Guatemala & Mexico

Til lyden af klapsalver stiger vi af bussen. Vi er, på en dag hvor det egentligt var meningen vi skulle have været ude og snorkle i grotter, kørt for langt i bussen og er havnet dér hvor vi i tre uger har forsøgt at komme hen: Cancun, Mexico. Klapsalverne var ikke til den buschauffør der aldrig stoppede der hvor vi havde bedt om at komme af – i særlig grad ikke fordi han bagefter ville have penge af os fordi vi var kørt længere end vores billet rakte til (det fik han ikkenikkenej). De var heller ikke til Cancun, da det egentligt ikke er et særligt flot sted. Det er en amerikansk satellitby (som lidt får en til at overveje det underlige i at så mange mexicanere vil til Texas, når de så meget nemmere kan rejse herned sydpå til Cancun).

Næ, klapsalverne var til os selv. Stolte kunne vi give håndslag på at have nået den endelige destination: tre ugers busræs med endeløse pakninger, overvejelser om hvor at skulle sove næste gang, hvor at skulle finde bussen fra, hvad den skulle koste, hvordan man kommer over til det der hostel, og hvad det skulle koste, og hvad man i det hele taget skulle lave der, hvor man nu var havnet – alt sammen slut nu, for nu var der kun et fly tilbage: flyet til Cuba d. 26/11.

Der var ikke andre end os der klappede da vi steg af bussen. De andre havde måske ikke nydt den der ekstreme aircondition som alle nyere busser praler så meget med at de har (det er blevet en vane at tage soveposer og uldtrøjer med til busturene), eller var de skuffede over ikke at få lov at se Shrek 3 færdig (selvom de havde haft 1 time og 10 minutter til at affærdige sig med denne omstændighed efter at have fået rejsetiden oplyst ved afgang). Men vi var glade – lige indtil vi fandt ud af at vi igen intet vidste om hvor vi skulle hen, nærmere bestemt og hvad vi skulle lave der de næste par dage.

Nå, men inden den videre forklaring på hvad der kom ud af det, er det måske på sin plads at bemærke kort, hvad vi havde bedrevet tiden med, siden El Salvador.

Guatemala: nææ og da, her er OGSÅ flot
Planen var klar: Guatemala City skulle undgås for enhver pris. Dens ry er helt elendigt, selvom vi faktisk aldrig rigtigt fandt ud af hvorfor. Jeg var selvfølgelig klar på at blive både overfaldet personligt og udsat for et busrøveri af maskerede røvere, så havde for en gangs skyld lagt en kopi af mit pas ned i den store taske (nu har de 5 kopier ellers ligget trygt ved siden af mit pas i den lille taske, siden afgangen fra Sverige). Men fra busstationen i Guatemala City, fik vi en rolig taxatur op til en lille farverig bjergby, Antigua, hvor jeg tror alle backpackere i Guatemala fortæller hinanden at man skal tage hen.

Der var også pænt, afslappende og ekstremt sikkert (havde det ikke været for tendensen til at fare grueligt vild i grid-netværket af veje som ikke rigtigt har nogle navne). Sådan faktisk på grænsen til kedeligt. Vi var i hvert fald enige om, at 1 dag var nok, på trods af min ellers næsten ubøjelige iver til at blive et sted mere end én nat. Jeg er ikke nomade og bliver det aldrig. Jeg er god til at slå mig ned et sted og sidde i en sofa en 3-4 timer, inden jeg overvejer om jeg ikke snart er blevet for sulten. Og så skal jeg lige have en aften til at overveje de forskellige muligheder, en dag til ikke at benytte mig af dem, og to dage til måske at få noget af det gjort. Så det der ’ankomst – skynd os ud og se noget – afgang’ syndrom, ser jeg normalt ikke værdien i.

Bustur til Maya-ruin
Ikke desto mindre var det afgang næste aften – næste stop; turistattraktion nr. 2 på listen; Mayaruiner. Yes, for hvem i alverden tager til Guatemala uden at se på ruiner? Ja vi skulle da i hvert fald ikke kritiseres for noget på det område. Busturen i sig selv var dog en oplevelse. Jeg havde i timerne op til afgang udviklet hvad jeg selv mente var feber og influenzalignende symptomer. Jeg var, upåagtet om dette var sandt, ikke ligefrem på toppen til at sove siddende i en bus hvor jeg igen ikke ville være tæt på at kunne have benene nogle steder, med viden om at jeg direkte efter ankomst skulle ud i en jungle og bestige mayaruiner. Men billetten var købt, billigste bus med laveste comfort var valgt, og det skulle der heller ikke laves om på.

Så meget desto mere ærgerligt var det at 1) sidde bag manden som er den første i bussen til at læne sit sæde bagover, 2) sidde foran kvinden som har taget sine tre børn med, hvoraf den ene skriger, den anden hiver os i håret og den tredje kravler rundt nede på gulvet, 3) sidde til højre for to amerikanere hvoraf den ene snakker konstant, og uheldigvis også er den som bruger ordet ’like’ flere gange end noget andet menneske jeg nogensinde har mødt. Mens Myk falder til ro, kan jeg trøste mig med at høre min lydbog, som sandt at sige har underholdt mig mange timer efterhånden ('Den hundredårige der sprang ud af vinduet og forsvandt' – anbefalelsesværdig, bestemt). I løbet af natten vågner man flere gange ved at konstatere at man faktisk næsten var faldet i søvn, eller ved at de der børn som ligger nede på gulvet, rent faktisk er gledet derhen hvor ens ben før havde lidt frirum. Yes, gulvet i bussen er så glat, at disse her børn ligger og glider hhv. til højre og venstre i hvert sving, og frem og tilbage ved hvert brems/acceleration. Og bussen må have bremset en anelse mere end accelereret, så nu var disse børn ca. der på midtergangen hvor jeg troede jeg skulle være. Nå, men heldigvis blev vi stoppet af en frugt-kontrol (!) kl. 3.45, så der kunne moderen lige få halet sine børn ind igen.

Efter 2-3 timers sporadisk søvn var jeg mildest talt ikke på toppen, og jeg måtte bruge min vetoret til at claime en sick-day på vores næste destination. Plan: Ligge i en hængekøje, drikke usandsynlige mængder vand og the, spise mad, se film og være på nettet. Det gjorde os begge klar til maya-spas dagen efter.

Og så lidt om de der ruiner
Jeg skulle egentligt lige til at beskrive disse store og prægtige ruiner, som Guatemala og det sydlige Mexico øjensynligt er smækfyldt af. Men kommer så til at tænke på vores usandsynligt seje guide som fulgte os i bussen fra Flores (byen hvor vi boede) til Tikal (området med ruinerne). Denne mand sad i vores minivan og gav en introduktion til hvad vi skulle op at se. Han havde sagt disse linier mange gange før. Mange.., og efterhånden var det så blevet til en tale. Og her mener jeg en tale, som ellers kun selvfede statsledere kan holde dem. På spansk siger man meget ’amigo/amigos’ når man henvender sig til nogen, og her var det så blevet til ’Friends..’ efterfulgt af en lang pause, og så ’welcome to you all... welcome to Flores..., welcome to my country’. ‘Friends.... thank you for coming.. thank you for visiting us...’ osv. Det var en fornøjelse at få alt lige fra dagens program til advarsler om farlige slanger serveret som om hvert ord rummede essensen.

Nå, videre.. Mayaruinerne var også flotte. Dem kan man se flotte billeder af hvis man vil. Til andre rejsende med mere tid i Guatemala vil jeg nok overveje at opsøge en mindre turistet samling af ruiner (eftersom de angiveligt er over det hele), men når det så er sagt, leverede ruinerne et godt indtryk. Altså, ruiner er jo ruiner og på et eller andet tidspunkt har man ligesom set ruiner nok. Men disse her havde det der ekstra touch ved at være placeret midt ude i en jungle og havde det ikke været for disse her Legoland-lookalike stier anlagt fra sted til sted, havde man aldrig fundet en eneste bygning. På det punkt minder Mayaruinerne lidt om andre civilisationer som også har bygget noget man i dag finder fantastisk, ud fra den betragtning at de ikke giver nogen mening. Altså hvorfor placere så forbandet mange sten ovenpå hinanden uden at have et rum inden i? Jeg må have læst noget mere om de der maya-folk.

Mexico: hmm, den tequila smager da egentligt godt
Inden den ovenfornævnte bustur mod Cancun, tog vi et pitstop i ganske godt anbefalede Tulum. Som så mange gange før, vidste vi ikke helt hvad der ’her var’, men havde hørt det omtalt nogle gange i Colombia engang – dengang hvor vi stadig snakkede med andre rejsende. Tulum var åbenbart en lille by med én hovedgade, som lå 3 km fra stranden. Derude på stranden lå en mayaruin og syd for den, lå der en lang stribe hoteller ud til vandet. Nord for ruinen er der gode steder at snorkle, dykke, svømme med pildskadder og kitesurfe. Planen blev derfor at se ruiner, sove i hængekøje på stranden, og så køre stille og roligt nordpå og prøve lidt af hvert af de der vandaktiviteter. Tidsplan: 3-4 dage.

