Cartagena

.. ja, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg laver her udover at vente på en båd til Panamá. Jeg har slet ikke kunnet sætte mig op til denne by. På trods af at skulle være her en uge, har jeg ikke fundet ud af hvad jeg ville have ud af byen. Som i, alle de andre destinationer hidtil har hver haft deres egen funktion: i Bogotá lærte jeg noget sprog, kultur og historie, i Medellín lærte jeg nogle drenge at kende og i Santa Marta kunne jeg slappe af med 1½ måneds forsinkelse.

Cartagena er af alle colombianere og turister omtalt som meget flot og meget livlig. Bylivet skulle være herligt og den spanske indflydelse på byen er ekstremt tydelig: store borge og en gammel by fra kolonitiden, står meget flot. Vi skulle egentligt først hertil på grund af disse årsager, men nu er vi her vist nok mest fordi vi skulle finde den der båd. Ellers kunne vi da lige så godt have været blevet i Santa Marta eller fundet nogle mere ukendte og interessante områder af Colombia.

Men systemet er sådan at der jævnligt sejler både herfra og til Panama. 5 dage tager det, hvoraf de tre nærmest er ren øhop på San Blas øerne udfor Panama. Det skal jeg tidsnok berette om efter overstået tur. Man finder sin båd ved at tage ned på havnen, snakke med kaptajnerne, finde ud af hvilken man gerne vil med og skrive sig på. Der er mange variabler: størrelse, crew, mad, personligheder, antal mennesker, pris, afgangsdato, vejr. Nogle får en skodtur, andre får en fantastisk oplevelse.

Ankomst Cartagena
Jeg fik fornøjelsen af at blive fragtet halvdelen af vejen af en midaldrende spansk/amerikansk/colombiansk psykolog, som jeg mødte på hostellet i Santa Marta (hvor han åbenbart kom og slappede af når han var hjemme ved sine forældre). Han er ved at starte nogle projekter op i Barranquilla, som lokalt skal gå ind og hjælpe de unge som har lidt problemer på kanten af loven. Larry, som han hedder, har i 16 år arbejdet med ’international sikkerhed’ ved at uddanne colombianske, brasilianske og spanske politibetjente i nonverbal adfærd – således at de bliver bedre til at spotte kriminelle. Nu pensioneres han (som piloter også gør efter 16 år) og starter sine egne projekter op. Han leder efter frivillige, så hvis du en dag får lyst til at tage nogle måneder ud, komme over og arbejde med børn og unge – og lære spansk – så sætter jeg dig glædeligt i kontakt med ham.

Vel ankommet i Cartagena, genforenes jeg med Myk og et større kuld fra Santa Marta, som alle er taget til Cartagena dagen før. Det viser sig at vi bor ca. inde i centrum med alt inden for rækkevidde. Herunder coke og prostituerede. Så det er jo heldigt. Der mangler bestemt ikke noget. Man kan også få en klassisk colombiansk frokost for 15 kr. bestående af suppe, herefter en større tallerken med ris, kød, stegt banan (som ikke er banan) og noget andet variende gejl. Myk kan bedst li’ pizza. Og ost. Og pizza. Og mel og ost og og pizza.

Ugens storslåede begivenheder
En dag under en morgenmad på en lokal restaurant (eller hvad man kan kalde sådan et sted med fire borde), kommer Myks gyldne randomiserede spørgeteknik igen i fokus. Da ejeren er tysk, mener Myk at hun sikkert ved noget om bådene her i området. Og det gør hun så. Hun har lige fået at vide at Fritz the Cat er kommet til Cartagena i nat og han tager af sted på tirsdag (d. 26/10) – perfekt dato. Fritz the Cat er godt velrenommeret: områdets største katamaran, godt med plads, hyggelig mand, god mad og god service.

Vi ringer til Fritz. Yes, han er i havn, han kan mødes i aften. Arh, i morgen vil vi gerne (vi er lige lidt trætte efter at have gået lidt rundt). Ok, men så kan vi mødes til en øl kl. 10. Kl. 10, er det ikke lidt tidligt til øl, spørger Myk. Kl. 11 så, foreslår kaptajnen. Godt, vi mødes i morgen kl. 11. Vi skal nok blive glade for Fritz, tænker vi.

Uha ja, og så er der sket noget helt vildt. En colombianer har haft et barberblad helt oppe ved min strube. Næsten lige så skræmmende som dengang vi blev ’forfulgt’ af en mand med en manchete (en landmand som skulle samme vej som os). Vi er nemlig blevet barberet og blevet rigtigt flotte. Selv Myk ser faktisk næsten helt anstændig ud. Hans badeshorts er stadig lidt for blomstrede.

