at lave sidstnævnte, men fik nu ganske meget ros for vores frikadillos.

Bogotá

Denne by er bare helt enorm stor. Den har meget larm, meget smog, mange biler, ufatteligt mange små forretninger (et udtryk som også dækker over en mand som sidder på gaden og sælger tyggegummi). Samtidig har den nogle enormt interessante områder og bygninger som ikke ligner alt det andet. Det spanske område La Candelaria består af byens første bygninger fra den spanske invasion. Små farvede huser, stejle bakker, brosten og en rar atmosfære. Flere nordlige områder i byen er nærmest vestlige; kæmpe butikscentre, enorme bygninger, glasfacader, hele baduljen. Flere steder finder man lige nogle handelsgader med helt andre stemninger end man lige var vant til fra det pulserende storbyliv. Bylivet er ligeledes suverænt, hvor vestlige hits blandes med colombiansk og latinamerikansk musik. Og så kan jeg til de mandlige læsere bemærke at det ikke er for sjov at Colombia beskrives som et såkaldt flot sted.

Oplevelser

Jeg vil fremhæve kendskabet til Colombia som sådan. Jeg brugte meget ugen på at opsnuse mig kultur, historie, politik, holdninger, ønsker og livssyn. Bogotá er heri et fantastisk sted. Jeg kan varmt anbefale denne dokumentar som viser hvor vild en forandring byen er i gang med:

http://www.youtube.com/watch?v=gyBe5-irc_4

Det offentlige universitet fortjener sin helt egen blog (hvilket dokumentaren meget fint viser). Her er meget 'rødt', rebelsk, grafitti over det hele og en meget stor aversion overfor det private system.

Adri og hendes veninde Keny var formidable i deres 'formidling' - vi lærte ualmindeligt meget sprog, fik endevendt hele den politiske situation (Colombia har lige haft valg for 2 måneder siden), fandt ud af hvad FARC var for en størrelse (dem er der åbenbart ikke ret mange der holder med hernede - så lad være med at sende dem penge btw.), blev vist rundt i hele byen og blev taget med til en fødselsdag for en anden veninde.

Det at kunne tilbringe tiden i Bogotá med lokale, var derfor både trygt og underholdende. Sidst på ugen mødtes jeg med Rowan, som sammen med sin kæreste er tovholder for Kaospiloternes næste outpost. Da jeg skal starte hos KP som militærnægter til februar, var det derfor interessant for mig at høre lidt om hvad der skulle ske i denne by, som jeg efterhånden følte at jeg kendte. Jeg var sgu godt nok lige ved at blive i en måned for at være frivillig medhjælper på projektet, men der var for mange aftaler og forventninger som måtte slagtes for at det kunne lade sig gøre: Drømmen om afslapning, nul forpligtelser, sol, strand og hængekøjer vandt. Derfor, afgang Medellín med natbus efter 8 meget spændende dage i Bogotá.

Miami

Første stop var det man på godt dansk kalder en forlænget mellemlanding. Ankomst søndag aften, afrejse onsdag aften.

Det virkede før afrejse som et skræmmende sted at tage hen, det der Colombia og alt muligt, så Miami var en udmærket start. Forventningerne til byen var noget med nogle høje huse, tilsvarende høje priser og høje standarder for, hvordan man burde se ud. Sidstnævnte ikke noget der huede (hedder det ikke det?) to backpackende svende, som ikke ligefrem er taget ud i verden for at imponere nogen med vores tøjstil. Miami gav dog mening fordi vi fik lejlighed til at mødes med vores fælles veninde Amber, som vi havde mødt i Buenos Aires i 2007.

Amber er en herlig livlig pige, som egentligt bor i Houston, men som er så glad for sine to danske pastries (som vi hedder) at hun glædeligt tager tre dage ud for at blive vores lokale USA-guide. At hun så ikke ejer stedsans gjorde at selve guideelementet forsvandt lidt, men hvor var det genialt fedt at se hende igen. 3 år.. det var der sgu ingen der kunne mærke. Samme energi, samme jokes, samme måde at være sammen på.

Og hvad laver man så 3 dage i Miami i backpackertøj på backpackerbudget (man går nemlig ikke i byen, da man hverken kan eller må for hhv. pengepungen og dresscoden)? Vi havde to hele dage, som begge blev brugt på at gå en masse. Det er ikke noget der passer til en amerikansk livsstil skulle jeg hilse at sige. Mange gange blev vi opfordret til taxakørsel, som rundhåndet ville blive betalt af pigen. Derfor holdt vi også mange pauser undervejs. Næh, der ligger da lige en café der sælger kaffe. Og dér ligger en der sælger juice. Og derinde kan man få en bid mad. Og en ølle eller en happyhour på drinks.

Stranden var lidt skuffende. Meget meget flot (grønt vand, hvidt sand, hele pakken), men meget meget kedelig. Det mest underholdende var amerikanerne selv (alle, skal det retfærdigvis siges, utroligt rare). Blandt andet så vi en powerwalker af rang: Forestil dig en jamaicansk udseende mand, 1.70 høj, stort sort garn, stort set lige så bred som han er lang, kun iført grønne tights, gående med He-man lignende bevægelser i ét stort hvidt smil frem og tilbage på stranden. Meget stolt så han ud. Han bar de tights utroligt godt, blev vi enige om. Og Myk har lovet at han vil købe sådan nogle når han ser dem næste gang.

Anyhow, Miami blev en dyr fornøjelse, men bestemt også en fornøjelse. Det var fantastisk efter 2 uger med lutter farvel'er at kunne sige 'hej' til nogen. Til gengæld skulle vi jo også sige farvel igen om onsdagen - endda for at rejse helt alene ned til det der farlige farlige Colombia, hvor vi jo nok ville blive overfaldet de første 3 gange allerede i lufthavnen.

Bloggens fødsel

Ok, det har godt nok taget mig lang tid at finde ud af hvor nemt dette her er. Jeg har siden afrejse godt kunne tænke mig et eller andet forum hvor jeg kunne lægge lidt tekst og et enkelt billede op i ny og næ (nok mest næ), men havde det problem at jeg i forvejen var skrevet op som admin for PUF's blog. Og så vidste jeg så ikke at man så åbenbart bare kunne trykke 'Ny blog' og så oprette en mere.

Det kunne man altså, og derfor kan jeg nu sidde i en hængekøje på vores nye überfortræffelige hostel og prøve at lave en hurtig update på de sidste par ugers rejsedestinationer, oplevelser og mere eller mindre vellykkede fotomeisterøvelser.

Derfor.. velkommen til. Hvor er jeg glad for at du kigger forbi!

(Nå ja.. billedet er taget med min alt for lidt anvendte smiledetect-indstilling på mit lille kamera, som først tager et billede idet det mener man smiler nok)