Den konkrete udformning blev dog lidt anderledes. Første nat blev i byen. Vi var ankommet så sent, at der ikke rigtigt var andre muligheder. Og så kunne man jo også lige gå på den lokale og få sine første tacos, fulgt af den første tequila. Det var vi svært tilfredse med – udover at de åbenbart stadig blander koriander i alting. Det har de sgu gjort lige siden fiskesuppen i Santa Marta, Colombia. Jeg fatter det ikke. Lad nu være. Godt der ikke er koriander i tequila. Jeg må i den forbindelse nævne at nå at have smagt en tequila (halvdyr) som målte sig med nogle af de gode whiskey’er og rom, som man engang i mellem er heldig at få en mundsmag af i Danmark. Hæderligt, bestemt hæderligt. Jeg tror jeg må have sådan en sag med hjem.

Næste dag havde vi optimismen på: Hvis vi nu bare tager alle vores ting med ned på stranden, så finder vi nok en billig hængekøje at sove i. Sådan var planen, indtil vi opdagede alle de store hoteller vi blev ved med at passere i bussen. Buschaufføren spurgte på et tidspunkt hvor vi skulle af, hvortil vi svarede at vi gerne ville finde et billigt hostel. Det var der ikke nogle af, mente buschaufføren. En mand i bussen afbrød samtalen – vi kunne få noget billigt hos ham, tilbød han. Han virkede flink, så vi stod af bussen sammen med ham. Han kunne så som det allerbilligste tilbyde en dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) for 125 kr. pr. mand. Det var væsentligt over de 40-50 kr. vi ligesom havde fået stillet os selv i udsigt, så vi måtte ærligt takke nej til tilbuddet. Lige så ærligt kunne han derfor informere os, at han havde en nabo som endnu ikke havde åbnet sit lille sted endnu – måske kunne hun tilbyde noget backpackervenligt.

Opmuntret af det nye tip, gik vi ind ved siden af. Det foregik via stranden, eftersom disse steder ligger på stranden og mest bare adskilles af en bambusmur. ’Hej dame, vi har mødt din nabo som siger du måske kan give os et billigt sted at overnatte’. ’Yep, det kan jeg, I kan få denne her dobbeltseng (det må man nogle gange ty til) med havudsigt for 100 kr. pr. snude (jeg har for læsevenligheden oversat fra mexicanske pesos, ellers passer det nogenlunde)’. ’Uha, det var ærgerligt, det har vi ikke penge til.. nå, men vi smutter igen så’. ’Hmm.. nej vent, hvad kan I give?’. ’Vi kan give 75 kr. pr. mand’. ’Ok’. ’Ok’.

Og sådan gik det til at Myk og jeg endte med at dele to, hvad der for et par meget nemt kunne have været nogle meget romantiske aftener og nætter i en dobbeltseng, lige ud til et grønt hav og solnedgang. Ikke dårligt, syntes vi selv. Selv fra badet såvel som fra toilettet var der havudsigt. Badet fordi der var huller i væggen (til formålet), og toilettet fordi der endnu ikke var nogen dør (nok næppe til formålet). Storslået. Eneste minus var at der ikke var elektricitet, så efter kl. 17.30 var der månen og stearinlys til at hjælpe til. Vi nød dog det aldeles udmærket, på nær lige halvdelen af tiden. Årsagen til dette var en flaske tequila og en bytur med mere tequila. Men ikke desto mindre var det et godt sted at have det dårligt, og det er jo ikke så værst.

Og lad os så runde af
... med at trække en linje tilbage til starten. For da turen så endelig gik fra dette lille strandeventyr, var målet at komme blot 20 km nordpå til et sted hvor der kunne grottesnorkles og svømmes med skildpadder. Men der kom vi så aldrig hen, grundet.. ja., det fandt vi faktisk aldrig ud af. Så med et par dage ekstra i Cancun, kunne vi derfor tage ud til endnu en amerikaniseret og turistet (men trods alt ganske flot) ø, lige ud for Cancun: Isla Mujeres. Her er der mere vandsport og tequilasport, indtil flyet letter d. 26. Hay y nada mas!

Fra Costa Rica til El Salvador

Lad mig allerede nu indskyde at de næste par indlæg kommer til at brage derudaf med landenavne og bynavne, som var det basisviden fra ens første geografitimer. Jeg må på forhånd erkende at jeg ingen anelse havde om disse landes placering inden afgang, og Myk og jeg har af flere omgange diskuteret hvilke af landende som lige så godt kunne have været stillehavsøer, eller evt. ligget i Asien (det sidste er mest Myks ide om Honduras). Altså, geografien er sgu lidt ligegyldig, men for en god ordens skyld vil jeg her remse rejserækkefølgen op, som den må følges fra nord til syd for at komme fra Panama City til Cancun i Mexico:

Panama – Costa Rica – Nicaragua – Honduras – El Salvador – Guatemala – Belize – Mexico.

Denne blogpost dækker fra Costa Rica til El Salvador, men sidstnævnte og særligt Honduras var ren transport til Guatemala. Derfor med hovedvægt på Costa Rica og Nicaragua.

Costa Rica: tja.. der er sikkert meget flot andre steder
Vi har vidst dog det længe: Costa Rica var sådan et land man kørte igennem. Lidt ligesom Tyskland, ca. lige så dyrt, bare meget kortere. Altså, det er sikkert flot og alt det der, men med de dage vi havde til rådighed, var der ikke tid til pjank. Eneste plan var; ankomst fredag, gå i byen, op lørdag, springe bungeejump, af sted igen natten til søndag.

Turen fra Panama gik fint, og udover at Myk måtte en ekstra tur/retur over vandet tidligt om morgenen for at hente sit elskede Roskilde07 håndklæde, var forsinkelserne begrænsede til grænseovergangen. Da Costa Rica netop havde oplevet massive jordskred (som i øvrigt var en national katastrofe her), var den mest anvendte grænseovergang lukket. Uvidende om sagens omstændigheder var vi derfor ikke helt tilfredse med den lange ventetid, men ved ankomst og avislæsning var Costa Rica mere end tilgivet for den 1½ times stå-ved-en-grøftekant-og-overvej-hvorfor-der-ikke-er-flere-end-en-ved-kassen-overvejelser.

Fredag aften vankede en bytur med to svenske gutter vi mødte på hostellet. Der sker meget lidt udover at disse drenge får flirtet meget med to lokale piger. Højdepunktet på aftenen er da det går op for de svenske drenge at pigerne udelukkende er der for de gratis drinks. Eller, lige inden faktisk. For Myk og jeg bliver bedt om at betale for pigernes to vodka cranberry, eftersom vi fire drenge er fulgt med de to piger over til et nyt diskotek, og nu er svenskerne lige væk. ”We think you should pay” siger pigerne. Det har vi dog ikke helt i sinde. Som Myk udtrykker det overfor pigerne, kan han ikke se nogen vodka cranberry i hverken sin egen eller min hånd (min laden-som-om-jeg-drikker-en-lækker-usynlig-vodka-cranberry, har muligvis hjulpet til udtrykket). På dette tidspunkt står svenskerne på etagen ovenover os og synger karaoke. De har dedikeret en sang til pigerne, smidt t-shirtsne og burde i mine øjne godskrives for omgangen. Pigerne har ikke helt forstået, at vi ikke helt har forstået, at de ikke helt har forstået hvad der foregår. Så de går noget forurettet fra stedet uden at få nydt svenskernes sang. Costa Rica fik helt sikkert ikke samme pointtal for bytur som Colombia, ligesom det også var første gang vi var blevet udsat for flot-pige-flirter-med-gringo-tricket.

Lørdag var bungeejump-dag. Med stor forventning. 80 meter fra en stor gammel bro midt i en skov. Uha, jeg var helt klar. Men det var broen ikke – der var lukket på grund af vedligeholdelse. Så vi havde en Panama-dag igen; bussen kørte først om natten, så hele dagen gik med tømmermænd. Højdepunktet var at se KickAss på et alt for stort fjernsyn. Vi var stået så sent op at vi kunne undlade at gå i seng, så kl. 3 tog vi ned til busstationen for at fange en bus til Nicaragua.