Fejringen
Fredag d. 22 fik jeg noget overraskende min karakter på mit speciale tilsendt af min vejleder. Bedømmelsen var sat til kl. 16.45 tirsdag d. 26, så jeg var lidt ufokuseret der på netcaféen. Kunne ikke helt holde op med at grine til at starte med, og var lige ved at gå med på Myks tilbud om et fejringskys. Med andre ord, meget glad for bedømmelsen og så var jeg lige pludselig færdig med 6 års uddannelse – lige der.

Det skulle selvfølgelig fejres. Og hvad ville være bedre end at tage med på en lokal chivas-tur? En chivas er en bus som kører rundt med festglade colombianere, fyldt med rom og godt humør – og en masse musik. Det skulle være det store hit. Det startede dog lidt dårligt med at vi betalte 35.000 i stedet for 25.000 (105 kr. frem for 75), som det ellers kostede. Forskel: Vi blev kørt i bus hen til bussen. Som ikke var ret langt væk.

Nå, og så fortsatte det ellers derfra. Det var ikke ligefrem en festbus vi var kommet til, men en bus med rækker man ikke kunne flytte sig fra. Og man måtte ikke stå op. Og der var ikke rom i stride strømme. Til gengæld var der et vallonato-band (musikstil, fremført af mand på tromme, mand med harmonika og mand med rytmebræt – sunget lystigt af alle colombianerne). Jojo, festligt var det da, men man var ligesom lidt udenfor. Der var derudover tale om en mild overdrivelse når vi var blevet lovet fri bar i 4 timer, og der rent egentligt kun var rom i den ene time hvor bussen rent faktisk kørte.

Hm, that said, blev vi kørt til et diskotek, hvor vi fik gratis adgang. Man kunne indvende mod denne usædvanligt gode deal, at der i forvejen var gratis adgang på dette diskotek. Nå, så ind og købe noget aguadiente (lokalt lakridssprøjt) for at starte danselysten. Men ak nej – vi havde ikke flere penge. Dem var vi kommet til at bruge på overprized bustur - og to grillspyd (de smagte til gengæld godt).

Så må vi jo op og hæve nogle, skulle man tro. Men det kunne man ikke. Ingen ATM i området ønskede at bidrage til vores brandert, og i mellemtiden var ham den høje blevet sulten igen (jojo, grillspydende havde da været gode nok, men der var da ikke meget mad på dem). Et stykke pizza (hawaii) til mig og en øl til Myk, kunne lige være mellemstation for at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, for så begyndte det nemlig at regne.
Man kan kende en regnbyge på, at den sådan starter lidt langsomt op med to-tre dryp på et minut. Her vurderer de lokale med noget større nøjagtighed, at det lige om lidt kommer til at stå ned i en time. Så mens vi skråsikkert får spist op i den begyndende byge, har de lokale gjort klar og sat borde og stole op under diverse parasoller. Allerede halvvåde beslutter vi os, at vi ikke kan komme på gåben tilbage til det der diskotek. Så vi må jo have fat i en taxi for at køre os de 300 meter. Som et resultat af sammenblanding af at det kun var Myk der vidste hvor vi skulle hen, kun var mig der kunne forklare det, samt at vi begge havde mente at området hed noget andet end det det hed, kørte taxaen forkert et par gange. Vi kom så langt væk at jeg er i tvivl om taxamanden forstod konceptet. Efter 8 minutter var vi tilbage hvor vi startede. Efter 8½ var vi ved diskoteket. Som nu var mere eller mindre tomt.

Godt så.. stadig lige ’ædru’, uden mange penge på lommen, møder vi tilfældigt tre fyre fra vores bustur, som er på vej over til et andet diskotek. Det viser sig at være det hidtil dyreste, med rene danske priser. Arbejdsviljen er dog stadig intakt (grundet dagens betydning), så da det viser sig at de tager visakort, er vi jo lige pludselig verdensherrer igen. Det hjælper dog lige lidt på vores charme. Pigerne vil kun danse hvis de får øl for det bagefter (de er åbenbart alt for vant til gringos her i byen i forhold til de andre steder) så vi får det meste af tiden til at gå med at mase os frem og tilbage, samt at Shazaam’e alle de mest spillede sange, så vi kan lave en playliste på et tidspunkt. Afslutningsvist hjalp det ikke på aftenens mislykkethed at Myk blev så sur over sin egen kræsenthed at han i protest måtte snave med den første pige der ville danse med ham. Det blev alt i alt noget være rod. Jeg fik dog optur over at tage hævn for en tre år gammel forfejlet taxatur, da betalte en taxamand 3 kr. for at køre mig 3 meter længere frem (den tålmodige læser kan følge linket nederst på siden). Jeg syntes aftenen var et hit – Myk var mindre overbevist.

