Bogotá

Ankomst

Av min arm jeg var nervøs for at flyve ind i den lufthavn kl. 21 om aftenen. Bare i immigrationskontrollen (tror jeg det hedder - ellers burde det hedde det) er jeg ekstra opmærksom på min bagage. På trods af at systemet er mere velsmurt end i Miami, er jeg meget på vagt over for de der skumle politibetjente som sidder som høge og venter på at det bliver turistdrengenes tur.

Vi kommer op til politimanden bag disken. Han ser venlig ud, tænker jeg. Men der er noget galt. Mit spansk har ikke været i brug i 3 år, men jeg kan forstå at vi skal have en adresse på hvor vi skal bo. Det har vi ikke, da vores eskorte står uden for lufthavnen og venter. Det er Adri - endnu en veninde fra Buenos Aires. Den adresse har jeg jo ikke lige taget med. Hendes telefonnummer? Det har jeg heller ikke. Nå, men så kan I ikke komme ind i landet, fastslår manden. Nej nej nej.. og Adri står derude og venter og hvad skal vi dog gøre og nu tager de snart vores bagage og pas fordi vi har brudt en lov, stjæler alle vores dollars og sætter os til at overnatte i lufthavnen. Åh, hvilken ulykke.

Det viser sig dog at Colombia er sådan et sted som går aktivt ind for offentligt Wifi, så vi blev bedt om at gå over til 6 småfisende kvindeligt ansatte (ved ikke hvilken funktion de tjente udover på daværende tidspunkt at fungere som underholdt publikum) og finde Adris telefonnummer på nettet. Enters Ipod. Efter et par minutter er der hul, og på Adris' facebookprofil kan jeg finde et telefonnummer. Vi er reddet.

Jeg kan godt se at dette her bliver utroligt fyldigt - så du skal allerede her være velkommen til at springe ned i bunden hvor du kan se, at Bogotá var et fint bekendtskab og at vi slap godt fra alting..

Den høje puls forsvinder dog ikke af ikke at kunne finde Adri i lufthavnen. Og det ikke kun fordi jeg faktisk ikke vidste helt hvordan hun så ud og kun har mødt hende to gange til to fester for tre år siden. Hun er der virkelig ikke. Har hun narret os? Passede det overhovedet ikke at hun havde fundet os et sted at sove? Sad hun bare med en kikkert et sted og ventede på at se os slagtet af alle de røvere som sultne kunne se alle de dejligheder vi havde taget med til dem?

Egentligt ikke.. hun troede bare først vi var der 22.40 og ikke 20.40. Så hun kommer noget forsinket ud og finder os. Udmærket. Så vi bliver så kørt ind til en lejlighed hvor hendes veninde Keny bor.

Colombianere bor for det meste hos deres familie i mange år - indtil de finder en ny familie. Denne lejlighed var lidt en mellemting og bestod af veninden Keny, hendes søster, deres kusine, en veninde og en fyr som jeg aldrig helt forstod hvem var. Vi fik lov at bo på to madrasser i fællesstuen og til gengæld lavede vi mad til husstanden et par aftenener. Først fik de frikadillos med kartoffelmos, persillesovs og kålasalat, og anden aften fik de pasta med kødsovs. Vi er uden tvivl bedst til at lave sidstnævnte, men fik nu ganske meget ros for vores frikadillos.

Bogotá

Denne by er bare helt enorm stor. Den har meget larm, meget smog, mange biler, ufatteligt mange små forretninger (et udtryk som også dækker over en mand som sidder på gaden og sælger tyggegummi). Samtidig har den nogle enormt interessante områder og bygninger som ikke ligner alt det andet. Det spanske område La Candelaria består af byens første bygninger fra den spanske invasion. Små farvede huser, stejle bakker, brosten og en rar atmosfære. Flere nordlige områder i byen er nærmest vestlige; kæmpe butikscentre, enorme bygninger, glasfacader, hele baduljen. Flere steder finder man lige nogle handelsgader med helt andre stemninger end man lige var vant til fra det pulserende storbyliv. Bylivet er ligeledes suverænt, hvor vestlige hits blandes med colombiansk og latinamerikansk musik. Og så kan jeg til de mandlige læsere bemærke at det ikke er for sjov at Colombia beskrives som et såkaldt flot sted.

Oplevelser

Jeg vil fremhæve kendskabet til Colombia som sådan. Jeg brugte meget ugen på at opsnuse mig kultur, historie, politik, holdninger, ønsker og livssyn. Bogotá er heri et fantastisk sted. Jeg kan varmt anbefale denne dokumentar som viser hvor vild en forandring byen er i gang med:

http://www.youtube.com/watch?v=gyBe5-irc_4

Det offentlige universitet fortjener sin helt egen blog (hvilket dokumentaren meget fint viser). Her er meget 'rødt', rebelsk, grafitti over det hele og en meget stor aversion overfor det private system.

Adri og hendes veninde Keny var formidable i deres 'formidling' - vi lærte ualmindeligt meget sprog, fik endevendt hele den politiske situation (Colombia har lige haft valg for 2 måneder siden), fandt ud af hvad FARC var for en størrelse (dem er der åbenbart ikke ret mange der holder med hernede - så lad være med at sende dem penge btw.), blev vist rundt i hele byen og blev taget med til en fødselsdag for en anden veninde.

Det at kunne tilbringe tiden i Bogotá med lokale, var derfor både trygt og underholdende. Sidst på ugen mødtes jeg med Rowan, som sammen med sin kæreste er tovholder for Kaospiloternes næste outpost. Da jeg skal starte hos KP som militærnægter til februar, var det derfor interessant for mig at høre lidt om hvad der skulle ske i denne by, som jeg efterhånden følte at jeg kendte. Jeg var sgu godt nok lige ved at blive i en måned for at være frivillig medhjælper på projektet, men der var for mange aftaler og forventninger som måtte slagtes for at det kunne lade sig gøre: Drømmen om afslapning, nul forpligtelser, sol, strand og hængekøjer vandt. Derfor, afgang Medellín med natbus efter 8 meget spændende dage i Bogotá.