Nicaragua: Fra ligegyldighed til indblik til oplysning til opløsning
Målet var en kæmpe stor ferskvandsø med en dobbelt-vulkan-ø ude i. Altså, hvem kan sige nej til sådan en beskrivelse? At bedømme ud fra google maps, var det et besøg værd, og siden vi aldrig har fået investeret i en rejsebibel (Lonely Planet), har vi kun nettet og folks anbefalinger at gå efter. Vi havnede mere eller mindre tilfældigt på et hostel drevet af El Indio Viejo (jep, det hed han, og jep, det betyder bare Den Gamle Indianer). Stedet var fýldt af farver, malerier, hængekøjer og dyr (to aber, en tapirlignende kanut og indianerens nye egern).

Jeg ved ikke om det var Nicaraguas stemning, en indre modstandskraft mod at skulle alt muligt hele tiden (køre i bus og skifte land) eller en generel indstilling til at det ikke nytter noget at skynde sig når man sådan lige holder ferie, men det lykkedes os at lave absolut intet det første hele døgn på stedet. Vi har begge downloadet Flight Control til vores Ipods og havde netop fundet multiplayerfunktionen. Derudover var øens bedste mad på hostellet (bildte vi os selv ind), og musikken var udmærket, så hvorfor overhovedet flytte sig?

Vores gamle indianerven belønnede os faktisk for vores inaktivitet. Han mente ikke vi var klassiske turister – det var vi alt for stille og rolige til. Som funktion af dette inviterede han os på hjemmelavet indianermad omme bag ved hostellet. Her fik vi fornøjelsen af at sidde i rundkreds, spille musik (det vil sige ryste lidt med en claves eller forsøge at skabe en melodi på en koklokke med en grydeske), dele hinandens dagsoplevelser, dele hinandens mad og høre på fortællinger om indianernes nye ide om at skabe en ’prækoloniansk’ landsby – dvs. en landsby som den så ud før mayaerne og alt det andet pjat man kan kalde en civilisation. Civilisationer var ikke at foretrække, åbenbart. Oveni dette mødte vi til denne middag fire meget interessante mennesker som rejste rundt på deres nu 10’ende måned uden penge. De havde et projekt i hovedet om at gøre verden bedre på denne måde, og jeg må sige at de var meget inspirerende, kærlige og glade for vor kære moder jord. Man skulle ikke komme for tæt på hvis man ville undgå en krammer, med andre ord. Interessante var de, og jeg holder øje med dem på deres hjemmeside ’www.forwardtherevolution.net’ (advarsel; man skal være lidt rødgrøn i det).

Men vi skal jo videre..
Med fornyet indianerblod i årene og en tro på en bedre verden, bestod den blot af trækonstruktioner og veganermad, begav vi os roligt ud på hvad der blev en udmattende tur til Guatemala med mange skift i sovesteder: 1) hos indianermand, 2) på kaffeplantage på den anden vulkan, 3) hos indianermand igen, 4) i Granada, 5) i León, 6) i San Salvador i El Salvador (fantasien rækker kun lige til det nødvendige), 7) i en bus, 8) i Antigua i Guatemala.

Vi stoppede i Granada fordi vores søde indianerven havde givet os et rejsetip som kun meget få fik: han kendte en indianer som boede inde midt i byen Granada, hvor hun havde lavet et hjem i total balance – en tipi med andre ord, midt i byen. Her levede hun af de træer hun havde på sin jord og alt var lavet af træer i overensstemmelse med den ’gamle’ prækoloniale måde at bygge på. Vi kunne godt få lov at sove der i tipien, spise med osv., selvfølgelig som gæster uden den mindste betaling. Det lød som en oplevelse vi ikke ville gå glip af. Det vil sige, Myk ville faktisk godt, tror jeg.

Tipien (det hedder åbenbart en guam, da en tipi er sådan en med læder på) var også imponerende, og jeg kan kun ægre mig over ikke at få billeder med derfra. Den stak op midt inde i halvslummede, men farverige huse og var bygget på en 10x40m firkantet grund med betonvægge på tre af siderne og en solid trævæg ud til vejen. Guam’en i sig selv var 7 meter i diameter og havde et stort åbent rum i gulvhøjde med ildsted i midten, og så en lukket førstesal som fungerede som sovesal.

Damen, Kiso, var vel 70 år, iklædt et stykke grå klæde og sad utroligt mageligt på verdens mindste taburet. Hun var en god vært på den måde at hun tog godt imod os og var god til at fortælle om indianerne og deres planer om at sprede bæredygtige små samfund overalt i verden. Men halvskidt på den måde at der ikke rigtigt var mad involveret foreløbigt og så snakkede hun enormt meget om hvad der var galt med det almindelige samfund (implicit os) og hvor vigtigt det var at være indianer. Det blev lidt trættende til sidst, så på trods af det enormt gode tilbud det havde været at overnatte hos hende, blev vi enige om at finde på noget andet. Det duede simpelthen ikke. Det kan lyde hjerteløst på lang afstand og med så få linier til at forklare, men det fungerede virkelig ikke. Så vi røg i stedet på hostel, på restaurant, i byen og på salsadisco – ting ingen rejsende kan undvære alt for længe ad gangen. Også selvom der er aber og tipi-liv til at opveje det.

Ellers blev det tid til lokale chickenbusser (gamle farverige amerikanske skolebusser med langt mindre plads til benene end til alt det random last som folk tager med i busserne) op gennem Nicaragua, gennem Honduras (hvor de var enormt glade for bachata (musikstil), hele vejen i bussen), og ind i El Salvador. Vi var nødt til at stoppe i El Salvador over natten, da busser nogle steder bare ikke kører efter mørkets frembrud (jo, de dyre gør nogle nogle gange). Vi havde nok håbet at nå lidt længere den dag, for da vi ankom til hovedstaden San Salvador, var klokken blevet syv (og solen går ned kl. seks). Vores planlagte overnatningssted og aftensmadsted lå en time væk, men ak nej. Tvunget af omstændighederne var vi derfor lette ofre for glubske taxafolk, som står med alt for mange muligheder for at tjene penge, når de modtager et styk semiskræmt skandinav (og hans noget roligere sidekick), som ikke ved hvor de er (det vidste vi seriøst ikke på dette tidspunkt – altså hverken at vi var i hovedstaden eller hvor den lå på et kort), hvor de kan sove, og hvad det burde koste at komme derhen - ej heller vidste vi endnu hvordan vi kom derfra igen..

Oh well, vi kom da videre, lidt dyrere end forventet. Men en god nats søvn på et hotel (helt klart et ungdomshostel, mente vores taxachauffør), et koldt bad og en fornyet lyst på at komme videre, fik vi da ud af det. Tidlig morgen kunne vi derfor tage bussen videre til Guatemala, lettede over at have færdiggjort endnu et godt ryk nordpå.

Resume
Det er svært at hive store oplevelser ud af noget, som mest af alt er transit. Busture er underholdende nok med alle de mennesker der er i dem, musikken i radioen, alle dem man får snakket løst med undervejs osv., men de flyder sammen når det bliver gjort så mange dage i træk. Lige så gør landende, som vi ikke kan forklare forskellene på særligt troværdigt. Nicaragua gav os et par gode indianer og vulkan-oplevelser, Costa Rica snød os for et bungeejump og Honduras og El Salvador fortjener ros for et par nemme grænseovergange inkl. flink cykeltaxamand, underholdende snacks fra lokale stå-på-bussen-undervejs-sælgere, og lunkne taxaservices. Vi ser dog mere og mere frem til at kunne blive et sted over længere tid: Cuba. Først lige 1½ uge i Guatemala og Mexico.

San Blas & Panama

San Blas ligger i Panama, så allerede i overskriften er der blevet pyntet lidt for meget på det. Afgang tirsdag d. 26/10 fra Cartagena i Colombia med katamaranen, Fritz the Cat. Ankomst Panama City lørdag. Herindimellem en masse halvdårlig østrigsk humor, snorkling og mad som dagenes højdepunkter. Panama City i to dage, derefter videre til Bocas del Toro, tæt på grænsen til Costa Rica. Hvor vi er i skrivende stund, i kamp for et dykkercertifikat (som det vist kun bliver den ene af os der får) (næ hov, det gik sgu alligevel, red.).

Godt, med de store linjer dækket, vil jeg her prøve at gøre lidt uddybende rede for, hvad jeg sådan går og spilder min tid med. For selvom jeg havde muligheder for at hjælpe Rowan i Bogotá, arbejde som psykolog med nogle gadebørn i Santa Marta, eller hjælpe Larry i Barranquila med sine nye projekter, endte jeg på en båd i modvind mod Panama. En rejseplan er en rejseplan, og når endemålet hedder Cuba og salsadans – og når Cuba ligger så mange timer væk i bus – så måtte jeg indse at det var nødvendigt at følge den (såvel planen som bussen, that is).