Resterende fornøjelser

Ellers har ugen budt på en tur i en muddervulkan. Det var en enormt lille vulkan. 25 meter ragede den op - ikke så overbevisende. Til gengæld var den 2500 meter dyb. Lidt mere imponerende. På 'toppen' kunne man bade i mudder som gør det underlige ved kroppen, at man er totalt vægtløs. Man indtager en position - og bliver der. Man synker ikke i og flyder ikke op. Til gengæld bliver man ufrivilligt masseret af folk som tager penge for det bagefter, nogen tager ens kamera og tager billeder - og tager penge bagefter. Og nogen insisterer på at gnide en i beskidt søvand og tage penge for det bagefter. Jajada.

Og så har jeg snakket med en couchsurfer i dag, mandag, og været til en noget random salsa/merengue-undervisning. Det var begynder walk-in, men der var kun mig og Myk. Og en meget ihærdig mand, som snakkede spansk og dansede løs, og på militærisk vis tvang Myk og jeg til at danse sammen. Det var noget værre noget.

Referat

Cartagena har ikke som sådan givet ret meget mening. Men nu har vi fundet en båd og er på vej til Panama. Vi har ikke som sådan lavet noget der er værd at skrive hjem om - men det skal jo forsøges. Nu tager vi ud og sejler med Fritz.

Santa Marta

Jeg har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal begynde at beskrive dette sted. Jeg må på forhånd beklage hvis man som læser får lyst til at tilsætte den der slags musik der er i happyending fim. Jeg skal nok prøve at holde øje med det så det ikke går helt galt.

Jeg har længe haft en fornemmelse af at ’jeg skulle bare til Santa Marta – så skulle det nok gå derfra’. Så mine egne forventninger har sikkert også hjulpet. Men hostellet vi ankom til, menneskene i det og de aktiviteter der er at foretage heromkring, har alle passet ind i hele setup’et. Her var et sted hvor det var muligt at lave ingenting – ligesom jeg har glædet mig til gennem særligt sommeren, hvor der var speciale over det hele.

Allerede i receptionen startede fornøjelsen. Vi bliver budt velkommen af de rareste mennesker – ejerne af stedet går rundt og snakker med os som var vi familiemedlemmer og alle de ansatte har det tilsyneladende sjovt sammen. Hostellet er bygget op som en lille firlænget gård med en pool i midten og hængekøjer hele vejen rundt. I den ene længe er fællesområdet, hvor man helt automatisk tvinges op i: køkken, poolbord, bar, restaurant, tv-stue i et. Så alle møder hinanden og byder nye velkommen som det mest naturlige. Hver dag og aften går ordet rundt når der bliver lagt en plan og folk følges derfor ad i grupper: vil du med til stranden, skal du med til vandfaldende, skal du med i byen, med til at grille, med i poolturneringen.. osv.

Jeg har længe bandet hostellivet lidt væk fordi det ’bare var fyldt med irere som snakkede engelsk og drak bajere’. Her snakkede folk spansk hvis man ville, engelsk hvis man ville, tv’et kørte spanske nyheder og der var tid til at læse i sin lille spanske børnebog. Og bartenderen var.. ok, en 35 årig irer... Som drak øl.. Dammit. Men vent, det var faktisk ikke så dumt. Naill er fyldt med opmærksomhed over for alle, og på trods af at ingen forstår hvad han siger, formår han at joke på de helt rigtige tidspunkter. Og så er han backpacker som os andre, så han tager med ud om dagen og arrangerer aktiviteter om aftenen. Hvis vi mangler nogen i en gruppe, er han den første til at opdage det. Da jeg på en bytur kort sagde at jeg var med i den der flaske rom, men jeg skulle lige ud og have en hotdog (damn, selv hotdogsne er gode), kom han ud og fandt mig 8 minutter senere for at fortælle hvor de havde sat sig så jeg kunne finde dem.

De gode facts:
Alle taxaer koster 12 kr. om dagen, 15 kr. om aftenen. De koster 30 kr. til stranden og 30 kr. til festbyen Taganga (turistet men alligevel lidt sej strandby).

Hostellet har en italiensk restaurant fordi de to ejere er italienere som bare er blevet forelsket i området.

Hostellet har en vildt sej lille kat som ligger og slænger sig over det hele.

En overnatning koster 45 kr., en pilsner koster 6 kr. og der er et stort supermarked lige overfor. Vores budget er 220 kr. pr. dag, så vi sparer nemt penge på en rolig dag.

Spanskundervisningen koster 30 kr i timen – og så er den med en spanier som man rent faktisk forstår.

Der er poolturnering en gang om ugen – som jeg vandt den første aften (med gratis morgenmad til følge – så sej er jeg). Salsaturnering hver lørdag (men på opfordring fik jeg fyret ham der var der den første lørdag og ansat Myk den anden lørdag). Filmaften med enormt lækre popcorn to gange om ugen – med mulighed for at være i poolen i mellemtiden.

