Trinidad

D. 3 december skete der noget underligt. Det var ikke mere underligt end at vi godt på forhånd vidste det ville ske på et eller andet tidspunkt. Men dog alligevel underligt. Vi rundede nemlig hvad Myk kaldte for en af turens store mindepæle (et ord han selv har opfundet), markeret ved min families ankomst til Havana. Det var på mange måder starten på slutningen. Fra nu af ville vi stort set ikke være alene på tur længere. Aftenen forinden havde Myk også roligt bemærket, at dette måske var den sidste gang vi sad på en alt for lille kantsten og delte en flaske vand, sådan helt for os selv.

Ja, nu skal det jo ikke blive til sådan en tudeblog, og særligt ikke fordi vi faktisk havde glædet os. At få besøg hjemmefra er ligesom at få en lille smule Danmark med på turen. Udover at familien medbragte grødris, rugbrødsblanding, en uventet julegave og en portion fortællinger om al snevejret, bragte de også en nærmest direkte forbindelse hjem til. Altså, efter 3 måneder uden andet end Skype, var det sjovt at se Danmark og mennesker derovrefra, sådan i levende live. Som i ’nå, disse lande hænger faktisk sammen indenfor 15 timer, når det endelig skal være’. Lige pludselig var man ikke alene ude i verden – bare lidt længere væk end man plejer. Og nu kunne ens mor også se at man ikke blev hverken røvet hver dag eller spist af hajer ved det blotte syn af åbent hav. Så alle var glade og knusene var varme.

Vi havde jo egentligt haft rigeligt med tid til at forberede os på de 10 dage der ventede os. Og vi troede også at vi var forberedte til at være gode tourguides i efterhånden velkendte Havana. Men hvad jeg i bagklogslyset (et ord jeg opfundet, lige nu i øvrigt) kan se er, vi nærmest havde lige så meget jetlag som de havde. Vi kom fra en budgettur med usandsynlige mænger gåede meter, hvor det billigste alternativ på mad gerne var det bedste, hvor taxaer var nogle man forhandlede med og hvor vi nærmest uden snak kan komme frem til en dagsplan, synkronisere humør-, trætheds- og sultmæssigt (i mit tilfælde er de to første nært beslægtet med det sidste). Det var en spøjs oplevelse at befinde sig i den eksakt samme by, nu på en helt anden måde.

Meeen, vi havde også brug for et skud energi udefra. Vi havde netop for 8. gang snakket om at vores samtaler begyndte at køre ring, og så er det sgu godt der kommer en brormand i højt humør der kunne rykke lidt rundt på vores små rutiner. Man kan så diskutere om det hjælper at Kristian synger de samme tre sange hele døgnet rundt, men vi fik da nogle nye emner at snakke om igen og igen.

Havana blev besigtiget igen, nu med nye øjne og lidt langsommere skridt. Bygningerne blev faktisk flottere, og gaderne blev mere fotogene af at man lige stoppede op og kiggede på en anden måde. Krejlerne forblev lige så irriterende som de hele tiden havde været. (Af og til kan man også mene at vi selv er uden om det. Altså, når en irriterende dame i Trinidad får 1CUC (mange penge for damen, få for os) af min velmenende moder, fordi hun (damen) har givet os en masse information, så er der ikke noget at sige til at hun bliver ved med at snakke og henter flere vi kan snakke med. I sær ikke når den ’information’ hun gav, var et uattraktivt og irrelevant tilbud om at komme ud at ride i nogle bjerge, men det har sikkert lydt mere informativt og mindre krejlertivt når man ikke forstår spansk. Souvenirforretningerne blev besigtiget lidt mere end før og det blev da også til indkøb af nogle falske cigarer og en flot hat til min mors mand. Og Myk og jeg fandt ud af, at der faktisk var god mad i Havana, hvis bare man gad give lidt mere. Godt for moralen, som ellers var godt nede, for puha hvor spiser man elendigt på Cuba. (Hvis jeg en gang mere hører nogle reklamere for husets specialiteter, når vi jo godt allesammen ved at der absolut ingen forskel er.. Det er som et lille komediespil hver gang: nå, har I kylling? Med ris? Og bønner? Og en salat bestående at tomat, agurk og kål? Og ingenting andet, måske bortset fra nogle stegte bananer? Jamen det lyder da som noget ganske særligt. Hvad siger du? Har I også gris? Jamen dog. Med det eksakt samme tilbehør? Ok..., og ja? Og fisk siger du? Nådada.., må jeg bare sådan ud af det blå spørge om I så også har languster og rejer? Nå det har I også. Med det samme tilbehør så? Til 6, 8 eller 10 CUC? Det lyder da som et scoop.)