Og tid havde vi rigeligt at spilde af på den båd. Modvind -> Motor må køre hele tiden -> Båd larmer -> Snak nedprioriteres. Båd vipper -> Alkohol nedprioriteres -> Snak nedprioriteres. Jeg var efterhånden blevet træt af at snakke i det hele taget, så det der med at ligge og læse i en bog, høre musik eller podcasts (tak til Harddisken, Esmann & Leth og Mennesker og tro, for altid at kunne få mig til at falde i søvn på de rigtige tidspunkter) passede mig ganske udmærket. Båden bestod af Fritz (60 år, østriger, kaptajn, lidt-over-buttet, altid klagende over koner, i gang med en skilsmisse), Tulay (35 år, tyrkisk østriger, kaptajnens kæreste gennem 18 år, forstår ikke engelsk eller spansk, kan tilsyneladende godt lide plastikoperationer), Carlos Alberto (colombianer, udelukkende spansktalende på en måde man ikke forstod), 13 engelsktalende turister, vores første dansker (endda fra Århus), og mig og Myk.

Bådturens højdepunkter
Den første nat på båden skulle vi alle tage en nattevagt. Dvs. sidde i en time og holde øje med om vi sejlede ind i et stort tankskib. Jeg tog optimistisk fra kl. 3 til 4, da jeg regnede med at solen stod op der. Så kunne jeg få nogle fine billeder. Det gjorde den overhovedet ikke. Men der var noget rart over at sidde på åbent hav, midt om natten i det caribiske hav og se So Ein Ding på en 7 tommer skærm.

Efter næsten 2 døgn uden land i sigte, ankommer vi til San Blas øgruppen kl. 3 om natten. Jeg har sovet rigeligt på nok så underlige tidspunkter (igen credit til postcasts), så får en meget tiltrængt dukkert i noget meget varmt vand, meget meget tæt på 3-4 bitte små øer (og ja, der var palmer på). Alle andre sover og (hvad der på dette tidspunkt er mest fantastisk) motoren er slukket, så kunne indkassere 20 minutter på paradiskontoen lige dér.

Turens 2-3 snorkelspots forvandler mig fra halvt vandskræk til upcoming entusiast. Jeg ejer ikke talent for at komme under vand, hvilket også kan læses nedenfor, men det der med at kigge på et rev med nogle fisk, det var en firsttimer. Som i, jeg har da muligvis snorklet før, men aldrig oplevelser der naturmæssigt rangerer højere end sandorme på Als. Til det maritime oplevelsesspektrum, skal nok også lægges de to gange vi fik besøg af to delfiner undervejs på turen. De var søde nok til at blive hængende akkurat længe nok til at Myk bestemte sig for at hente det gode kamera, og så nå at smutte inden han kom tilbage.

Og jo, så får vi besøgt nogle af de der lokale indianerstammer som stadig lever uha noget så primitivt i hytter. Og ja, det gør de da sikkert også (gik rundt om en ø, hvor der var 2 hytter på og en mand som vinkede til mig. Jeg vinkede tilbage og håbede at det også betød ’hej’ på deres sprog), men når en dame med en papagøje vil have 2 dollars for et sølle billede (1 til hende og 1 til papagøjen) og når der kommer flere kanoer sejlende med kvinder der sælger armbånd end mænd der sælger fisk, så kan man begynde at diskutere hvor uha noget så primitivt det er. Det er ikke Kuna’ernes skyld som sådan – det er alle de andre turister som var her lige præcis før og efter mig.

Panama City
Vi havde ét mål med denne by: Når man ankommer lørdag og der er halloweenfest søndag (det er stort herovre), så er man nødt til at blive til mandag. Nå ja, og så havde vi hørt noget om en kanal i området. Turen til byen var 2-3 timer i nogle bakker som slår såvel de fynske alper og Kassel med længder. Jeg gad virkelig godt se Touren slå et smut forbi. Man skulle have beholdt sit søsygeplaster på, med andre ord.

Halloweenfesten viste sig at være planlagt lørdag allerede, men vi havde med forsynethed (det mener word ikke der er noget der hedder) købt ind til formålet allerede i Colombia. Jeg var klassisk ’hvid mand med spindelvæv/julemandsskæg, kniv gennem hovedet og blod over det hele’, mens Myk var ’mand med grøn selvflettet hat og lyserøde kaninører. Vi startede på hostellet, eftersom det var blevet anbefalet af andre som et sted hvor de lokale også kom hen. Det blev dog aldrig andet end til en gringofest, og selvom jeg hyggede mig udmærket, var det ikke en helt dum ide Myk kom med ved midnatstid, om at tage en taxi videre. Indtil da havde der ikke været et eneste reggaeton-nummer, og så ved man godt hvor få lokale panamaniere (jeg ved ikke hvad sådan nogle hedder endnu) der er.

I byen fandt vi hurtigt ud af, at alle de gode beatpumpende steder, alle kostede 15 dollars at komme ind på. Det lod vi os ret hurtigt skræmme væk af, så med lidt hjælp fra nogle lokale drenge, blev vi anvist ’London’: en klassisk engelsk pub bestående af 28 englændere, et stort poolbord, Robbie Williams i højtalerne og et godt udvalg af prostituerede i baren. Stadig ikke tilfredse, tog vi sagen i egen hånd. På den anden side af vejen lå svaret på alle vores kvaler: Karaoke-baren. Stedet hvor ingen turister gider gå ind, hvor det ville være alt for flabet at tage entre, og hvor man vel nærmest burde få gratis drink for hver sang man overlever.

Ret hurtigt fandt vi os til rette. Vi blev sågar budt velkommen af bartenderen og kunne til vores pengepungs glæde nemt forsyne os med hhv. øl og aguadiente. Men hallo, vi skal da lige se hvad de har af sange. Til vores store skuffelse kunne de ikke mønstre et eneste sølle hit med John Mogensen, og jeg måtte også se langt efter Michael Learns To Rock. Store karaokesange som The Second You Sleep, Tarzan Mama Mia, og King of my Castle, var erstattet af 50 kendte klassikere med Don Omar. I mit hoved havde vi valget mellem en duet med California Dreaming eller en solooptræden med I want it that way. Eftersom Myk ikke mente han sangmæssigt egnede sig på en scene, var denne opgave derfor overladt til mine endeløse forsøg på at synge alle 5 stemmer fra Backstreet Boys’ absolutte evergreen.

I en sær blanding af flovhed og stolthed trådte jeg ned fra scenen. Jeg kunne forstå på Myk at man overhovedet ikke havde kunnet høre min brummende bas, da stedets 8 teenagepiger let havde overdøvet mig. Det var vidst meget godt. Og jeg må da også have imponeret stedets gæster, siden der kun var 1 mere efter mig som ville synge, før DJ’en smed noget andet musik på. Det er i hvert fald den forklaring jeg tager med mig derfra.

Resten af Panama City
Det var ikke meget vi skulle dagen efter. Vi stod op, spiste pandekager, tog en taxa til kanalen, tog forbi McD på vejen (første gang endnu), tog billeder, tog hjem, så Dum&Dummere, bestilte pizza, gik i seng. Med andre ord, den halloweenfest vi var blevet i Panama en ekstra dag for, den var der ikke. Og det var for sent at sætte sig mere ind i hvad den enorme by havde at byde på udover forskellige områder man ikke skulle gå ind i. Så busafgangen til Bocas del Toro mandag aften, blev mødt med glæde.

Bocas del Toro
’Tyrens munde’ er en samling af øer, vestpå i Panama. Her mente vi der var gode muligheder for at snorkle mig endnu gladere for at have hovedet under vand. Vi valgte åbenbart partyhostellet ’AquaLounge’, uden helt at vide det. For her er musik konstant, og hver dag kl. 16 bliver her fyldt af lokale (som jeg ikke helt kan lure om er på udkig efter gringos, eller om det bare er fordi der ikke er andre feststeder).

I Panama City havde vi dog hørt fra en pige, at man i Bocas kunne få et dykkerkursus for 175 dollars. Efter ankomst undersøgte vi forholdende og fandt det tilpas sandt. 175 dollars for 4 dyk i lavt vand, 4 reelle dyk, al teori, eksamen og det formelle, samt to gratis fridyk med båd og udstyr. Det må og skal ikke kunne gøres billigere og netop af den årsag kom jeg lidt i problemer. Jeg havde med al tydelighed understreget for mig selv, at jeg ikke skulle dykke på denne tur. Det er farligt, jeg fucker sikkert op i det, jeg går i panik, vi har ikke dage nok alligevel, og hvis vi endelig bruger tiden her på dykkerkursus får vi ikke set alt det andet området har at byde på. Oveni det skal lægges at vi bor på et partyhostel på en ø, så vi får ikke sovet om natten. Hmm.. Havde det ikke været for instruktørernes uimodståelige måde at inkludere os på og for Myks attitude af selvfølgelighed, var jeg aldrig joinet programmet. Men so be it.