Når man tager i byen, tager man alle ned på et torv midt i byen, køber en billig flaske rom eller aguadiente, som man deler inden man finder et diskotek. Alle ligger samlet i samme område, og de fleste har gratis entre.

Vi har fundet ud af at købe appelsiner som vi selv kan presse. Vi synes selv vi er ret sunde.

De dårlige facts:
Min barbermaskine virker stadig ikke, så jeg får snart et naturligt CastAway-outfit til Halloween.

Jeg har flere boxershorts i overskud når mine sokker løber ud.

Det er endnu ikke lykkes Myk og jeg at sammensætte et aftenmåltid som ikke har indeholdt pasta. Det er måske ikke så dårligt igen.

Jeg har været af sted i en måned og har endnu ikke brugt: Min barbermaskine, min stribede uldtrøje, min el-tandbørste (siden den løb tør for strøm på dag 4), min vest, min blå skjorte, mine regnbukser, min hackiesack (som jeg ikke kan stave til), mit lånte myggenet, mit OB-halstørklæde eller noget som helst fra min medicintaske. Jeg har til gengæld endnu ikke kommet i tanke om noget jeg har glemt.

Jeg har skrevet sammen med 2 couchsurfere, men på en eller anden måde er det lykkes os at undgå at aftale en aftale. Men ok, har ikke manglet muligheder for at lære spansk og har haft brug for ikke at skulle være social medmindre jeg selv gad.

Oplevelser
1. Turen til Minca’s vandfald: Myk havde ubegrænsede tømmermænd, så jeg røg randomly på tur med engelske James, hans pakistansk/australske ven Saraj, engelske Paul og hans kæreste Gina, samt svenske Pontus. Mine trekkingsko blev meget glade for at blive brugt ordentligt så allerede der fik jeg lidt ud af det. Men turen og gruppen var mindeværdigt (og her sætter musikken så ind).

2. Turen til Tayrona’s nationalpark: En nationalpark her er en jungle som ligger lige ud til vandet. Det var ren Pirates of the Caribbean at kigge rundt der. Vi trekkede 3 timer for at komme ud til stranden, sammen med James og Saraj.. og uforståelige nordengelske Liam. Sidstnævnte fik en time i en jungle til at gå med at lære at sige ’me gusta tu sonrisa.. y tus ojos también’. Nå, men jungletrek er sådan halvt sti, halvt kravl rundt på klipper, find nogle flotte træer, underlige dyr og overvej hvor flot der lige ser ud dér – alle aktiviteter gennemblødt af luftfugtighed. På stranden kunne vi leje hængekøjer på en lille rund halvø mellem to vildere sandstrande. De tre drenge smuttede efter den første dag, og Myk og jeg havde så et døgn til bare at koge på en strand. Hjemturen tog vi over en lille forladt jungleby; 4½ times trek hvor mine trekkingsko endelig tilgav mig for at tage dem med – nu havde de ikke kun været til pynt.

3. Bytur til Taganga: Det startede megafesent. Vi var et ret stort hold af sted, som ikke rigtigt fandt ud af hvad vi skulle. Ind til torvet, købe en flaske rom. Alene det tog alt for lang tid. Ind på den der klub vi havde været på 2 gange allerede, hvor der ikke sker noget som helst. Nå, og så endelig af sted til Taganga – den nærliggende turistfyldte strandby. Her slog vores taxagruppe (vi var delt i to) os ned på en trappe, lige ned til vandet. Købte en flaske rom, som så blev til to (de er små). Så kom den anden taxagruppe endelig. Så købte vi to flasker mere. Så kom der en gadehandler forbi. Normalt affejer man dem efterhånden bare høfligt inden man får hilst på dem, men ham her havde en helt anden energi. Han var faktisk ikke en gadesælger. Han var en ældre mand, som var blevet forelsket i at lave hatte ud af et stykke gren med lange blade på. Han fik Myk i gang med at hjælpe ham med at lave en hat (perfekt opgave at give Myk – en kniv og en gren og en opnåelig målsætning) og snakkede så lystigt med mig om hvad han var for en fyr (perfekt opgave for mig som synes han var enormt interessant. Hvordan resultatet blev kan ses i picassamappen, som linkes til i toppen af siden). Han (Luíz) havde lavet noget dumt engang, slog han fast, så siden da havde han besluttet at det ville han ikke gøre mere. Han fandt engang en gren og begyndte at lave en hat. Den blev ikke ret flot, men han blev helt forelsket i det. Han var god til at snakke engelsk og ville gerne lære mere. Lidt excentrisk, utrolig meget energi og nærmest taget ud af et eventyr – ligesom sådan den der gamle underlige videnskabsmand som bor alene i et tårn med sit lange skæg og sin underlige ugle. Snakkede han ikke med mig, snakkede han med sig selv om hvor meget han elskede at lave hatte. Jo, vi kunne da godt købe en, men det var egentligt ikke derfor han sad her. 15 kr. kostede den hat han lavede nu, men Myk kunne få sin egen gratis – han havde jo selv lavet den.

