Santa Marta

Jeg har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal begynde at beskrive dette sted. Jeg må på forhånd beklage hvis man som læser får lyst til at tilsætte den der slags musik der er i happyending fim. Jeg skal nok prøve at holde øje med det så det ikke går helt galt.

Jeg har længe haft en fornemmelse af at ’jeg skulle bare til Santa Marta – så skulle det nok gå derfra’. Så mine egne forventninger har sikkert også hjulpet. Men hostellet vi ankom til, menneskene i det og de aktiviteter der er at foretage heromkring, har alle passet ind i hele setup’et. Her var et sted hvor det var muligt at lave ingenting – ligesom jeg har glædet mig til gennem særligt sommeren, hvor der var speciale over det hele.

Allerede i receptionen startede fornøjelsen. Vi bliver budt velkommen af de rareste mennesker – ejerne af stedet går rundt og snakker med os som var vi familiemedlemmer og alle de ansatte har det tilsyneladende sjovt sammen. Hostellet er bygget op som en lille firlænget gård med en pool i midten og hængekøjer hele vejen rundt. I den ene længe er fællesområdet, hvor man helt automatisk tvinges op i: køkken, poolbord, bar, restaurant, tv-stue i et. Så alle møder hinanden og byder nye velkommen som det mest naturlige. Hver dag og aften går ordet rundt når der bliver lagt en plan og folk følges derfor ad i grupper: vil du med til stranden, skal du med til vandfaldende, skal du med i byen, med til at grille, med i poolturneringen.. osv.

Jeg har længe bandet hostellivet lidt væk fordi det ’bare var fyldt med irere som snakkede engelsk og drak bajere’. Her snakkede folk spansk hvis man ville, engelsk hvis man ville, tv’et kørte spanske nyheder og der var tid til at læse i sin lille spanske børnebog. Og bartenderen var.. ok, en 35 årig irer... Som drak øl.. Dammit. Men vent, det var faktisk ikke så dumt. Naill er fyldt med opmærksomhed over for alle, og på trods af at ingen forstår hvad han siger, formår han at joke på de helt rigtige tidspunkter. Og så er han backpacker som os andre, så han tager med ud om dagen og arrangerer aktiviteter om aftenen. Hvis vi mangler nogen i en gruppe, er han den første til at opdage det. Da jeg på en bytur kort sagde at jeg var med i den der flaske rom, men jeg skulle lige ud og have en hotdog (damn, selv hotdogsne er gode), kom han ud og fandt mig 8 minutter senere for at fortælle hvor de havde sat sig så jeg kunne finde dem.

De gode facts:
Alle taxaer koster 12 kr. om dagen, 15 kr. om aftenen. De koster 30 kr. til stranden og 30 kr. til festbyen Taganga (turistet men alligevel lidt sej strandby).

Hostellet har en italiensk restaurant fordi de to ejere er italienere som bare er blevet forelsket i området.

Hostellet har en vildt sej lille kat som ligger og slænger sig over det hele.

En overnatning koster 45 kr., en pilsner koster 6 kr. og der er et stort supermarked lige overfor. Vores budget er 220 kr. pr. dag, så vi sparer nemt penge på en rolig dag.

Spanskundervisningen koster 30 kr i timen – og så er den med en spanier som man rent faktisk forstår.

Der er poolturnering en gang om ugen – som jeg vandt den første aften (med gratis morgenmad til følge – så sej er jeg). Salsaturnering hver lørdag (men på opfordring fik jeg fyret ham der var der den første lørdag og ansat Myk den anden lørdag). Filmaften med enormt lækre popcorn to gange om ugen – med mulighed for at være i poolen i mellemtiden.

Når man tager i byen, tager man alle ned på et torv midt i byen, køber en billig flaske rom eller aguadiente, som man deler inden man finder et diskotek. Alle ligger samlet i samme område, og de fleste har gratis entre.

Vi har fundet ud af at købe appelsiner som vi selv kan presse. Vi synes selv vi er ret sunde.

De dårlige facts:
Min barbermaskine virker stadig ikke, så jeg får snart et naturligt CastAway-outfit til Halloween.

Jeg har flere boxershorts i overskud når mine sokker løber ud.

Det er endnu ikke lykkes Myk og jeg at sammensætte et aftenmåltid som ikke har indeholdt pasta. Det er måske ikke så dårligt igen.

Jeg har været af sted i en måned og har endnu ikke brugt: Min barbermaskine, min stribede uldtrøje, min el-tandbørste (siden den løb tør for strøm på dag 4), min vest, min blå skjorte, mine regnbukser, min hackiesack (som jeg ikke kan stave til), mit lånte myggenet, mit OB-halstørklæde eller noget som helst fra min medicintaske. Jeg har til gengæld endnu ikke kommet i tanke om noget jeg har glemt.

Jeg har skrevet sammen med 2 couchsurfere, men på en eller anden måde er det lykkes os at undgå at aftale en aftale. Men ok, har ikke manglet muligheder for at lære spansk og har haft brug for ikke at skulle være social medmindre jeg selv gad.

Oplevelser
1. Turen til Minca’s vandfald: Myk havde ubegrænsede tømmermænd, så jeg røg randomly på tur med engelske James, hans pakistansk/australske ven Saraj, engelske Paul og hans kæreste Gina, samt svenske Pontus. Mine trekkingsko blev meget glade for at blive brugt ordentligt så allerede der fik jeg lidt ud af det. Men turen og gruppen var mindeværdigt (og her sætter musikken så ind).