3 dage er gået og står nu med bevis på at kunne håndtere et selvstændigt dyk (med makker) ned til 18 meter. At de kunne få sig selv til at uddele et certifikat til en person som på ingen måde formår at placere sig formålsbestemt i vand, er mig en gåde. Seriøst, antallet af gange jeg i 3 meters dybde har grint af folk der må have grint af mig, som prøver at sætte mig der hvor Chombo (vores ultratålmodige instruktør – som i øvrigt ligner Cuba Gooding Junior på en prik!) peger hen.. Meningen er at placere os i en cirkel, alle på knæ, hvorfra vi skal lave øvelser. Men når man ikke forstår svømmefødder, når vægtene på kroppen hænger forkert (uden at man er klar over det), og når man af alverdens uransagelige årsager ikke kan få sine fødder om bag sig selv, så kan man hurtigt bruge fem minutter på, skiftevis at flagre rundt, lande på røven, banke for meget på sandbunden (hvilket man ikke må på grund af sigtbarhed), forgæves hive fat i nogen, eller slå ud med armene og påstå at det er vandets skyld. 3 gange er jeg blevet hentet af en ellers tålmodig Chombo, og decideret placeret i ret position. Mest irriterende fordi det er hårdt at grine under vand når man skal sørge for at holde regulatoren i munden.

Anyway, det gik langsomt bedre og selvom jeg stadig ikke kan placere mig 100 % intentionelt, har jeg trods alt opnået en fortrolighed med dykning, som jeg ikke på forhånd havde set mulig. Med denne Stan’ske-fra-South-Park-agtige bemærkning, må jeg her runde af. Jeg ville faktisk gerne fortælle en masse mere om vores dykkerhændelser, da der er nogle gode nogle imellem, men må også se mig lidt begrænset af hvor meget plads jeg mener et blogindlæg bør fylde. Næste stop Costa Rica og Nicaragua!

Med håb om at alt er vel derhjemme!

Anders

Cartagena

.. ja, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg laver her udover at vente på en båd til Panamá. Jeg har slet ikke kunnet sætte mig op til denne by. På trods af at skulle være her en uge, har jeg ikke fundet ud af hvad jeg ville have ud af byen. Som i, alle de andre destinationer hidtil har hver haft deres egen funktion: i Bogotá lærte jeg noget sprog, kultur og historie, i Medellín lærte jeg nogle drenge at kende og i Santa Marta kunne jeg slappe af med 1½ måneds forsinkelse.

Cartagena er af alle colombianere og turister omtalt som meget flot og meget livlig. Bylivet skulle være herligt og den spanske indflydelse på byen er ekstremt tydelig: store borge og en gammel by fra kolonitiden, står meget flot. Vi skulle egentligt først hertil på grund af disse årsager, men nu er vi her vist nok mest fordi vi skulle finde den der båd. Ellers kunne vi da lige så godt have været blevet i Santa Marta eller fundet nogle mere ukendte og interessante områder af Colombia.

Men systemet er sådan at der jævnligt sejler både herfra og til Panama. 5 dage tager det, hvoraf de tre nærmest er ren øhop på San Blas øerne udfor Panama. Det skal jeg tidsnok berette om efter overstået tur. Man finder sin båd ved at tage ned på havnen, snakke med kaptajnerne, finde ud af hvilken man gerne vil med og skrive sig på. Der er mange variabler: størrelse, crew, mad, personligheder, antal mennesker, pris, afgangsdato, vejr. Nogle får en skodtur, andre får en fantastisk oplevelse.

Ankomst Cartagena
Jeg fik fornøjelsen af at blive fragtet halvdelen af vejen af en midaldrende spansk/amerikansk/colombiansk psykolog, som jeg mødte på hostellet i Santa Marta (hvor han åbenbart kom og slappede af når han var hjemme ved sine forældre). Han er ved at starte nogle projekter op i Barranquilla, som lokalt skal gå ind og hjælpe de unge som har lidt problemer på kanten af loven. Larry, som han hedder, har i 16 år arbejdet med ’international sikkerhed’ ved at uddanne colombianske, brasilianske og spanske politibetjente i nonverbal adfærd – således at de bliver bedre til at spotte kriminelle. Nu pensioneres han (som piloter også gør efter 16 år) og starter sine egne projekter op. Han leder efter frivillige, så hvis du en dag får lyst til at tage nogle måneder ud, komme over og arbejde med børn og unge – og lære spansk – så sætter jeg dig glædeligt i kontakt med ham.

Vel ankommet i Cartagena, genforenes jeg med Myk og et større kuld fra Santa Marta, som alle er taget til Cartagena dagen før. Det viser sig at vi bor ca. inde i centrum med alt inden for rækkevidde. Herunder coke og prostituerede. Så det er jo heldigt. Der mangler bestemt ikke noget. Man kan også få en klassisk colombiansk frokost for 15 kr. bestående af suppe, herefter en større tallerken med ris, kød, stegt banan (som ikke er banan) og noget andet variende gejl. Myk kan bedst li’ pizza. Og ost. Og pizza. Og mel og ost og og pizza.

Ugens storslåede begivenheder
En dag under en morgenmad på en lokal restaurant (eller hvad man kan kalde sådan et sted med fire borde), kommer Myks gyldne randomiserede spørgeteknik igen i fokus. Da ejeren er tysk, mener Myk at hun sikkert ved noget om bådene her i området. Og det gør hun så. Hun har lige fået at vide at Fritz the Cat er kommet til Cartagena i nat og han tager af sted på tirsdag (d. 26/10) – perfekt dato. Fritz the Cat er godt velrenommeret: områdets største katamaran, godt med plads, hyggelig mand, god mad og god service.

Vi ringer til Fritz. Yes, han er i havn, han kan mødes i aften. Arh, i morgen vil vi gerne (vi er lige lidt trætte efter at have gået lidt rundt). Ok, men så kan vi mødes til en øl kl. 10. Kl. 10, er det ikke lidt tidligt til øl, spørger Myk. Kl. 11 så, foreslår kaptajnen. Godt, vi mødes i morgen kl. 11. Vi skal nok blive glade for Fritz, tænker vi.

Uha ja, og så er der sket noget helt vildt. En colombianer har haft et barberblad helt oppe ved min strube. Næsten lige så skræmmende som dengang vi blev ’forfulgt’ af en mand med en manchete (en landmand som skulle samme vej som os). Vi er nemlig blevet barberet og blevet rigtigt flotte. Selv Myk ser faktisk næsten helt anstændig ud. Hans badeshorts er stadig lidt for blomstrede.

Fejringen
Fredag d. 22 fik jeg noget overraskende min karakter på mit speciale tilsendt af min vejleder. Bedømmelsen var sat til kl. 16.45 tirsdag d. 26, så jeg var lidt ufokuseret der på netcaféen. Kunne ikke helt holde op med at grine til at starte med, og var lige ved at gå med på Myks tilbud om et fejringskys. Med andre ord, meget glad for bedømmelsen og så var jeg lige pludselig færdig med 6 års uddannelse – lige der.

Det skulle selvfølgelig fejres. Og hvad ville være bedre end at tage med på en lokal chivas-tur? En chivas er en bus som kører rundt med festglade colombianere, fyldt med rom og godt humør – og en masse musik. Det skulle være det store hit. Det startede dog lidt dårligt med at vi betalte 35.000 i stedet for 25.000 (105 kr. frem for 75), som det ellers kostede. Forskel: Vi blev kørt i bus hen til bussen. Som ikke var ret langt væk.

Nå, og så fortsatte det ellers derfra. Det var ikke ligefrem en festbus vi var kommet til, men en bus med rækker man ikke kunne flytte sig fra. Og man måtte ikke stå op. Og der var ikke rom i stride strømme. Til gengæld var der et vallonato-band (musikstil, fremført af mand på tromme, mand med harmonika og mand med rytmebræt – sunget lystigt af alle colombianerne). Jojo, festligt var det da, men man var ligesom lidt udenfor. Der var derudover tale om en mild overdrivelse når vi var blevet lovet fri bar i 4 timer, og der rent egentligt kun var rom i den ene time hvor bussen rent faktisk kørte.

Hm, that said, blev vi kørt til et diskotek, hvor vi fik gratis adgang. Man kunne indvende mod denne usædvanligt gode deal, at der i forvejen var gratis adgang på dette diskotek. Nå, så ind og købe noget aguadiente (lokalt lakridssprøjt) for at starte danselysten. Men ak nej – vi havde ikke flere penge. Dem var vi kommet til at bruge på overprized bustur - og to grillspyd (de smagte til gengæld godt).