Myk ville gerne have sin hat – selvom han var kommet til at lave den uden top. Så nu var det mest sådan en kæmpe stor grøn solskærm. Han ville også gerne købe den gode hat. Men den var ikke færdig endnu. Myk aftalte med Luíz at sidstnævnte kunne lægge hatten under en båd, når han engang var færdig. Sammen med tre colombianske drenge som kom forbi og hyggede sig med at spørge os alle sammen hvad vi havde set i deres land, gik vi op til El Mirador – en bar som man har placeret på en klippevæg med udsigt over stranden. Her mødte vi en svensk bartender som inviterede os med til morgenfest, alle elskede Myks hat og tiden gik med at overveje hvor mange af de der gratis shots man kunne klemme ned ovenpå alt det rom. Da morgenfest kom var det samme problemstilling, bare med færre mennesker. Og så havde vi fået tilbudt en seng hver. Under baren var et hostel og bartenderen skulle ikke selv bruge sit værelse, da hun sov sammen med ejeren. Fint. At jeg så på ingen måde havde lyst til at se sollys nogensinde igen da jeg vågnede, det er så en anden sag. Og at der var dømt stor bytur dagen efter igen, det var mindre god timing.

Nå ja.. det skal lige med. På vejen hjem i taxaen synes taxamanden så at vi er nogle sjove nogle. Han griner meget af os fordi vi beder ham skrue ned for den vanlige reggeatonrytme som brøler ud af højtalerne. ’Tenemos guyabo’, får vi fremstammet. Og hvad gør en god taxamand så? Ja, upåagtet at han kører med fixed rate, begynder han at snakke om et præparat som alle bruger når de har tømmermænd. Man kan købe det i alle butikker. Nej, det er ikke coke. Han stopper ved en kiosk og sender mig ind efter to brusetabletter (i brevform, men u get the point). Så griner han hele vejen hjem over to gringos med tømmermænd, snakker om damer og ønsker os god bedring da vi kommer hjem. Meget sigende for folks venlighed og attitude hernede.

Dette her er blevet aaaalt for langt. Det ved jeg godt. Så respekt for at du nåede hertil (medmindre du har sprunget noget over: i så fald:

Kort resume:
Vi har haft det godt, slappet af, set nogle springvand, gået rundt i noget jungle, set noget strand, snakket med nogle andre turister, drukket en masse rom og opnået en fornemmelse af ikke at ville væk herfra lige foreløbigt.)

Medellín

På en uge i Bogotá gik mit frygtniveau over en bustur i Colombia fra 'stensikker på overfald, røveri og falske politibetjente', til 'utrolig sikker vej med pletvise politistop for vores sikkerhed skyld'. Vejen til Medellín var beskrevet som en af de bedre i Colombia - nem, hurtig, gode busser som kører hele tiden og en fair pris (150 kr. for 9 timer).

En kort dialog med den hyggelige mand på det hyggelige hostel i Bogotá (El Cafecito) lovede os en bus hver halve time. Da vi den sidste aften, efter en bid aftensmad hos Adris veninde Marita (og hendes familie) drog mod busstationen var jeg begyndt at blive helt optimistisk. På Myks 'det bliver spændende om vi kommer med en god bus', svarede jeg sågar 'det skal nok gå - de kører jo hele tiden'.

20 sekunder senere var det åbenlyse svar, at det gjorde de ikke. Faktisk, overhovedet ikke. Vi var der tyve i tolv og den næste kørte halv syv. Hele planen med at køre om natten er at spare en overnatning, så tanken om at tage en taxa tilbage til et hostel, pakke ud, pakke ned, køre tilbage osv., lå meget fjernt fra os. Det samme gjorde det dog (primært for mig) at overnatte på en busstation med al min bagage. 'Jeg skal nok holde mig vågen', mente Myk. 'Jeg skal bare have en cola'. Og den forventede han at jeg skulle tro på.