På vores to aftener i Havana nåede vi at få imponerende jetlagsfungerende brormand med på to salsasteder. Her mødte vi den dansetrup vi netop havde stiftet bekendtskab med inden Kristians ankomst. Vi blev på cubansk maner budt ualmindeligt meget velkomne, og blev flere gange anvist at slå os ned ved deres bord, som begge aftener igen var stedets centrum. Vi bidrog med en flaske rom og så tager man ellers bare hvad der er. Og jo mere rom, jo mere ser man sig selv stå og danse.. med sig selv. For det er det man gør: den som ikke danser når der er musik, ham må man se underligt på og overveje hvorfor han ikke bevæger sig. Og jo, de danser også med hinanden jo, cubanerne, men desværre nogle gange så godt at man lige skal over det første trin før man bevæger sit nordiske korpus helt ud på dansegulvet i et forsøg på en mekanisk salsa hvor man tæller langt mere end man snakker.

Afgang Trinidad
Aaah, ud af Havana. Alt var klappet og klart: Taxierne var bestilt og bussen kørte 8.15. Myk og jeg havde boet lige ved siden af busstationen tidligere og havde også af turistinformationen i Havana fået udtrykkeligt at vide, at det var herfra vores bus ville køre fra. Kl. 07.30 står vi derfor klar (efter 3 timers søvn) og skal til at sige ind i de to taxier. Manden forlanger dog dobbelt pris, hvilket får Myk og undertegnede til instinktivt at gå væk fra manden og søge andre muligheder. Det bliver taximanden sur over og frem for at sænke prisen, vælger han at sende den ene taxi væk. Det var en underlig måde at forhandle på mente vi – det var i hvert fald første gang nogensinde at vi havde fået den respons. Min mor handlede hurtigt og fik tre mand ind i taxi 2; sig selv, Kristian og undertegnede. Myk og min mors mand Niels, måtte så på jagt efter en ny taxi.

Så sker der så det at vi kører noget længere end ud til den busstation jeg kender. Og da vi kommer derud går det også langsomt op for mig, at det da ikke er den samme busstation som antaget. Det er for så vidt også totalt ligegyldigt, men problemet er at de to andre ikke dukker op. Og det er svært at vide om de ikke har fået en taxi, eller om de er kørt over til den anden busstation. På et tidspunkt kan vi ikke vente længere på dem og beslutter at tage bussen i håbet om at møde de to andre på den anden busstation, som bussen har tænkt sig at stoppe ved.

Heldigvis for alle kører bussen også forbi den anden busstation. Uheldigvis for alle, står der ikke nogen Myk, ej heller nogen Niels. Så kunne man derfor køre 6 timer i bus til Trinidad alene uden nogen anelse om hvad der kan være hændt de to andre. Og med en viden om at de sgu nok ikke rigtigt ved hvor de skal hen, nærmere specifikt end Trinidad (og vi skulle altså til et hotel 16 km syd for Trinidad). Udover det havde de to gæve forsvundne herrer ikke nogle pas med, ikke nogen telefon der var åben og muligvis ikke nok cigaretter. Planen blev derfor at køre til Trinidad, finde noget internet og skrive til Myk. Han ville nok gøre det samme tænkte jeg, om han så var i Havana eller havde fundet til Trinidad på en eller anden måde.

Det var nogle lange timer. Ideerne om hvad der kunne være sket af skrækkelige ting blev langsomt mere farverige – vi er jo i et diktaturland – og der skulle en stor optimist til at se hvordan vi nogensinde skulle finde hinanden igen. Men her må man takke internettet for dens utroligt sløve, men utroligt effektive måder at skabe kommunikation på når alt andet er gået galt eller fungerer på cubansk. Efter en halv time på internettet i Trinidad modtager jeg en mail fra Myk om at de er noget frem til hotellet ved Ancon og at de venter på at vi kommer så vi kan checke in. Og Niels er i gang med at ryge sin sidste cigaret, så vi må godt skynde os lidt.

Myk og Niels’ historie er at de er kørt til den forkerte busstation og over til den rigtige ca. 15 minutter efter vi er kørt derfra. Så har de fundet ud af at de kunne komme med en ny bus lige bagefter, selvom den ikke var listet nogle steder. Myk har kunnet huske noget med at vi skulle bo på et all-inclusive hotel nær Trinidad. ’Hvor mange var der af dem?’ havde han spurgt. ’3, og de ligger lige ved siden af hinanden’. Godt, så var de kørt dertil og havde fundet en computer. Nemt. På mange måder var denne tur derfor turens tur og på trods af at den på ligeså mange måder både kunne og burde være undgået, ender den sikkert med at blive en god historie en dag. Om dengang Myk og Niels blev væk alene – i en diktaturstat!! Og uden nok cigaretter.

Fra All-inclusive til All-colonial-krejlerby
De første 3 dage i Trinidadområdet gav mig mit livs første all-inclusive hotel-oplevelse. Åbenbart noget man gør ret meget i på Cuba og det er nu også rimeligt billigt, alt taget i betragtning. Fordelen ved sådan et sted er, at man slipper for at tage nogle beslutninger. Der er mad 3 gange om dagen, man skal bare møde op. Man kan drikke alt fra baren og bestille snacks døgnet rundt, og ellers kan man gå ned på stranden eller spille pool. Så bliver en dag rimeligt hurtigt afslappende, hvilket sikkert også er tiltænkt. Det var utroligt verdensfjernt og havde jo absolut ingenting med Cuba at gøre, udover at man vidste at alle de ansatte arbejder for samme løn. Men det var nu også virkelig rart at komme så drastisk langt ned i gear. At gå ned for at bestille en massage blev til en dagsudflugt og 2 dage i træk lykkedes det os 5 mennesker ikke at få booket plads på a la carte restauranten til om aftenen. På trods af at al maden i buffeten smagte underligt - på nær de hvide ris, omeletterne og bananerne. Men det er godt nok også svært at fucke det op, hvilket det også burde være med en pastaret, en kartoffelmos, en simpel salat, et stykke skært kød eller 12 forskellige slags kager. Hvordan så meget mad kunne smage så ualmindeligt anderledes end forventet, er mig stadig en gåde. Ligesom vi også alle ventede på den dag de ville bringe en ny portion radiser til buffeten, da de var ret genkendelige efter et par besøg.