Så må vi jo op og hæve nogle, skulle man tro. Men det kunne man ikke. Ingen ATM i området ønskede at bidrage til vores brandert, og i mellemtiden var ham den høje blevet sulten igen (jojo, grillspydende havde da været gode nok, men der var da ikke meget mad på dem). Et stykke pizza (hawaii) til mig og en øl til Myk, kunne lige være mellemstation for at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke, for så begyndte det nemlig at regne.
Man kan kende en regnbyge på, at den sådan starter lidt langsomt op med to-tre dryp på et minut. Her vurderer de lokale med noget større nøjagtighed, at det lige om lidt kommer til at stå ned i en time. Så mens vi skråsikkert får spist op i den begyndende byge, har de lokale gjort klar og sat borde og stole op under diverse parasoller. Allerede halvvåde beslutter vi os, at vi ikke kan komme på gåben tilbage til det der diskotek. Så vi må jo have fat i en taxi for at køre os de 300 meter. Som et resultat af sammenblanding af at det kun var Myk der vidste hvor vi skulle hen, kun var mig der kunne forklare det, samt at vi begge havde mente at området hed noget andet end det det hed, kørte taxaen forkert et par gange. Vi kom så langt væk at jeg er i tvivl om taxamanden forstod konceptet. Efter 8 minutter var vi tilbage hvor vi startede. Efter 8½ var vi ved diskoteket. Som nu var mere eller mindre tomt.

Godt så.. stadig lige ’ædru’, uden mange penge på lommen, møder vi tilfældigt tre fyre fra vores bustur, som er på vej over til et andet diskotek. Det viser sig at være det hidtil dyreste, med rene danske priser. Arbejdsviljen er dog stadig intakt (grundet dagens betydning), så da det viser sig at de tager visakort, er vi jo lige pludselig verdensherrer igen. Det hjælper dog lige lidt på vores charme. Pigerne vil kun danse hvis de får øl for det bagefter (de er åbenbart alt for vant til gringos her i byen i forhold til de andre steder) så vi får det meste af tiden til at gå med at mase os frem og tilbage, samt at Shazaam’e alle de mest spillede sange, så vi kan lave en playliste på et tidspunkt. Afslutningsvist hjalp det ikke på aftenens mislykkethed at Myk blev så sur over sin egen kræsenthed at han i protest måtte snave med den første pige der ville danse med ham. Det blev alt i alt noget være rod. Jeg fik dog optur over at tage hævn for en tre år gammel forfejlet taxatur, da betalte en taxamand 3 kr. for at køre mig 3 meter længere frem (den tålmodige læser kan følge linket nederst på siden). Jeg syntes aftenen var et hit – Myk var mindre overbevist.

Resterende fornøjelser

Ellers har ugen budt på en tur i en muddervulkan. Det var en enormt lille vulkan. 25 meter ragede den op - ikke så overbevisende. Til gengæld var den 2500 meter dyb. Lidt mere imponerende. På 'toppen' kunne man bade i mudder som gør det underlige ved kroppen, at man er totalt vægtløs. Man indtager en position - og bliver der. Man synker ikke i og flyder ikke op. Til gengæld bliver man ufrivilligt masseret af folk som tager penge for det bagefter, nogen tager ens kamera og tager billeder - og tager penge bagefter. Og nogen insisterer på at gnide en i beskidt søvand og tage penge for det bagefter. Jajada.

Og så har jeg snakket med en couchsurfer i dag, mandag, og været til en noget random salsa/merengue-undervisning. Det var begynder walk-in, men der var kun mig og Myk. Og en meget ihærdig mand, som snakkede spansk og dansede løs, og på militærisk vis tvang Myk og jeg til at danse sammen. Det var noget værre noget.

Referat

Cartagena har ikke som sådan givet ret meget mening. Men nu har vi fundet en båd og er på vej til Panama. Vi har ikke som sådan lavet noget der er værd at skrive hjem om - men det skal jo forsøges. Nu tager vi ud og sejler med Fritz.

Santa Marta

Jeg har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal begynde at beskrive dette sted. Jeg må på forhånd beklage hvis man som læser får lyst til at tilsætte den der slags musik der er i happyending fim. Jeg skal nok prøve at holde øje med det så det ikke går helt galt.

Jeg har længe haft en fornemmelse af at ’jeg skulle bare til Santa Marta – så skulle det nok gå derfra’. Så mine egne forventninger har sikkert også hjulpet. Men hostellet vi ankom til, menneskene i det og de aktiviteter der er at foretage heromkring, har alle passet ind i hele setup’et. Her var et sted hvor det var muligt at lave ingenting – ligesom jeg har glædet mig til gennem særligt sommeren, hvor der var speciale over det hele.

Allerede i receptionen startede fornøjelsen. Vi bliver budt velkommen af de rareste mennesker – ejerne af stedet går rundt og snakker med os som var vi familiemedlemmer og alle de ansatte har det tilsyneladende sjovt sammen. Hostellet er bygget op som en lille firlænget gård med en pool i midten og hængekøjer hele vejen rundt. I den ene længe er fællesområdet, hvor man helt automatisk tvinges op i: køkken, poolbord, bar, restaurant, tv-stue i et. Så alle møder hinanden og byder nye velkommen som det mest naturlige. Hver dag og aften går ordet rundt når der bliver lagt en plan og folk følges derfor ad i grupper: vil du med til stranden, skal du med til vandfaldende, skal du med i byen, med til at grille, med i poolturneringen.. osv.

Jeg har længe bandet hostellivet lidt væk fordi det ’bare var fyldt med irere som snakkede engelsk og drak bajere’. Her snakkede folk spansk hvis man ville, engelsk hvis man ville, tv’et kørte spanske nyheder og der var tid til at læse i sin lille spanske børnebog. Og bartenderen var.. ok, en 35 årig irer... Som drak øl.. Dammit. Men vent, det var faktisk ikke så dumt. Naill er fyldt med opmærksomhed over for alle, og på trods af at ingen forstår hvad han siger, formår han at joke på de helt rigtige tidspunkter. Og så er han backpacker som os andre, så han tager med ud om dagen og arrangerer aktiviteter om aftenen. Hvis vi mangler nogen i en gruppe, er han den første til at opdage det. Da jeg på en bytur kort sagde at jeg var med i den der flaske rom, men jeg skulle lige ud og have en hotdog (damn, selv hotdogsne er gode), kom han ud og fandt mig 8 minutter senere for at fortælle hvor de havde sat sig så jeg kunne finde dem.

De gode facts:
Alle taxaer koster 12 kr. om dagen, 15 kr. om aftenen. De koster 30 kr. til stranden og 30 kr. til festbyen Taganga (turistet men alligevel lidt sej strandby).

Hostellet har en italiensk restaurant fordi de to ejere er italienere som bare er blevet forelsket i området.

Hostellet har en vildt sej lille kat som ligger og slænger sig over det hele.

En overnatning koster 45 kr., en pilsner koster 6 kr. og der er et stort supermarked lige overfor. Vores budget er 220 kr. pr. dag, så vi sparer nemt penge på en rolig dag.

Spanskundervisningen koster 30 kr i timen – og så er den med en spanier som man rent faktisk forstår.

Der er poolturnering en gang om ugen – som jeg vandt den første aften (med gratis morgenmad til følge – så sej er jeg). Salsaturnering hver lørdag (men på opfordring fik jeg fyret ham der var der den første lørdag og ansat Myk den anden lørdag). Filmaften med enormt lækre popcorn to gange om ugen – med mulighed for at være i poolen i mellemtiden.

Når man tager i byen, tager man alle ned på et torv midt i byen, køber en billig flaske rom eller aguadiente, som man deler inden man finder et diskotek. Alle ligger samlet i samme område, og de fleste har gratis entre.

Vi har fundet ud af at købe appelsiner som vi selv kan presse. Vi synes selv vi er ret sunde.

De dårlige facts:
Min barbermaskine virker stadig ikke, så jeg får snart et naturligt CastAway-outfit til Halloween.

Jeg har flere boxershorts i overskud når mine sokker løber ud.

Det er endnu ikke lykkes Myk og jeg at sammensætte et aftenmåltid som ikke har indeholdt pasta. Det er måske ikke så dårligt igen.

Jeg har været af sted i en måned og har endnu ikke brugt: Min barbermaskine, min stribede uldtrøje, min el-tandbørste (siden den løb tør for strøm på dag 4), min vest, min blå skjorte, mine regnbukser, min hackiesack (som jeg ikke kan stave til), mit lånte myggenet, mit OB-halstørklæde eller noget som helst fra min medicintaske. Jeg har til gengæld endnu ikke kommet i tanke om noget jeg har glemt.

Jeg har skrevet sammen med 2 couchsurfere, men på en eller anden måde er det lykkes os at undgå at aftale en aftale. Men ok, har ikke manglet muligheder for at lære spansk og har haft brug for ikke at skulle være social medmindre jeg selv gad.

Oplevelser
1. Turen til Minca’s vandfald: Myk havde ubegrænsede tømmermænd, så jeg røg randomly på tur med engelske James, hans pakistansk/australske ven Saraj, engelske Paul og hans kæreste Gina, samt svenske Pontus. Mine trekkingsko blev meget glade for at blive brugt ordentligt så allerede der fik jeg lidt ud af det. Men turen og gruppen var mindeværdigt (og her sætter musikken så ind).