Nå, men vi var åbenlyst ikke de eneste som ikke forstod et klap af alt dette 'busser går hele tiden, men det gør de så ikke alligevel' system. Nogle snaksagelige colombianere havde på kort tid samlet en gruppe på 15-20 mennesker, som også skulle (have været) til Medellín. Efter lidt aftaler om en ny bus, nogle delte taxier og andre muligheder, blev enden på det at vi skulle med en bus til en mellemliggende by - afgang 02.00. Godt nok, det gør vi så. Og alle colombianerne virker flinke - undtagen én fyr, som lidt lignede en mørk version af Burt Reynolds. 'Skumleren' eller 'ham vores onde ven' fik flere tilnavne mens vi overvejede om han stirrede på vores tasker, eller på den dames bagdel som var i samme flugtlinie.

Myks optimisme den aften gav pote. Han spottede 3 drenge med tasker og kamera og gik hen for at spørge om de også var turister. Det var de ikke, men ham den ene ville vildt gerne lære engelsk og ville meget gerne snakke. De var maskiningeniører (så vidt vi endte med at forstå - uden helt at forstå hvad sådan nogle laver, ret beset), som boede og arbejdede i Bogotá, men havde et projekt i Medellín de næste 15 dage.

Grunden til denne helt uendeligt lange indledning på Medellín er, at denne opstart endte med at tegne hele billedet af opholdet der. Busturen var fremragende. Eller, ret beset var den under middel. Men det gruppeforhold der var bygget op af alle os 'efterladte' var hyggeligt. Alene den oplevelse at stå kl. 8 om morgenen i den mellemliggende by og opleve 3 mænd forhandle alles busudgifter ned med 21 kroner - det var klasse. Vi skulle lige alle blive enige om hvad vi ville give for denne tur. Vores tre nye venner gik hurtigt til at blive vores trygge oversættere og særligt ham der ville lære engelsk (Jorge) var yderst snaksagelig og virkede som en dejlig dreng. Vi endte med at hænge meget ud sammen med disse tre drenge, og Jorges bror Ronald.

Medellín

Byen i sig selv blev jeg ret hurtigt glad for. Der var styr på sagerne, her var rent, pænt, kæmpe højhuse, velfungerende metrosystem (endda med engelsktalende højtaler system.. hallo!), flotte områder og et enormt godt byliv. Medellín er højt praiset af colombianere som sådan - det 'burde være hovedstaden' mener flere. Den har et ry for at have både de sødeste og de pæneste indbyggere og drengene vi mødte virkede (med god grund) heller ikke kede af netop at skulle arbejde i denne by et par uger. Og så er den placeret mellem en række bjerge, som den breder sig op ad. Metrosystemet er udviklet med .. ja, jeg kan så ikke huske navnet på sådan nogle, men nogle gondollignende hejsesystemer som bringer folk op i bjergene. Meget pænt.

Mine couchsurfingskills er endnu ikke særligt veludviklede (folk svarer sgu ikke..) og vi havde jo også drengene, så havde det fint med at bo på The Pit Stop. Lækkert sted med udmærket atmosfære. Og rart at møde lidt rejsende over flere dage, så man kunne få nogle rejsetips. Vi boede på et 14-persons dorm, men der boede aldrig over 7, så det slap vi rimeligt billigt fra.

Oplevelser

Drengene står som det ultimative. Byturen med dem lørdag (ankom fredag) var suveræn; badet i Aguadiente (lokal lakridssprøjt) og med den helt rigtige blanding af klassisk mandehumor, pigekiggeri og hvad man vel bedst (men lidt fesent) kan kalde kulturudveksling. De brugte meget lang tid på at forklare os hvordan Colombia ikke er farligt. I samme sætninger snakkede de dog lige så meget om det man ikke skulle gøre - såsom at stoppe ved en ATM undervejs på sin taxatur, tro på at dørmandens tilbud om at ringe efter nogle veninder er helt 'ægte', eller lægge an på en anden mands pige. Det prøvede vi så at lade være med.

Ellers bare en fornyet og forbedret tro på, at dette lander helt vidunderligt. Og den oplevelse vi kan have af Colombia derhjemme, er synd og skam. Og ikke særlig fair. Men sådan er det nok nogle år endnu, indtil vi får hørt en ny sang en masse gange.

Medellín var en dejlig oplevelse, men vi vidste også godt at vi snart skulle op til den kyst. Efter en god tur ude med drengene (hvor de fik hver sin Legomand), tog vi en natbus til - af colombianere meget velansete Santa Marta.

Bogotá

Ankomst

Av min arm jeg var nervøs for at flyve ind i den lufthavn kl. 21 om aftenen. Bare i immigrationskontrollen (tror jeg det hedder - ellers burde det hedde det) er jeg ekstra opmærksom på min bagage. På trods af at systemet er mere velsmurt end i Miami, er jeg meget på vagt over for de der skumle politibetjente som sidder som høge og venter på at det bliver turistdrengenes tur.