Da de tre stranddage var gået, måtte vi ind til efter sigende meget charmerede Trinidad. Måske var min colonial-konto bare fyldt godt op, måske havde jeg set nok bjerge og måske hedder jeg bare ikke Taximigo – jeg ved det ikke, men den by fik jeg aldrig ind under huden. Lille, kedelig og overturistet, det vil jeg gå med til. Og så fik den point for at have levende musik på byens torv om aftenen, samt at præsentere mig for et diskotek i en kæmpe stor hule under jorden. Det var alt sammen fint og vores casa particular var ganske udmærket, havde det ikke været fordi vores Casa-ejer Miguel lige havde investeret i en ny fugl, hvilket fik alle de andre til at skratte unødvendigt meget op. Og så steg krejlerne godt nok i ydeevne i den by. En aften var vi på vej til en bestemt restaurant og møder så en dame på vejen, som reklamerer med sit sted. Vi forklarer hende at vi er på vej hen til Estella. ’Sí sí, Estalla sí’, siger hun, og tager os et godt stykke på afveje op til sin egen restaurant. Scam’et var gået fint, havde det ikke været for deres kæmpeskilt ude foran hvor man lidt for tydeligt kan se, at stedet jo ikke hedder Estella. Det var ikke engang tæt på og damen kunne herefter tituleres Flab. Men fred være med det. Trinidad var rart nok, og rundt regnet var det i det hele taget rart at være lidt væk fra Havana.

Dagene i Trinidad gik også lige så roligt som hidtil. I tre dage i byen lykkes det os, ikke at komme op og vandre på et bjerg – en tur som ellers på forhånd var en hovedattraktion. Meen, vi tre drenge skulle altid lige skal lidt senere op end de to andre, så skulle vi spise på skift eller lidt på nettet. Og så viste det sig at være en nationalpark som lukker kl. 15. Altså, så er der jo ikke noget at sige til at man ikke kommer af sted. Men det må man give min familie. På trods af kun at have 10 dage, formåede de godt nok at køre den lige så tranquilo som noget væsen kunne ønske. Selv æseldyret havde ikke følt sig stresset her. Og ja, nogen vil her anklage mig for at æseldyret faktisk bare hedder Æsel. Men i min verden hedder han æseldyret, ligesom det hedder et fodgængeroverfelt og ligesom Myk mener der er noget der hedder plid og mindepæl.

Med en noget nemmere hjemtur en udtur, kunne vi rulle tilbage til velkendte Havana og velkendte Hotel Deauville. Herfra kunne vi tage afsked til den danske delegation, som havde efterladt en god blanding af hjemsavn og glæde over at kunne blive i varmen lidt længere. Herfra kunne vi nyde tre dage i tosomhed inden vi endnu engang ville få besøg hjemmefra, denne gang fra Myks veninde Randi. Disse dage gik med at flytte lidt rundt, lære mere salsa og få fornyet vores visum. Sidstnævnte lyder som en tur på visumkontoret, men var i sandhed taget ud af den der Asterix-film hvor de får lov at tosse rundt i det der store hus for at få fat i Form nr. 17. Jeg mener klippet kan findes på You-tube, hvis man er så uheldig aldrig at være faldet over denne Kafka’ske fortælling om bureaukrati (tak til Word-stavekontrol for at kunne regne ud at det var det jeg ville stave til).

Det bringer denne blog frem til at være nogenlunde updatet frem til d. 16/12. Jeg tvivler på at der kommer mere herfra, da mine muligheder for at skrive blogs indskrænkes i takt med at jeg smider de medier væk som jeg anvender til at kopiere tekst fra egen computer til mega-dyre-cubacomputer. Så jeg kan kort bemærke at Myk, Randi og jeg er taget til Santiago, hvor vi .. ja, nyder livet og de sidste dage inden den står på kold vinterkulde og varme gensyn med en masse gode mennesker som jeg gerne glider i en varm vinterfrakke fra forrige år for at besøge.

Et tak for at have læst med. Jeg vil godt lige bemærke at jeg altså ikke tager på vej hvis man spørger mig om rejsen og ikke har læst blog’en eller hele blog’en. Jeg er selv en røv til at læse andres blogs, og har skrevet det meste for min egen skyld. Så det må man altså godt have ladet være med også. Det var bare det.

Rigtig glædelig jul og godt nytår når man når dertil.
Kh Anders