2. Turen til Tayrona’s nationalpark: En nationalpark her er en jungle som ligger lige ud til vandet. Det var ren Pirates of the Caribbean at kigge rundt der. Vi trekkede 3 timer for at komme ud til stranden, sammen med James og Saraj.. og uforståelige nordengelske Liam. Sidstnævnte fik en time i en jungle til at gå med at lære at sige ’me gusta tu sonrisa.. y tus ojos también’. Nå, men jungletrek er sådan halvt sti, halvt kravl rundt på klipper, find nogle flotte træer, underlige dyr og overvej hvor flot der lige ser ud dér – alle aktiviteter gennemblødt af luftfugtighed. På stranden kunne vi leje hængekøjer på en lille rund halvø mellem to vildere sandstrande. De tre drenge smuttede efter den første dag, og Myk og jeg havde så et døgn til bare at koge på en strand. Hjemturen tog vi over en lille forladt jungleby; 4½ times trek hvor mine trekkingsko endelig tilgav mig for at tage dem med – nu havde de ikke kun været til pynt.

3. Bytur til Taganga: Det startede megafesent. Vi var et ret stort hold af sted, som ikke rigtigt fandt ud af hvad vi skulle. Ind til torvet, købe en flaske rom. Alene det tog alt for lang tid. Ind på den der klub vi havde været på 2 gange allerede, hvor der ikke sker noget som helst. Nå, og så endelig af sted til Taganga – den nærliggende turistfyldte strandby. Her slog vores taxagruppe (vi var delt i to) os ned på en trappe, lige ned til vandet. Købte en flaske rom, som så blev til to (de er små). Så kom den anden taxagruppe endelig. Så købte vi to flasker mere. Så kom der en gadehandler forbi. Normalt affejer man dem efterhånden bare høfligt inden man får hilst på dem, men ham her havde en helt anden energi. Han var faktisk ikke en gadesælger. Han var en ældre mand, som var blevet forelsket i at lave hatte ud af et stykke gren med lange blade på. Han fik Myk i gang med at hjælpe ham med at lave en hat (perfekt opgave at give Myk – en kniv og en gren og en opnåelig målsætning) og snakkede så lystigt med mig om hvad han var for en fyr (perfekt opgave for mig som synes han var enormt interessant. Hvordan resultatet blev kan ses i picassamappen, som linkes til i toppen af siden). Han (Luíz) havde lavet noget dumt engang, slog han fast, så siden da havde han besluttet at det ville han ikke gøre mere. Han fandt engang en gren og begyndte at lave en hat. Den blev ikke ret flot, men han blev helt forelsket i det. Han var god til at snakke engelsk og ville gerne lære mere. Lidt excentrisk, utrolig meget energi og nærmest taget ud af et eventyr – ligesom sådan den der gamle underlige videnskabsmand som bor alene i et tårn med sit lange skæg og sin underlige ugle. Snakkede han ikke med mig, snakkede han med sig selv om hvor meget han elskede at lave hatte. Jo, vi kunne da godt købe en, men det var egentligt ikke derfor han sad her. 15 kr. kostede den hat han lavede nu, men Myk kunne få sin egen gratis – han havde jo selv lavet den.

Myk ville gerne have sin hat – selvom han var kommet til at lave den uden top. Så nu var det mest sådan en kæmpe stor grøn solskærm. Han ville også gerne købe den gode hat. Men den var ikke færdig endnu. Myk aftalte med Luíz at sidstnævnte kunne lægge hatten under en båd, når han engang var færdig. Sammen med tre colombianske drenge som kom forbi og hyggede sig med at spørge os alle sammen hvad vi havde set i deres land, gik vi op til El Mirador – en bar som man har placeret på en klippevæg med udsigt over stranden. Her mødte vi en svensk bartender som inviterede os med til morgenfest, alle elskede Myks hat og tiden gik med at overveje hvor mange af de der gratis shots man kunne klemme ned ovenpå alt det rom. Da morgenfest kom var det samme problemstilling, bare med færre mennesker. Og så havde vi fået tilbudt en seng hver. Under baren var et hostel og bartenderen skulle ikke selv bruge sit værelse, da hun sov sammen med ejeren. Fint. At jeg så på ingen måde havde lyst til at se sollys nogensinde igen da jeg vågnede, det er så en anden sag. Og at der var dømt stor bytur dagen efter igen, det var mindre god timing.

Nå ja.. det skal lige med. På vejen hjem i taxaen synes taxamanden så at vi er nogle sjove nogle. Han griner meget af os fordi vi beder ham skrue ned for den vanlige reggeatonrytme som brøler ud af højtalerne. ’Tenemos guyabo’, får vi fremstammet. Og hvad gør en god taxamand så? Ja, upåagtet at han kører med fixed rate, begynder han at snakke om et præparat som alle bruger når de har tømmermænd. Man kan købe det i alle butikker. Nej, det er ikke coke. Han stopper ved en kiosk og sender mig ind efter to brusetabletter (i brevform, men u get the point). Så griner han hele vejen hjem over to gringos med tømmermænd, snakker om damer og ønsker os god bedring da vi kommer hjem. Meget sigende for folks venlighed og attitude hernede.

Dette her er blevet aaaalt for langt. Det ved jeg godt. Så respekt for at du nåede hertil (medmindre du har sprunget noget over: i så fald:

Kort resume:
Vi har haft det godt, slappet af, set nogle springvand, gået rundt i noget jungle, set noget strand, snakket med nogle andre turister, drukket en masse rom og opnået en fornemmelse af ikke at ville væk herfra lige foreløbigt.)

Medellín

På en uge i Bogotá gik mit frygtniveau over en bustur i Colombia fra 'stensikker på overfald, røveri og falske politibetjente', til 'utrolig sikker vej med pletvise politistop for vores sikkerhed skyld'. Vejen til Medellín var beskrevet som en af de bedre i Colombia - nem, hurtig, gode busser som kører hele tiden og en fair pris (150 kr. for 9 timer).

En kort dialog med den hyggelige mand på det hyggelige hostel i Bogotá (El Cafecito) lovede os en bus hver halve time. Da vi den sidste aften, efter en bid aftensmad hos Adris veninde Marita (og hendes familie) drog mod busstationen var jeg begyndt at blive helt optimistisk. På Myks 'det bliver spændende om vi kommer med en god bus', svarede jeg sågar 'det skal nok gå - de kører jo hele tiden'.

20 sekunder senere var det åbenlyse svar, at det gjorde de ikke. Faktisk, overhovedet ikke. Vi var der tyve i tolv og den næste kørte halv syv. Hele planen med at køre om natten er at spare en overnatning, så tanken om at tage en taxa tilbage til et hostel, pakke ud, pakke ned, køre tilbage osv., lå meget fjernt fra os. Det samme gjorde det dog (primært for mig) at overnatte på en busstation med al min bagage. 'Jeg skal nok holde mig vågen', mente Myk. 'Jeg skal bare have en cola'. Og den forventede han at jeg skulle tro på.

Nå, men vi var åbenlyst ikke de eneste som ikke forstod et klap af alt dette 'busser går hele tiden, men det gør de så ikke alligevel' system. Nogle snaksagelige colombianere havde på kort tid samlet en gruppe på 15-20 mennesker, som også skulle (have været) til Medellín. Efter lidt aftaler om en ny bus, nogle delte taxier og andre muligheder, blev enden på det at vi skulle med en bus til en mellemliggende by - afgang 02.00. Godt nok, det gør vi så. Og alle colombianerne virker flinke - undtagen én fyr, som lidt lignede en mørk version af Burt Reynolds. 'Skumleren' eller 'ham vores onde ven' fik flere tilnavne mens vi overvejede om han stirrede på vores tasker, eller på den dames bagdel som var i samme flugtlinie.

Myks optimisme den aften gav pote. Han spottede 3 drenge med tasker og kamera og gik hen for at spørge om de også var turister. Det var de ikke, men ham den ene ville vildt gerne lære engelsk og ville meget gerne snakke. De var maskiningeniører (så vidt vi endte med at forstå - uden helt at forstå hvad sådan nogle laver, ret beset), som boede og arbejdede i Bogotá, men havde et projekt i Medellín de næste 15 dage.

Grunden til denne helt uendeligt lange indledning på Medellín er, at denne opstart endte med at tegne hele billedet af opholdet der. Busturen var fremragende. Eller, ret beset var den under middel. Men det gruppeforhold der var bygget op af alle os 'efterladte' var hyggeligt. Alene den oplevelse at stå kl. 8 om morgenen i den mellemliggende by og opleve 3 mænd forhandle alles busudgifter ned med 21 kroner - det var klasse. Vi skulle lige alle blive enige om hvad vi ville give for denne tur. Vores tre nye venner gik hurtigt til at blive vores trygge oversættere og særligt ham der ville lære engelsk (Jorge) var yderst snaksagelig og virkede som en dejlig dreng. Vi endte med at hænge meget ud sammen med disse tre drenge, og Jorges bror Ronald.