Vi kommer op til politimanden bag disken. Han ser venlig ud, tænker jeg. Men der er noget galt. Mit spansk har ikke været i brug i 3 år, men jeg kan forstå at vi skal have en adresse på hvor vi skal bo. Det har vi ikke, da vores eskorte står uden for lufthavnen og venter. Det er Adri - endnu en veninde fra Buenos Aires. Den adresse har jeg jo ikke lige taget med. Hendes telefonnummer? Det har jeg heller ikke. Nå, men så kan I ikke komme ind i landet, fastslår manden. Nej nej nej.. og Adri står derude og venter og hvad skal vi dog gøre og nu tager de snart vores bagage og pas fordi vi har brudt en lov, stjæler alle vores dollars og sætter os til at overnatte i lufthavnen. Åh, hvilken ulykke.

Det viser sig dog at Colombia er sådan et sted som går aktivt ind for offentligt Wifi, så vi blev bedt om at gå over til 6 småfisende kvindeligt ansatte (ved ikke hvilken funktion de tjente udover på daværende tidspunkt at fungere som underholdt publikum) og finde Adris telefonnummer på nettet. Enters Ipod. Efter et par minutter er der hul, og på Adris' facebookprofil kan jeg finde et telefonnummer. Vi er reddet.

Jeg kan godt se at dette her bliver utroligt fyldigt - så du skal allerede her være velkommen til at springe ned i bunden hvor du kan se, at Bogotá var et fint bekendtskab og at vi slap godt fra alting..

Den høje puls forsvinder dog ikke af ikke at kunne finde Adri i lufthavnen. Og det ikke kun fordi jeg faktisk ikke vidste helt hvordan hun så ud og kun har mødt hende to gange til to fester for tre år siden. Hun er der virkelig ikke. Har hun narret os? Passede det overhovedet ikke at hun havde fundet os et sted at sove? Sad hun bare med en kikkert et sted og ventede på at se os slagtet af alle de røvere som sultne kunne se alle de dejligheder vi havde taget med til dem?

Egentligt ikke.. hun troede bare først vi var der 22.40 og ikke 20.40. Så hun kommer noget forsinket ud og finder os. Udmærket. Så vi bliver så kørt ind til en lejlighed hvor hendes veninde Keny bor.

Colombianere bor for det meste hos deres familie i mange år - indtil de finder en ny familie. Denne lejlighed var lidt en mellemting og bestod af veninden Keny, hendes søster, deres kusine, en veninde og en fyr som jeg aldrig helt forstod hvem var. Vi fik lov at bo på to madrasser i fællesstuen og til gengæld lavede vi mad til husstanden et par aftenener. Først fik de frikadillos med kartoffelmos, persillesovs og kålasalat, og anden aften fik de pasta med kødsovs. Vi er uden tvivl bedst til at lave sidstnævnte, men fik nu ganske meget ros for vores frikadillos.

Bogotá

Denne by er bare helt enorm stor. Den har meget larm, meget smog, mange biler, ufatteligt mange små forretninger (et udtryk som også dækker over en mand som sidder på gaden og sælger tyggegummi). Samtidig har den nogle enormt interessante områder og bygninger som ikke ligner alt det andet. Det spanske område La Candelaria består af byens første bygninger fra den spanske invasion. Små farvede huser, stejle bakker, brosten og en rar atmosfære. Flere nordlige områder i byen er nærmest vestlige; kæmpe butikscentre, enorme bygninger, glasfacader, hele baduljen. Flere steder finder man lige nogle handelsgader med helt andre stemninger end man lige var vant til fra det pulserende storbyliv. Bylivet er ligeledes suverænt, hvor vestlige hits blandes med colombiansk og latinamerikansk musik. Og så kan jeg til de mandlige læsere bemærke at det ikke er for sjov at Colombia beskrives som et såkaldt flot sted.

Oplevelser

Jeg vil fremhæve kendskabet til Colombia som sådan. Jeg brugte meget ugen på at opsnuse mig kultur, historie, politik, holdninger, ønsker og livssyn. Bogotá er heri et fantastisk sted. Jeg kan varmt anbefale denne dokumentar som viser hvor vild en forandring byen er i gang med:

http://www.youtube.com/watch?v=gyBe5-irc_4

Det offentlige universitet fortjener sin helt egen blog (hvilket dokumentaren meget fint viser). Her er meget 'rødt', rebelsk, grafitti over det hele og en meget stor aversion overfor det private system.

Adri og hendes veninde Keny var formidable i deres 'formidling' - vi lærte ualmindeligt meget sprog, fik endevendt hele den politiske situation (Colombia har lige haft valg for 2 måneder siden), fandt ud af hvad FARC var for en størrelse (dem er der åbenbart ikke ret mange der holder med hernede - så lad være med at sende dem penge btw.), blev vist rundt i hele byen og blev taget med til en fødselsdag for en anden veninde.