2. Turen til Tayrona’s nationalpark: En nationalpark her er en jungle som ligger lige ud til vandet. Det var ren Pirates of the Caribbean at kigge rundt der. Vi trekkede 3 timer for at komme ud til stranden, sammen med James og Saraj.. og uforståelige nordengelske Liam. Sidstnævnte fik en time i en jungle til at gå med at lære at sige ’me gusta tu sonrisa.. y tus ojos también’. Nå, men jungletrek er sådan halvt sti, halvt kravl rundt på klipper, find nogle flotte træer, underlige dyr og overvej hvor flot der lige ser ud dér – alle aktiviteter gennemblødt af luftfugtighed. På stranden kunne vi leje hængekøjer på en lille rund halvø mellem to vildere sandstrande. De tre drenge smuttede efter den første dag, og Myk og jeg havde så et døgn til bare at koge på en strand. Hjemturen tog vi over en lille forladt jungleby; 4½ times trek hvor mine trekkingsko endelig tilgav mig for at tage dem med – nu havde de ikke kun været til pynt.

3. Bytur til Taganga: Det startede megafesent. Vi var et ret stort hold af sted, som ikke rigtigt fandt ud af hvad vi skulle. Ind til torvet, købe en flaske rom. Alene det tog alt for lang tid. Ind på den der klub vi havde været på 2 gange allerede, hvor der ikke sker noget som helst. Nå, og så endelig af sted til Taganga – den nærliggende turistfyldte strandby. Her slog vores taxagruppe (vi var delt i to) os ned på en trappe, lige ned til vandet. Købte en flaske rom, som så blev til to (de er små). Så kom den anden taxagruppe endelig. Så købte vi to flasker mere. Så kom der en gadehandler forbi. Normalt affejer man dem efterhånden bare høfligt inden man får hilst på dem, men ham her havde en helt anden energi. Han var faktisk ikke en gadesælger. Han var en ældre mand, som var blevet forelsket i at lave hatte ud af et stykke gren med lange blade på. Han fik Myk i gang med at hjælpe ham med at lave en hat (perfekt opgave at give Myk – en kniv og en gren og en opnåelig målsætning) og snakkede så lystigt med mig om hvad han var for en fyr (perfekt opgave for mig som synes han var enormt interessant. Hvordan resultatet blev kan ses i picassamappen, som linkes til i toppen af siden). Han (Luíz) havde lavet noget dumt engang, slog han fast, så siden da havde han besluttet at det ville han ikke gøre mere. Han fandt engang en gren og begyndte at lave en hat. Den blev ikke ret flot, men han blev helt forelsket i det. Han var god til at snakke engelsk og ville gerne lære mere. Lidt excentrisk, utrolig meget energi og nærmest taget ud af et eventyr – ligesom sådan den der gamle underlige videnskabsmand som bor alene i et tårn med sit lange skæg og sin underlige ugle. Snakkede han ikke med mig, snakkede han med sig selv om hvor meget han elskede at lave hatte. Jo, vi kunne da godt købe en, men det var egentligt ikke derfor han sad her. 15 kr. kostede den hat han lavede nu, men Myk kunne få sin egen gratis – han havde jo selv lavet den.

Myk ville gerne have sin hat – selvom han var kommet til at lave den uden top. Så nu var det mest sådan en kæmpe stor grøn solskærm. Han ville også gerne købe den gode hat. Men den var ikke færdig endnu. Myk aftalte med Luíz at sidstnævnte kunne lægge hatten under en båd, når han engang var færdig. Sammen med tre colombianske drenge som kom forbi og hyggede sig med at spørge os alle sammen hvad vi havde set i deres land, gik vi op til El Mirador – en bar som man har placeret på en klippevæg med udsigt over stranden. Her mødte vi en svensk bartender som inviterede os med til morgenfest, alle elskede Myks hat og tiden gik med at overveje hvor mange af de der gratis shots man kunne klemme ned ovenpå alt det rom. Da morgenfest kom var det samme problemstilling, bare med færre mennesker. Og så havde vi fået tilbudt en seng hver. Under baren var et hostel og bartenderen skulle ikke selv bruge sit værelse, da hun sov sammen med ejeren. Fint. At jeg så på ingen måde havde lyst til at se sollys nogensinde igen da jeg vågnede, det er så en anden sag. Og at der var dømt stor bytur dagen efter igen, det var mindre god timing.

Nå ja.. det skal lige med. På vejen hjem i taxaen synes taxamanden så at vi er nogle sjove nogle. Han griner meget af os fordi vi beder ham skrue ned for den vanlige reggeatonrytme som brøler ud af højtalerne. ’Tenemos guyabo’, får vi fremstammet. Og hvad gør en god taxamand så? Ja, upåagtet at han kører med fixed rate, begynder han at snakke om et præparat som alle bruger når de har tømmermænd. Man kan købe det i alle butikker. Nej, det er ikke coke. Han stopper ved en kiosk og sender mig ind efter to brusetabletter (i brevform, men u get the point). Så griner han hele vejen hjem over to gringos med tømmermænd, snakker om damer og ønsker os god bedring da vi kommer hjem. Meget sigende for folks venlighed og attitude hernede.

Dette her er blevet aaaalt for langt. Det ved jeg godt. Så respekt for at du nåede hertil (medmindre du har sprunget noget over: i så fald:

Kort resume:
Vi har haft det godt, slappet af, set nogle springvand, gået rundt i noget jungle, set noget strand, snakket med nogle andre turister, drukket en masse rom og opnået en fornemmelse af ikke at ville væk herfra lige foreløbigt.)