Medellín

Byen i sig selv blev jeg ret hurtigt glad for. Der var styr på sagerne, her var rent, pænt, kæmpe højhuse, velfungerende metrosystem (endda med engelsktalende højtaler system.. hallo!), flotte områder og et enormt godt byliv. Medellín er højt praiset af colombianere som sådan - det 'burde være hovedstaden' mener flere. Den har et ry for at have både de sødeste og de pæneste indbyggere og drengene vi mødte virkede (med god grund) heller ikke kede af netop at skulle arbejde i denne by et par uger. Og så er den placeret mellem en række bjerge, som den breder sig op ad. Metrosystemet er udviklet med .. ja, jeg kan så ikke huske navnet på sådan nogle, men nogle gondollignende hejsesystemer som bringer folk op i bjergene. Meget pænt.

Mine couchsurfingskills er endnu ikke særligt veludviklede (folk svarer sgu ikke..) og vi havde jo også drengene, så havde det fint med at bo på The Pit Stop. Lækkert sted med udmærket atmosfære. Og rart at møde lidt rejsende over flere dage, så man kunne få nogle rejsetips. Vi boede på et 14-persons dorm, men der boede aldrig over 7, så det slap vi rimeligt billigt fra.

Oplevelser

Drengene står som det ultimative. Byturen med dem lørdag (ankom fredag) var suveræn; badet i Aguadiente (lokal lakridssprøjt) og med den helt rigtige blanding af klassisk mandehumor, pigekiggeri og hvad man vel bedst (men lidt fesent) kan kalde kulturudveksling. De brugte meget lang tid på at forklare os hvordan Colombia ikke er farligt. I samme sætninger snakkede de dog lige så meget om det man ikke skulle gøre - såsom at stoppe ved en ATM undervejs på sin taxatur, tro på at dørmandens tilbud om at ringe efter nogle veninder er helt 'ægte', eller lægge an på en anden mands pige. Det prøvede vi så at lade være med.

Ellers bare en fornyet og forbedret tro på, at dette lander helt vidunderligt. Og den oplevelse vi kan have af Colombia derhjemme, er synd og skam. Og ikke særlig fair. Men sådan er det nok nogle år endnu, indtil vi får hørt en ny sang en masse gange.

Medellín var en dejlig oplevelse, men vi vidste også godt at vi snart skulle op til den kyst. Efter en god tur ude med drengene (hvor de fik hver sin Legomand), tog vi en natbus til - af colombianere meget velansete Santa Marta.

Bogotá

Ankomst

Av min arm jeg var nervøs for at flyve ind i den lufthavn kl. 21 om aftenen. Bare i immigrationskontrollen (tror jeg det hedder - ellers burde det hedde det) er jeg ekstra opmærksom på min bagage. På trods af at systemet er mere velsmurt end i Miami, er jeg meget på vagt over for de der skumle politibetjente som sidder som høge og venter på at det bliver turistdrengenes tur.

Vi kommer op til politimanden bag disken. Han ser venlig ud, tænker jeg. Men der er noget galt. Mit spansk har ikke været i brug i 3 år, men jeg kan forstå at vi skal have en adresse på hvor vi skal bo. Det har vi ikke, da vores eskorte står uden for lufthavnen og venter. Det er Adri - endnu en veninde fra Buenos Aires. Den adresse har jeg jo ikke lige taget med. Hendes telefonnummer? Det har jeg heller ikke. Nå, men så kan I ikke komme ind i landet, fastslår manden. Nej nej nej.. og Adri står derude og venter og hvad skal vi dog gøre og nu tager de snart vores bagage og pas fordi vi har brudt en lov, stjæler alle vores dollars og sætter os til at overnatte i lufthavnen. Åh, hvilken ulykke.

Det viser sig dog at Colombia er sådan et sted som går aktivt ind for offentligt Wifi, så vi blev bedt om at gå over til 6 småfisende kvindeligt ansatte (ved ikke hvilken funktion de tjente udover på daværende tidspunkt at fungere som underholdt publikum) og finde Adris telefonnummer på nettet. Enters Ipod. Efter et par minutter er der hul, og på Adris' facebookprofil kan jeg finde et telefonnummer. Vi er reddet.

Jeg kan godt se at dette her bliver utroligt fyldigt - så du skal allerede her være velkommen til at springe ned i bunden hvor du kan se, at Bogotá var et fint bekendtskab og at vi slap godt fra alting..

Den høje puls forsvinder dog ikke af ikke at kunne finde Adri i lufthavnen. Og det ikke kun fordi jeg faktisk ikke vidste helt hvordan hun så ud og kun har mødt hende to gange til to fester for tre år siden. Hun er der virkelig ikke. Har hun narret os? Passede det overhovedet ikke at hun havde fundet os et sted at sove? Sad hun bare med en kikkert et sted og ventede på at se os slagtet af alle de røvere som sultne kunne se alle de dejligheder vi havde taget med til dem?

Egentligt ikke.. hun troede bare først vi var der 22.40 og ikke 20.40. Så hun kommer noget forsinket ud og finder os. Udmærket. Så vi bliver så kørt ind til en lejlighed hvor hendes veninde Keny bor.

Colombianere bor for det meste hos deres familie i mange år - indtil de finder en ny familie. Denne lejlighed var lidt en mellemting og bestod af veninden Keny, hendes søster, deres kusine, en veninde og en fyr som jeg aldrig helt forstod hvem var. Vi fik lov at bo på to madrasser i fællesstuen og til gengæld lavede vi mad til husstanden et par aftenener. Først fik de frikadillos med kartoffelmos, persillesovs og kålasalat, og anden aften fik de pasta med kødsovs. Vi er uden tvivl bedst til at lave sidstnævnte, men fik nu ganske meget ros for vores frikadillos.

Bogotá

Denne by er bare helt enorm stor. Den har meget larm, meget smog, mange biler, ufatteligt mange små forretninger (et udtryk som også dækker over en mand som sidder på gaden og sælger tyggegummi). Samtidig har den nogle enormt interessante områder og bygninger som ikke ligner alt det andet. Det spanske område La Candelaria består af byens første bygninger fra den spanske invasion. Små farvede huser, stejle bakker, brosten og en rar atmosfære. Flere nordlige områder i byen er nærmest vestlige; kæmpe butikscentre, enorme bygninger, glasfacader, hele baduljen. Flere steder finder man lige nogle handelsgader med helt andre stemninger end man lige var vant til fra det pulserende storbyliv. Bylivet er ligeledes suverænt, hvor vestlige hits blandes med colombiansk og latinamerikansk musik. Og så kan jeg til de mandlige læsere bemærke at det ikke er for sjov at Colombia beskrives som et såkaldt flot sted.

Oplevelser

Jeg vil fremhæve kendskabet til Colombia som sådan. Jeg brugte meget ugen på at opsnuse mig kultur, historie, politik, holdninger, ønsker og livssyn. Bogotá er heri et fantastisk sted. Jeg kan varmt anbefale denne dokumentar som viser hvor vild en forandring byen er i gang med:

http://www.youtube.com/watch?v=gyBe5-irc_4

Det offentlige universitet fortjener sin helt egen blog (hvilket dokumentaren meget fint viser). Her er meget 'rødt', rebelsk, grafitti over det hele og en meget stor aversion overfor det private system.

Adri og hendes veninde Keny var formidable i deres 'formidling' - vi lærte ualmindeligt meget sprog, fik endevendt hele den politiske situation (Colombia har lige haft valg for 2 måneder siden), fandt ud af hvad FARC var for en størrelse (dem er der åbenbart ikke ret mange der holder med hernede - så lad være med at sende dem penge btw.), blev vist rundt i hele byen og blev taget med til en fødselsdag for en anden veninde.

Det at kunne tilbringe tiden i Bogotá med lokale, var derfor både trygt og underholdende. Sidst på ugen mødtes jeg med Rowan, som sammen med sin kæreste er tovholder for Kaospiloternes næste outpost. Da jeg skal starte hos KP som militærnægter til februar, var det derfor interessant for mig at høre lidt om hvad der skulle ske i denne by, som jeg efterhånden følte at jeg kendte. Jeg var sgu godt nok lige ved at blive i en måned for at være frivillig medhjælper på projektet, men der var for mange aftaler og forventninger som måtte slagtes for at det kunne lade sig gøre: Drømmen om afslapning, nul forpligtelser, sol, strand og hængekøjer vandt. Derfor, afgang Medellín med natbus efter 8 meget spændende dage i Bogotá.