Det at kunne tilbringe tiden i Bogotá med lokale, var derfor både trygt og underholdende. Sidst på ugen mødtes jeg med Rowan, som sammen med sin kæreste er tovholder for Kaospiloternes næste outpost. Da jeg skal starte hos KP som militærnægter til februar, var det derfor interessant for mig at høre lidt om hvad der skulle ske i denne by, som jeg efterhånden følte at jeg kendte. Jeg var sgu godt nok lige ved at blive i en måned for at være frivillig medhjælper på projektet, men der var for mange aftaler og forventninger som måtte slagtes for at det kunne lade sig gøre: Drømmen om afslapning, nul forpligtelser, sol, strand og hængekøjer vandt. Derfor, afgang Medellín med natbus efter 8 meget spændende dage i Bogotá.

Miami

Første stop var det man på godt dansk kalder en forlænget mellemlanding. Ankomst søndag aften, afrejse onsdag aften.

Det virkede før afrejse som et skræmmende sted at tage hen, det der Colombia og alt muligt, så Miami var en udmærket start. Forventningerne til byen var noget med nogle høje huse, tilsvarende høje priser og høje standarder for, hvordan man burde se ud. Sidstnævnte ikke noget der huede (hedder det ikke det?) to backpackende svende, som ikke ligefrem er taget ud i verden for at imponere nogen med vores tøjstil. Miami gav dog mening fordi vi fik lejlighed til at mødes med vores fælles veninde Amber, som vi havde mødt i Buenos Aires i 2007.

Amber er en herlig livlig pige, som egentligt bor i Houston, men som er så glad for sine to danske pastries (som vi hedder) at hun glædeligt tager tre dage ud for at blive vores lokale USA-guide. At hun så ikke ejer stedsans gjorde at selve guideelementet forsvandt lidt, men hvor var det genialt fedt at se hende igen. 3 år.. det var der sgu ingen der kunne mærke. Samme energi, samme jokes, samme måde at være sammen på.

Og hvad laver man så 3 dage i Miami i backpackertøj på backpackerbudget (man går nemlig ikke i byen, da man hverken kan eller må for hhv. pengepungen og dresscoden)? Vi havde to hele dage, som begge blev brugt på at gå en masse. Det er ikke noget der passer til en amerikansk livsstil skulle jeg hilse at sige. Mange gange blev vi opfordret til taxakørsel, som rundhåndet ville blive betalt af pigen. Derfor holdt vi også mange pauser undervejs. Næh, der ligger da lige en café der sælger kaffe. Og dér ligger en der sælger juice. Og derinde kan man få en bid mad. Og en ølle eller en happyhour på drinks.

Stranden var lidt skuffende. Meget meget flot (grønt vand, hvidt sand, hele pakken), men meget meget kedelig. Det mest underholdende var amerikanerne selv (alle, skal det retfærdigvis siges, utroligt rare). Blandt andet så vi en powerwalker af rang: Forestil dig en jamaicansk udseende mand, 1.70 høj, stort sort garn, stort set lige så bred som han er lang, kun iført grønne tights, gående med He-man lignende bevægelser i ét stort hvidt smil frem og tilbage på stranden. Meget stolt så han ud. Han bar de tights utroligt godt, blev vi enige om. Og Myk har lovet at han vil købe sådan nogle når han ser dem næste gang.

Anyhow, Miami blev en dyr fornøjelse, men bestemt også en fornøjelse. Det var fantastisk efter 2 uger med lutter farvel'er at kunne sige 'hej' til nogen. Til gengæld skulle vi jo også sige farvel igen om onsdagen - endda for at rejse helt alene ned til det der farlige farlige Colombia, hvor vi jo nok ville blive overfaldet de første 3 gange allerede i lufthavnen.

Bloggens fødsel

Ok, det har godt nok taget mig lang tid at finde ud af hvor nemt dette her er. Jeg har siden afrejse godt kunne tænke mig et eller andet forum hvor jeg kunne lægge lidt tekst og et enkelt billede op i ny og næ (nok mest næ), men havde det problem at jeg i forvejen var skrevet op som admin for PUF's blog. Og så vidste jeg så ikke at man så åbenbart bare kunne trykke 'Ny blog' og så oprette en mere.

Det kunne man altså, og derfor kan jeg nu sidde i en hængekøje på vores nye überfortræffelige hostel og prøve at lave en hurtig update på de sidste par ugers rejsedestinationer, oplevelser og mere eller mindre vellykkede fotomeisterøvelser.

Derfor.. velkommen til. Hvor er jeg glad for at du kigger forbi!

(Nå ja.. billedet er taget med min alt for lidt anvendte smiledetect-indstilling på mit lille kamera, som først tager et billede idet det mener man smiler nok)